Brev til Puk: Min svigersøn gør forskel på børnene

Jeg er mormor til en dreng på 13 og en pige på 11 år. Pigen blev født meget for tidligt, hun har en skade på sin ene fod og er ordblind. Drengen er usædvanlig kvik og meget sportstrænet. Han og hans far dyrker sport sammen. Det er pigen ikke så god til.

Læs også: Puks brevkasse: Mormor føler sig kørt over af familien

Her på det seneste synes jeg, det har været ubehageligt at se, hvordan min svigersøn gør forskel på børnene. Det er helt tydeligt, at han forguder sønnen, mens han nærmest blot tåler sin datter. Når vi er sammen, fremhæver han altid sønnen og fortæller om det, han har gjort og opnået, mens han næsten aldrig nævner sin datter. Min datter siger ikke rigtig noget, det virker, som om hun er en smule bange for sin mand. Han er også et meget dominerende menneske.

Læs også: Mormor til Puk: Mit barnebarn trives ikke i skolen

Jeg forsøger, så godt jeg kan, at tage mig af pigen og hele tiden fremhæve det, som hun er god til. Vi bor tæt på hinanden og er ofte sammen.

Jeg har nævnt det for min datter, som bare slår det hen. Men det er hjertegribende at se den pige forsøge på at opnå sin fars accept uden resultat. Har du et forslag til, hvad jeg kan gøre fra min position?

Mormor

Læs også: Puks brevkasse: Min svigersøn er dominerende

Kære Mormor.

Som medmennesker har vi pligt til og mulighed for at oplyse og ”uddanne” hinanden. Vi kan på en god og kærlig måde fortælle hinanden, hvor vi kan strække os og udvikle os, hvis vi observerer noget. Folk er så bange for at tale med hinanden. Man skal ikke se alle samtaler som kritik. Samtaler er også omsorg.

Læs også: Puks brevkasse: Svigerdatteren gør sig uvenner med mange

Hvis du taler med din svigersøn, så vejled ham. Fortæl ham, at du kan se kærligheden i hans datters øjne, og spørg ham, om han vil hjælpe hende med at føle sig accepteret. Hvis man begynder en samtale med ”Du gør ikke” og ”Du gør aldrig”, så bliver resultatet næsten altid en diskussion. Man kan begynde på mange andre måder.

Det er jo ubærligt, at den lille pige føler sig overset, og jeg håber, faren efter en rolig og anvisende samtale kan forstå, at han også skal favne sin datter. Men forstår han det ikke, må du og pigens mor træde til.

Læs også: Ulykkelig mormor til Puk: Jeg vil så gerne på ferie med dem, men nej...

Tag alenestunder med hende. Vær opmærksom på hendes evner og hendes fremskridt. Giv hende opgaver, som hun vil få succes med at løse. Det er ikke sikkert, det heler længslen efter farens kærlighed, men hun skal vide, at det ikke kun er hans manglende opmærksomhed, der definerer, hvad hun er værd.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Ny mor til Puk: Han vil ikke dele tabet