Brev til Puk: Jeg kan ikke holde hans barn ud

For tre måneder siden flyttede jeg og min søn sammen med min kæreste. Hans søn er hos os hver anden weekend, og jeg er ved at løbe hjemmefra, når han er her. Jeg har meget svært ved at rumme ham og hans udfordringer.

Drengen er infantil autist og er snarere to-tre år i sin udvikling end de næsten syv, han er. Jeg har tidligere arbejdet med børn med diagnoser og elskede det arbejde, og nu arbejder jeg med unge, som har det svært.

Så jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan rumme sønnen. Jeg føler mig ikke hjemme i mit eget hjem længere, men føler, at jeg skal ofre mig, så han kan være her.

Han sover stadig sammen med sine forældre, men jeg har sagt nej til, at han skal være i min seng. Når han er puttet, skal min kæreste være hos ham, for ellers vågner han og er bange, så jeg kan ikke engang sidde i stuen og se tv, da det forstyrrer ham. Så jeg må gå i seng med en iPad.

Jeg er flov over, at jeg har det så svært med barnet, men synes også, det er synd for min søn, at han skal tage hensyn hele tiden. Han er 13 år og teenager, og jeg frygter, at han vil bo mere ved sin far, hvilket jeg egentlig godt kan forstå.

Måske skal jeg bare afslutte forholdet og flytte. Det vil knuse mit hjerte, for min kæreste er min bedste ven, men han fortjener en, som vil hans søn.

Eller kan jeg på nogen måder redde forholdet og lære at rumme sønnen?

Min kæreste accepterer, at jeg har det svært, og siger, det er okay, at jeg trækker mig, men det er jo mit hjem.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Den ulykkelige.

Kære Den Ulykkelige.

Det er en meget, meget stor opgave, du har sat dig selv på. At være forældre til børn med særlige udfordringer er en kæmpe opgave, og at være bonusforældre til en så udfordret dreng er måske endnu sværere. For du skal finde ind til kærligheden midt i det kaos, du befinder dig i.

Du skal ikke være flov. Jeg synes, du gør dig nogle ordentlige, sobre overvejelser. Det betyder ikke, at du er et dårligt menneske, at du ikke er rummelig, at du er egoistisk, ikke kan lide børn eller noget som helst andet. Det betyder, at du står et svært sted.

I er som par nødt til at tale længe og sagligt om det her. Det lyder, som om din kæreste er ret fin at tale med, så du må åbne for dine følelser, og så må I drøfte de muligheder, der er.

Tre måneder er slet ikke nok til at finde ro med den opgave, men måske er det nok til at afklare, at du ikke vil påtage dig opgaven. Du må ikke bebrejde dig selv, at du ikke kan rumme det. Du føler, dit eget fundament vakler, og at din egen søn kommer i klemme, hvilket selvfølgelig gør dig urolig.

Jeg kan ikke sige, hvad du skal gøre, og hvordan du kan træffe en beslutning. Jeg synes, det er reelt at kapitulere og give slip på drømmen, fordi det bliver for svært. Det er samtidig også en mulighed at blive, men så vil det være godt at få hjælp udefra.

Måske skal I i terapi sammen og få redskaber til at takle jeres udfordringer, og det kommer til at kræve tålmodighed og år med op- og nedture. Og så kræver det, at du får luft for dine følelser, og at din kæreste imødekommer dem.

Det lyder lige nu, som om du putter dig og flygter lidt, både fysisk og mentalt. Din kæreste lyder som en god og kærlig far, han lyder også forstående, og derfor synes jeg, du skal hoppe ud i de nødvendige, dybe samtaler. Du skal nok også være åben om, at du ikke ved, hvad udfaldet bliver, så han ikke tror, du arbejder på at få det til at fungere – og så pludselig bakker ud.

I dit brev læser jeg ikke, at du ikke har både kærlighed, forståelse og omsorg for den lille dreng, men jeg læser, at du synes, det hele er megasvært. Du skal ikke skamme dig over at føle sådan. Det er okay.

Jeg ønsker dig virkelig held og lykke, og du er velkommen til at skrive igen.

Varme hilsner fra Puk.