Kære Puk
Jeg er på andet ægteskab gennem 36 år, har en datter fra første ægteskab, der er frivilligt alene med en lille pige, min mand har to sønner og fire børnebørn.
Min datter har aldrig kunnet lide min mand og hans børn, men han forguder mit barnebarn og giver hende masser af opmærksomhed og gaver.
Problemet er, at vi gennem mit barnebarns 8-årige liv hvert andet år har givet hende en ny cykel i fødselsdagsgave, og jeg har så bedt om, at den aflagte cykel kom videre til min mands barnebarn.
Mit barnebarn har haft svært ved at slippe de brugte cykler, men jeg har fastholdt, at hun ikke havde noget at bruge dem til, og at andre kunne have gavn af dem.
Da min datter igen peb, at pigens cykel var blevet for lille, købte jeg straks en ny, der står og venter på hendes fødselsdag i april.
Jeg sagde til min datter, at jeg gerne vil hente den brugte til min mands barnebarn.
Hun svarede: “Når du har givet en gave, kan du ikke selv råde over den mere, så må du i stedet fortælle den lille, at cyklerne er dine og kun til låns.”
Jeg blev chokeret og tænker, at det er enormt grådigt, at man ikke vil slippe en brugt cykel for en spritny.
Jeg føler ikke, at jeg giver barnet en gave, hvis jeg siger, at den kun er til låns.
Hun forstår jo ikke, hvor mange penge jeg faktisk bruger på nye cykler.
Jeg fortryder i den grad, at jeg overhovedet er gået ind i hendes cykelbehov, og er nået dertil, hvor jeg ikke fremover vil give hende nye cykler.
Så kan de selv købe brugte og gøre med dem, hvad de vil.
I mine øjne burde det være min datter, der forklarer barnet det rimelige i at give cyklen til en, der kan blive glad.
Er det mig, der er helt galt afmarcheret?
Ærgerlig mormor
Kære Ærgerlige mormor
Mine øjenbryn sidder helt oppe i panden, og jeg taber kæben, når jeg læser dit brev.
Du er så absolut ikke galt afmarcheret.
Det er din datter, der er galt på den.
Selvfølgelig skal cyklen videre i cirkulation, men jeg tror, det er din datters modvilje, der forplanter sig i dit barnebarn.
Børn ejer godt nok ikke umiddelbart evnen til at dele.
Det er noget, vi skal lære dem, og du som mormor har gode forudsætninger for at lære hende den ædle kunst.
Det er klart, at hvis man bare tager cyklen ud af hænderne på hende og ikke forklarer hende, hvad der skal ske med den, så bliver hun ulykkelig.
Så mit bedste råd er at fortælle pigen, hvor meget hun kan glæde et andet lille barn ved at give cyklen videre – og eventuelt tage hende med, når cyklen skal skifte ejermand.
Så kan hun både få tak og indtryk af, at det er en ”god forretning” at gøre andre glade.
Som med alt andet skal børn guides og vejledes her i livet for at blive sunde og fornuftige individer.
Jeg synes, du skal tage en snak med din datter.
Fortæl hende, at du godt er klar over, at hun ikke kan lide din mand, og at du anerkender hendes følelser og forstår hendes protest – for det er dét, det handler om – men at der ikke er nogen grund til, at hun ikke får lært sin datter at være gavmild og glæde andre.
Vi vil alle sammen gerne have vidunderlige børn, og din datter skal lige få øje på perspektivet fra den anden side.
Held og lykke med det.
En mormor har magiske evner, og hvis du tackler situationen rigtigt og lærer pigen at dele, så har du mulighed for at give hende en gave, der er endnu bedre end en cykel.
Kærlig hilsen Puk
