Udgangspunktet for 21-årige Tina Wittendorffs bog "Nordbyen" var hendes opvækst i den del af Randers, som går under den betegnelse. Og selv om hun har haft digterkysen på, har der været rigeligt at skrive om trods hendes unge alder.
– Jeg synes selv, at min bog behandler nogle meget vigtige emner i vores samfund. Mobning fylder meget i den. Også mere personlige kriser som følelsen af ikke at passe ind nogen steder – og så ensomhed. Men den handler også om, at man skal blive ved med at kæmpe, siger Tina.
Og kampe har der været nok af for den unge pige – særligt de indre.
Mormors bluse
Allerede som 4-årig kan Tina huske, at hun følte sig anderledes end de andre børn:
– Jeg var et meget nervøst barn. Jeg var bange for alting. Virkelig bange. Jeg tror, det har været meget svært at være mor til mig, siger hun.
I skolen blev det ikke meget bedre. Tina blev ved med at skille sig ud med måden, hun altid skulle studere vandhanen på og kun gå på stregerne.
– På det tidspunkt var mobningen også begyndt. Jeg husker, hvordan jeg kom gående på gangen, da en flok piger fra klassen råbte til mig: ”Har din mor virkelig ikke råd til at købe noget pænere tøj til dig?” Det gjorde ondt. Blusen, jeg havde på, havde min mormor syet til mig. Jeg var meget glad for den.
Fra blød til hård
7. klasse blev et personligt vendepunkt for Tina. Desværre på grund af nogle lidt triste vilkår. Hendes mor blev alvorligt syg med en virus på sit balancenervesystem. Tina husker, hvordan hun ikke engang kunne stå ud af sengen, hvorfor den dengang 14-årige pige måtte være voksen og klare både sig selv og sin mor.
– Jeg ændrede karakter i den periode, hun lå syg. Jeg blev mere selvstændig og var ikke længere den bløde pige. Jeg var blevet hård, og det skaber åbenbart respekt, for pludselig fik jeg veninder.
Men da Tina begyndte i gymnasiet, var facaden ikke længere stærk nok til at holde sammen på hende.
– Jeg havde desværre udviklet borderline, der får en til at føle alle følelser meget stærkere, end hvad godt er. Ensomhed. Hævn. Selvhad.
En ny tilværelse
Tinas mor fandt en god psykiater, som fik symptombehandlet på bedste vis. Som 16-årig fik hun et kollegieværelse, hun kunne flytte ind på. Men livet i Randers var stadig hårdt, og som 19-årig tog hun en livsændrende beslutning.
– Jeg besluttede mig for at tage ud at rejse. Alene. Jeg ville bare væk. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv, siger Tina.
Efter sin rejse flyttede hun til Hong Kong.
– Her følte jeg virkelig, at jeg var noget. Jeg er tilbage i Danmark nu, men har taget følelsen med mig.
En ny Tina
– Jeg har det rigtig godt i dag og behøver ikke behandling mere. Jeg læser til folkeskolelærer online, og har planer om at flytte til Australien en tid.
Om der kommer flere bøger fra den unge skribents side er uvist.
– Men jeg elsker at skrive og er simpelthen så glad og stolt over min bog ”Nordbyen”. Det var et meget personligt projekt for mig – og et meget vigtigt projekt, siger Tina.
