En læser fortæller: Jeg gav mine børnebørn en speciel julegave

Torsdag, 3. december 2015
Lene Dürrfeld
Illustration: Martin Silz
Sidste år fik jeg en idé til en anderledes julegave. Jeg elsker minderige og nostalgiske historier, og det ville jeg gerne dele med mine børnebørn. Derfor gav jeg dem en udflugt til et sted, som engang betød meget for mig.
-

Jeg fik sværere og sværere at købe gaver til mine fire børnebørn. De havde efterhånden alt, hvad hjertet kunne begære, så nu ønskede de sig penge. Det var selvfølgelig fornuftigt nok, men hvad blev der så af overraskelsen ved at åbne en pakke? Min mand syntes, jeg var pjattet.

– At give penge er da meget lettere, sagde han.

Det havde han ret i, men for mig handlede det ikke om at gøre det nemt. Det var noget andet, noget dybere.

Derfor brød jeg i lang tid min hjerne for at finde på noget kreativt til børnebørnene. De skulle have en overraskelse, noget, de ikke havde drømt om, at jeg, deres henholdsvis mormor og farmor, kunne finde på.

Jeg spekulerede længe, så fik jeg endelig en idé. De skulle med mig på udflugt. Mellem jul og nytår ville jeg tage dem med på en tur til min fortid. Hvis det altså kunne lade sig gøre. Da jeg var barn, kom jeg hver sommer på ferie hos en rar landbofamilie i Jylland.

Jeg er vokset op uden far, så min mor havde ikke mange penge at gøre godt med. Det var imidlertid mange år siden, jeg havde mødt den familie, der gennem fem dejlige somre var mine værter. Jeg vidste ikke, om de levede mere, det måtte jeg først undersøge.

Det viste sig, at min tidligere sommerferieforældre var døde, men Helga, deres ældste datter, levede stadig. Det samme gjorde Jens, Helgas lillebror. Helga boede i et mindre hus tæt ved den gamle gård. Jeg skød hjertet op i brystet og ringede til den nu 75 år gamle dame.

Så snart jeg havde præsenteret mig, vidste hun, hvem jeg var. Da jeg fortalte, at jeg gerne ville besøge hende sammen med mine fire børnebørn, der var i alderen fra 9 til 12 år, grinede hun så hjerteligt, at jeg fik tårer i øjnene.

– I skal være mere end velkomne, sagde hun, da vi havde talt lidt om alle de år, der var gået siden sidst.

Jeg fortalte selvfølgelig mine børn om planen, og de syntes heldigvis, det var en god idé.

Juleaften så børnebørnene forbavset på den kuvert, de fik af mig, Indeni lå en lille indbydelse. Først kiggede de på hinanden, så begyndte de at spørge. Jeg lovede dem, at de nok skulle få alt om min barndom at vide, når vi nåede over til Helga et par dage senere.

Besøget hos Helga blev meget vellykket. Helga kunne fortælle historier om mig, de aldrig havde forestillet sig, for eksempel om dengang, jeg skulle trække en ko hjem fra marken. Jeg var lidt bange og gik hurtigere og hurtigere, til sidst løb jeg. Det samme gjorde koen, for jeg holdt jo fast i den.

Vi besøgte også den gård, hvor jeg havde været feriebarn. Helgas bror havde overtaget den, og den indeholdt flere forskellige husdyr. Ikke så mange af hver, der var nemlig så lidt jord til gården, at Jens, min gamle legekammerat, tidligere havde haft job ved siden af.

Vi blev inviteret til at spise med, senere overnattede vi på et vandrehjem, og dagen efter kørte vi hjem igen.

– Det er den bedste julegave, jeg nogensinde har fået, sagde 9-årige Trine. Til min glæde gav de andre hende ret.

I år skal min mand og jeg have børnebørnene med i teater. Vi har fundet ud af, at det er en aldeles pragtfuld juleting at foretage os noget sammen med vores børnebørn.

Det er ikke bare en gave til dem, for vi får selv en hel masse dejlige minder ud af det.