Vi er to søstre, som aldersmæssigt er tæt – vi er nu midt i 40’erne. Vi har begge været gift eller i parforhold, hun har to børn, jeg et.
I de seneste otte år har vi været alenemødre og har støttet hinanden rigtig meget. Vi har passet hinandens børn og er taget på ferie sammen.
Sidste vinter fik min søster en ny kæreste. Det var jo dejligt for hende, syntes både vores forældre og jeg. Men nu er vi ikke længere så begejstrede, for det er, som om hun fjerner sig fra resten af familien.
Og det må jo være ham, der trækker i hende. Han virkede som en ordentlig fyr, passer sit arbejde og tjener gode penge.
I begyndelsen passede vi stadig børn for hinanden, men det er pludselig slut. Hvis jeg har bedt om hjælp til min datter, bliver det afslået med en eller anden underlig undskyldning.
Hun er sådan set gammel nok til at være alene hjemme i kortere tid eller eventuelt være hos veninder, men hun er faktisk ked af ikke at se sin fætter og kusine.
Min søster og kæresten tager efterhånden kun ud, når hendes børn er hos deres far. De er også begyndt at melde afbud, hvis mine forældre eller vores bror arrangerer et eller andet.
Vi holdt påskefrokost sammen hele familien, og der begyndte vores bror og søsterens kæreste at diskutere politik. Og bølgerne gik højt! Det er bare så dumt, når de har fået noget at drikke.
Jeg spurgte min søster bagefter, om det var derfor, de var begyndt at tage afstand fra familien, men det kunne hun slet ikke forstå.
Min søster siger, at hun har brug for tid med sin nye kæreste, og det må familien respektere. Jeg tror heller ikke, at skænderiet er årsagen, men har en fornemmelse af, at hendes kæreste grundlæggende ikke gider hendes familie.
Min søster har allerede meddelt, at hun og kæresten har tænkt sig at tage ud at rejse i julen. Vi er kede af det alle sammen, nok især mig, som savner min søster meget, men vi ved ikke rigtig, hvad vi skal stille op.
Kan du komme med et godt råd?
Fisken.
Kære Fisken.
De fleste kan virke ubegavede, når de drikker og diskuterer. Det er en virkelig dum kombination, men jeg tror nu heller ikke, den episode er grunden til den afstand, du føler.
Jeg synes, du skal fortsætte med at række ud til din søster, men vi skal altid huske på, hvordan vi henvender os til aldre.
Hvis man siger ”du tager afstand”, ligger der en beskyldning, men hvis man siger ”jeg savner dig. Har du lyst til at ses?”, bliver man hjemme på egen banehalvdel.
Hvis man lægger ud med en anklage, vil mange reagere med at forsvare sig, og så skaber man mere splid.
Det er svært at vide, hvad der foregår bag de fire vægge hjemme hos din søster, men det er ikke ualmindeligt, at man i begyndelsen af et forhold bliver lidt kedelig og lukker sig om kærestelivet. Måske har din søster længtes efter at få en partner at dele livet med, og nu giver hun den fuld gas.
Jeg kan godt forstå, du føler dig efterladt, men der er ikke så meget at gøre lige nu.
Din søster er voksen og vælger, hvordan hun prioriterer livet, men jeg vil foreslå, at du uden anklager fortsætter med at holde kontakten, spørger nysgerrigt ind til hendes liv, hvilket også giver dig et billede af, hvem den nye mand egentlig er, og så må du ellers vente lidt tålmodigt til nyhedens interesse lægger sig.
Det nytter ikke noget, at I i familien teamer op og går imod din søster, for så bliver det alt for svært for hende at vende tilbage.
Mange hilsner fra Puk.
