Det begyndte som en god dag. Mike Soll fra Aabenraa sad i sin elskede lastbil på vej til Aarhus, hvorfra han skulle videre mod Sverige. Mike er kun 24 år, men han har altid vidst, at han ville være en af de der seje truckere, der kører landevejene tynde, så han kunne ikke være mere tilfreds. Han havde lige fået job som eksportchauffør, og det var hans ønskejob – også selv om han kun kunne være hjemme i weekenderne hos kæresten Didde Nissen og deres drenge Frederik på 3 og Rasmus på næsten 2 år.
Den dag, den 27. september kunne have været Mikes sidste dag på denne jord. Han kørte hjemmefra tidligt om morgenen, og da han nåede Kolding, så han, at der var en lang kø forude. Han satte farten ned, men pludselig slog lastbilen foran ham bremserne i. Mike traf et valg på et splitsekund. Hvis han fortsatte ligeud, ville det være en katastrofe. Måske kunne han nå vigesporet. Og han drejede. Så skete ulykken.
Benet var knust
Det tog to timer at skære Mike fri af lastbilen. På et tidspunkt mente man, at hans ene ben måtte amputeres, men til sidst kom Mike fri og blev indlagt på Kolding Sygehus. Benet var stort set knust, og hans ene lunge var klappet sammen. Det gode var, at han omsider var besvimet og ikke længere kunne føle smerter.
Om aftenen klokken 21 var operationen færdig. Det puslespil, der var Mikes ben, var blevet samlet og sat sammen med søm og skruer. Det blev den første af foreløbig 15 operationer, og Mike var indlagt de næste seks uger. Didde fortsatte sin hverdag og sit liv med drengene derhjemme, for hvad skulle hun ellers gøre?
– Drengene var jo så små, at de ikke kunne forstå, hvad der var sket med far, men jeg havde dem med på sygehuset så tit som muligt, og drengene har faktisk taget det meget pænt, siger Didde.
Det var på en måde værre med den store ”dreng” på sygehuset. Mike havde kæmpet hårdt for at få sit chaufførbevis og var netop blevet fastansat. Skulle han nu miste det hele, og kom han nogensinde til at køre igen, for det var det eneste, han ville.
– Jeg har altid arbejdet, lige siden jeg var en knægt. På mange måder har jeg været en rod. Skolen har aldrig sagt mig noget, og jeg havde det kun godt, når jeg kunne bestemme over mig selv. Jeg har arbejdet i landbruget, men siden jeg fik kørekort, var lastbiler det eneste, der var i mit hoved – og det skulle bare ikke være slut nu, siger Mike.
Det ved Didde godt. De havde ikke været sammen mange dage, før Mike forklarede hende, at han aldrig blev en 8 til 17-mand. Mike er den praktiske, Didde er den, der kan snakke. Derfor blev hun Mikes stemme på hospitalet. Det var hende, der talte med lægerne, hende, der opmuntrede Mike og skrev til de forskellige myndigheder om alle de praktiske ting, der også skal ordnes efter en ulykke. Det var Didde, der blev trygheden i en smertefuld hverdag på hospitalet – ligesom hun har været hans holdepunkt fra den dag, de mødte hinanden for snart fem år siden.
Verdens bedste far
– Vi mødtes til en fest i Aabenraa, da jeg var 21. Jeg havde mit liv lagt i rammer: Jeg ville uddanne mig til pædagog og kom fra en tryg kernefamilie. Mike havde også en drøm om at skabe sin egen trygge familie, måske fordi han aldrig selv havde haft en. Mike var en vild fyr dengang, men jeg bestemte mig for, at Mike skulle være min mand, fordi jeg kunne se det i ham, alle andre ikke kunne se. Da vi havde været kærester i fem måneder, blev jeg gravid med Frederik. Det var kæmpestort for os begge at blive en familie – og især for Mike at blive far. Han besluttede sig vist for at være verdens bedste far lige der, da Frederik blev født.
Da Rasmus blev født for halvandet år siden, var det Mike, der var den stærke: Jeg blev først klar over meget sent i graviditeten, at jeg overhovedet var gravid, så psykisk var jeg ikke parat til at blive mor igen, men så var Mike der med omsorg og kærlighed, siger Didde.
Der har været opture og nedture i deres fælles liv. Det er der, når man er unge forældre og ikke har ret mange penge, samtidig med at man forsøger at få et forhold til at fungere med to meget forskellige mennesker. Derfor kunne det være endt med et brud mellem de to, da Mike kørte galt, men sådan er det heldigvis ikke gået.
Mike, der hele sit liv har længtes efter frihed, er på en måde i et fængsel. Han er foreløbig blevet opereret 15 gange, og lige nu har han et stativ om benet, der skal holde sammen på det hele, indtil han skal opereres igen for sidste gang. Mike har ikke tabt modet.
Han regner med at kunne begynde på arbejde igen efter sommeren 2017. Hans arbejdsgiver vil gerne have ham tilbage, og imens passer Didde studierne og familien. De er enige om, at de har valgt hinanden, fordi de elsker hinanden. Det kan en ulykke ikke lave om på.■
