Reelt er det sygdom, fejldispositioner og afslag, der er skyld i, at Pelse Asboe i dag driver Danmarks eneste broderiforretning.
Det skulle man ellers ikke tro, når man ser hende svømme som en fisk i vandet blandt kunder, korsstingspuder og garndukker i den smalle og hyggelige butik på Nørre Allé i Aarhus.
Så snart klokken ringer, hopper hun, lille og vimmer, fra baglokalet, hvor kollegerne monterer julekalendere, ind i hjertet af butikken. Her op til jul kommer kunderne meget ofte med et færdigt broderi under armen, som de ikke selv kan eller vil montere. Og ellers vil de købe en ny portion mindfulness – for det er er jo præcis det, broderi er: Korssting er fred for sjælen.
Læs også: Brug broderier på andre måder
Broderier overalt
At 56-årige Pelse selv tidligt blev en dygtig brodøse, kan hun takke det forhold, at effektiv astmamedicin endnu ikke var opfundet i 60’erne, da hun voksede op.
– Jeg kunne ikke meget andet end at sidde stille i en stol hele min barndom. Min astma var så slem, at jeg ikke sov igennem uden anfald, førend jeg gik i
4. klasse, siger Pelse.
Hendes mor arbejdede kun halvtid, så om eftermiddagen øvede de to højtlæsning og broderi.
Derfor var Pelse mere end habil med en broderenål, da hun søgte ind på håndarbejdsseminariet i Kerteminde. Uheldigvis var hun knap så habil til at tjekke studieplaner, så hun kom til at søge ind et år, hvor det stoftryk, hun ellers havde kastet sin kærlighed på, slet ikke blev udbudt som hovedfag. Der var kun broderi...
Siden da har Pelse solgt og tegnet mønstre til hundredevis af puder - se nogle af dem i galleriet herunder:
Pelses fine puder


Pelses fine puder
Det er muligt at læne sig op ad John Lennon og kronprinsesse Mary - et par af de mange skønne broderede puder fra Pelse Asboes "Broderi Moderne" i Aarhus.


Pelses fine puder
Da Pelse havde tegnet det forreste mønster med det enlige sorte får, kom der kunde, en folkeskolelærer ind i butikken. Hun havde vist haft en dårlig dag, for hun vrissede, at det nu om dage var omvendt i skoleklasserne – der var lutter sorte får og højst ét hvidt. Så det måtte Pelse også lige have syet.


Pelses fine puder
Tro ikke, at pc’er og broderi ikke har noget med hinanden at gøre. Kommandoen Ctrl Alt Delete rydder alt…


Pelses fine puder
En kunde ønskede sig engang et mønster med grøn Cecil-motiv. – Det kunne astmatikeren i mig ikke lige gå med til, men i stedet tegnede jeg hende en tændstikæske, siger Pelse. Den anden pude er lavet som et kæmpemæssigt fingeraftryk.


Pelses fine puder
Pelse er både bange for katte og allergisk, men hun må indrømme, at der er graciøse. – Jeg kan godt sidde bag et vindue og tegne dem, bare de ikke kommer snigende ind på mig, siger Pelse. Puden med de mange katte har hun tegnet, patchwork-katten er engelsk fra Jolly Red, og den grå kat er fra Fru Zippe og tegnet af Astrid Skibsted.


Pelses fine puder
Vikinger og runer går igen på mange pudemotiver. – Første gang jeg lavede en pude med runer ændrede jeg lidt på bogstaverne, men det var ikke populært hos min tante, som er ekspert i både ældre og yngre futhark, siger Pelse, der siden har holdt sig nøje til korrekt vikingesprog.


Pelses fine puder
Fra starten har Pelse været fascineret af de grafiske stramme motiver.


Pelses fine puder
Naturmotiver er altid populære – og der behøver ikke være broderi over hele puden.