Helle sad sammen med tusindvis af andre forventningsfulde fans på publikumsrækkerne på det engelske stadion og ventede på første heat i finalen i verdensmesterskaberne for hold i speedway.
Hun var lidt mere spændt end alle de andre, for en af de fire kørere på banen var nemlig hendes mand, vores allesammens Erik Gundersen, der i forvejen kunne bryste sig af flere verdensmesterskaber og nu skulle forsøge at genvinde den ærefulde titel.
– Starten gik godt for Erik, men allerede i det første sving gik det galt, fortæller den 58-årige pædagog, der rædselsslagen måtte se sin mand og alle de andre tre kørere styrte.
– De andre rørte hurtigt på sig, men Erik blev liggende, fuldstændig stille.
Erik blev undersøgt, og Helle og hendes søster blev kaldt ind til lægen.
– De fortalte os, at han havde brækket nakken og ikke kunne trække vejret, og de vidste ikke, om han ville vågne eller ej. Han var lam fra halsen og ned.
Læs også: 10-årig Lukas drømmer om at blive den bedste til taekwondo
Ville vinde VM
Efter 17 VM-titler, både individuelt, for par og hold, sluttede en forrygende karriere den dag på det engelske stadion, og Erik skulle nu se en helt anden kamp i øjnene.
Det blev i 1981, at Erik skulle opleve sin store drengedrøm gå i opfyldelse, da Danmark vandt holdmesterskabet, og han var med.
– Vi var fire danskere med i VM-finalen på Wembley i London, og vi skulle køre foran hundredtusind mennesker. Jeg havde som lille purk set Ole vinde i 1971, og tænk, hvis jeg bare én gang kunne komme med i en VM-finale mellem de 16 bedste og stå dernede på banen... Nu stod jeg der!
Læs også: Vi er en familie af fightere
Utraditionel træning
Succesen fortsatte med Ole Olsen som træner, og Erik udnyttede alt, hvad Ole kunne lære ham.
– Han havde en fantastisk erfaring, og så benyttede han sig af nogle hidtil usete metoder, som siden hen er blevet meget brugt inden for sportsverdenen.
– Han hev mig med ud på parkeringspladsen og pegede på en kantsten. Så fortalte han, at dér på den kantsten havde han siddet efter at have vundet fire af fem heat ved VM i 1971. Han manglede kun det sidste heat, og lige inden gik han ud og satte sig her med sommerfugle i maven og spurgte sig selv, om han virkelig ville være verdensmester.
I det samme kom en betjent hen til ham og begyndte at sludre, og det betød, at han faldt fuldstændig til ro. Alle nerver forsvandt.
Erik tænkte, at det var en sjov historie, og glemte så alt om det.
– Dagen efter slog jeg Hans i fjerde heat, kørte ud i ”ryttergården”, som vi kalder stedet, hvor cyklerne og mekanikerne holder til, tog hjelmen af og satte mig på en bænk. Alle var helt oppe at køre, og Ole var helt vild. Han kom hen til mig og sagde: Så er det ud på kantstenen! Hvad!? udbrød jeg. Ud nu! beordrede han. Så jeg gik ud og satte mig og kunne mærke, hvordan tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og sommerfuglene i maven roterede. Pludselig kom en betjent hen og begyndte at snakke med mig, og så slappede jeg pludselig helt af.
Ole Olsen råbte efter lidt tid, at så var det nu!
– Jeg rejste mig, gik gennem tunnelen, fik hjelm og handsker på og satte mig op på cyklen og kørte ind på banen. Der skete noget helt vildt! Publikum, Dannebrog, wauw... Jeg fandt min plads, og starten gik. Jeg lavede den fedeste start, og bum... så var jeg verdensmester!
Læs også: Fik en fyreseddel og sadlede om: Jeg regner med at blive ved, til jeg er 70
Ingen bitterhed
Det viste sig, at Ole havde aftalt med betjenten, hvad han skulle gøre.
– På færgen hjem til Frederikshavn dagen efter fortalte han mig, at det havde kostet ham en flaske whisky at få betjenten til det. Ole havde simpelthen bygget hele scenariet op på forhånd for at få mig til at slappe af og yde mit allerbedste. Han var jo langt foran sin tid.
Erik føler ingen bitterhed over den skæbne, der ramte ham tilbage i 1989.
– Ved du hvad? Jeg opnåede min ultimative drengedrøm, at blive verdensmester, tænk engang! Og så har jeg et liv fuld af kærlighed med min kone og vores skønne datter, Nanna, som vi fik i 1993. Så selv om livet på et splitsekund kan ændres, skal man aldrig give op.
