Lige før jul for godt to år siden mistede vi min far. Han fik en blodprop i hjertet, og vi var selvfølgelig alle sammen dybt chokerede over hans pludselige død.
Jeg har mand og børn og en bror også med familie. Begge mine forældre var gået på pension, men min far var kun 74.
Værst var – og er – det for min mor. De har haft et meget tæt og kærligt forhold. Ofte følte vi to søskende, at vi næsten blev holdt udenfor, og vores forældre så ikke så mange andre, de havde ligesom nok i hinanden.
Efter dødsfaldet gik vores mor selvfølgelig fuldstændig ned. I begyndelsen fik hun psykologbehandling og har fået forskellige former for medicin. Men der er intet, der har hjulpet på hendes sorg.
Vi har været vant til at ses til fødselsdage og højtider, vi bor alle i samme by, men nu er vores mor ikke til at trække ud af sit hus. Hvis vi inviterer, undslår hun sig helst. Hvis vi ringer og siger, at vi vil kigge forbi, finder hun altid en undskyldning. Vi har fundet ud af, at vi skal komme uanmeldt. For hun åbner dog stadig døren.
Men det er frygteligt at se på. Hun tager sig næsten ikke af hverken sig selv eller sit hjem, og nogen gange ser det ud, som om hun ikke har vasket sig eller har gjort rent. Hendes tøj er smånusset, og i det hele taget er det et sørgeligt indtryk.
Der er ingen tvivl om, at hun har en depression, men hun vil ikke have mere behandling. Hun tager ikke længere medicin, men går og pimper noget rødvin i løbet af dagen.
Jeg bliver ved med at komme forbi, og nogen gange kan jeg godt få hende med ud på shopping eller café og da også en gang imellem hjem til os eller min bror. Men hun er bare så trist og ikke interesseret i nogen som helst ting, heller ikke børnebørnene.
Jeg har prøvet at sige, at vi andre også savner ham voldsomt, og om vi dog ikke kan være sammen om det. Så lukker hun bare af og siger, at det kan vi slet ikke forstå.
Min brors kone synes, at vi efterhånden bare skal lade hende være. Men det har jeg nu også svært ved. Hun er kun 73 og fysisk helt rask.
Kan du ikke komme med et råd til os?
Datteren.
Kære Datteren.
Da jeg gik i gang med at læse om sorg, kunne jeg se, at man i dag ved, at sorg har så stor en påvirkning på de efterladte, at lægevidenskaben nu f.eks. har anerkendt diagnosen Broken Heart syndrome. Det er en tilstand, der rammer den efterladte akut, og ses, når ægtepar dør med få dages mellemrum.
Man kan også blive ramt af Broken Heart syndrome, når man mister et barn og selv dø af tabet. Så man kan simpelthen dø af sorg.
MEN din mor har klaret den. Hun lever her to år efter, hun mistede sin elskede livsledsager, men sorgen har stadig et dybt tag i hende. Hun gør det så godt, hun kan.
Hun er stærkt mærket af at skulle leve alene, og hun har brug for hjælp. Hun prøver at dulme tabet ved at drikke rødvin og gemme sig i huset, hvor mindet om hendes mand stadig lever.
Du bliver nødt til at få hende et smut forbi lægen igen. Kan lægen måske komme på hjemmebesøg? Det er vigtigt, at din mor forstår, at sorgens magt er så stor, så hun ikke tror, hun har gjort noget forkert. Det var godt, hun fik psykologhjælp, da dødsfaldet og traumet indtraf, men nu har hun brug for at mere hjælp for at lære at leve med savnet. Hun er syg. Hun har brug for hjælp.
Vi skal huske, at vi godt må gå til læge med ting, der gør os mentalt sårbare, ikke bare trykkede ribben og bulne fingre.
Kram hende og skaf hjælp.
Mange hilsner fra Puk.
