Brev til Puk: Min moster mistrives på plejecentret

Min moster har altid været som en mor for mig, fordi min mor døde, da jeg var kun 3 år, og min far ikke magtede at tage sig af mig. I de senere år har vi dog ”byttet roller”, så det nu er mig, der tager mig af hende, fordi hun er blevet gammel og svagelig.

 

For to år siden accepterede hun at flytte til det plejecenter, vi har her i kommunen, da hun ikke længere kunne klare sig i egen bolig, ej heller med den hjemmehjælp, hun fik. Og min mand og jeg kan desværre ikke have hende boende hos os, da hun sidder i kørestol.  Jeg har siden besøgt hende mindst en gang om ugen, og stort set hver gang sidder hun, der nu er 91 år, trist og alene i sin stue. Hendes hoved fejler ikke noget, men de andre beboere er enten demente eller så handicappede, at det er svært at føre en samtale med dem.

 

Det er dog ikke dét, der er problemet, for min moster kan godt underholde sig selv, hun hækler og læser meget. Det er den generelle oplevelse af stedet, der piner hende.

 

Der er alt for lidt personale til så mange beboere, som har så meget brug for hjælp, og det betyder blandt andet, at min moster ofte må ligge vågen i sin seng om morgenen til kl. 10, før nogen har tid til at hjælpe hende ud af sengen. Når hun skal på toilettet, kommer de heldigvis hurtigt og hjælper hende derud – til gengæld kan hun risikere at sidde op til 20 minutter derude, før der kommer en og hjælper hende tilbage i kørestolen.

 

Der tales om værdighed, men er det værdigt at blive gammel på de vilkår? Det har min moster og jeg talt ret meget om, og vi er enige: Det er det ikke.

 

Men hun vil ikke have, at jeg ”råber højt” – altså tager fat i ledelsen på plejecentret eller de lokale politikere, som jo er de ansvarlige med hensyn til bevillinger – for hun er bange for at blive taget som gidsel og så slet ikke få den hjælp, hun har brug for. Den indstilling forstod jeg ikke umiddelbart, men så fortalte hun om et par episoder, der fik mig til at forstå.

 

En aften havde hun kommenteret maden – der heller ikke er noget at råbe hurra for! – med det resultat, at den ene af de to, der havde vagt og havde tilberedt de røde pølser, som min moster ikke mente, var værdig kost til ældre og syge, ikke talte til hende de følgende dage, når hun havde vagt. Og en anden gang havde hun beklaget sig over, at hun skulle ligge så længe i sin seng om morgenen, hvorefter den vagt havde skældt hende ud og nærmest råbt ad hende, at de jo ikke bare sad og trillede tommelfingre.

 

Der er ingen tvivl om, at det stakkels personale har nok at se til. Men det berettiger dem ikke til at opføre sig sådan over for de mennesker, der nu nærmer sig ”endestationen” – det er jo sikkert ikke kun min moster, det går ud over. 

 

Men hvad kan jeg gøre? Skal jeg alligevel ”råbe højt”, selv om min moster ikke ønsker det? Jeg kan desværre ikke selv gøre mere for hende, da jeg har fuldtidsarbejde, børn og børnebørn – men det gør mig ondt at se, hvordan hun mistrives. Og jeg håber aldrig selv at skulle ende mine dage på det plejecenter!

 

Råb op. Uden tvivl.

 

Hvis vi skal tie stille af frygt, flytter vi aldrig grænser. Før eventuelt dagbog over din mosters oplevelser på plejecentret. Der er ingen tvivl om, at plejepersonalet er under ekstremt pres og knokler for at få enderne til at nå sammen, men at hævne sig på de ældre, det hører ingen steder hjemme.

 

I første omgang skal du bede om et møde med lederen og fortælle om dine iagttagelser. Det er vigtigt, at lederen ved, hvad der foregår. Derefter må du se, om det forandrer noget.

 

Vi har jo også fået en ældreminister, det er Thyra Frank, hende kan du også skrive til. Det er vigtigt, at vores politikere ved, hvad der rører sig i samfundet, og det kan de kun komme til, hvis vi informerer dem om, hvordan virkeligheden ser ud på den anden side af Christiansborg.

 

Du skal ikke være bange for at åbne munden, man kan sagtens fremføre sine argumenter og sine oplevelser med respekt for plejecentrets medarbejdere og uden at pege fingre ad navngivne personer. Det er vigtigt, at vi sætter al den fokus på de ældres velbefindende, som vi overhovedet kan.

 

Og som et PS vil jeg tilføje, at du ikke behøver at bekymre din moster med planen om at mødes med lederen. Jeg mener faktisk godt, at du kan tage den samtale uden at fortælle det til din kære moster. Vi, der har kræfterne, skal slås for de ældre – de ældre har kæmpet for os i mange år.