Kurt var en pæn mand. Bankmand. Kone og to sønner. Styr på økonomien, skoene på række i entreen, hækken nyklippet.
Inde i Kurt var der rod, men det var der ingen, der vidste.
Egentlig heller ikke Kurt selv, for han havde sine små depoter, så han kunne dæmpe uroen, før den rigtig begyndte at ulme i ham.
Da Kurts kone blev alvorligt syg og døde, blev hans alkoholmisbrug kun større. For det var jo synd for ham, stakkels mand alene med to små drenge på tre og seks år.
Læs også: 12 tegn på alkoholmisbrug
Alkoholmisbrug steg
– Året efter min kones død mødte jeg Anne Marie, og jeg syntes rigtig godt om hende, ingen tvivl om det, men derudover var det også rart at få én til at hjælpe mig – for så fik jeg flere frirum til at drikke videre.
Kurt Elmegaard, 56 år og formuerådgiver i Den Danske Bank, sidder helt afslappet i lædersofaen i parcelhuset hjemme i Hillerød og er rå på den stille, skræmmende måde. Det er slut med at pakke ting ind, at lade som om og at manipulere med sine medmennesker.
– På en måde var jeg alkoholiker på første klasse, for jeg har aldrig mistet noget på grund af druk, hverken job, kørekort eller kone, siger han ligeud.
Anne Marie sidder lige ved siden af ham. Hende kunne han også meget nemt have mistet. For da de to flyttede sammen i 1996, drak han 5-10 genstande hver eneste dag. Og det blev kun værre, som årene gik.
Anne Marie anede ingenting, kollegerne i banken heller ikke, og i dag undrer alle sig over, at han havde held til at skjule sit misbrug så længe.
Med to mislykkede forhold bag sig var det Anne Marie meget om at gøre, at forholdet til Kurt skulle lykkes.
– Jeg var 40 år, da vi mødtes og ikke spor kritisk. Jeg havde mildest talt valgt dårligt de to første gange, mit selvværd var i helt bund, og jeg var bare glad for at finde en der kunne lide mig – og så var Kurt endda en pæn bankmand, der havde orden i sit liv.
Læs også: Ny støttegruppe for børn af alkoholikere
De andres skyld
– Til sidst var det ét stort alkoholcirkus, mine tanker arbejdede udelukkende med, hvordan jeg skulle få den næste genstand. 24-7 handlede det om at få noget at drikke.
Udfrielsen kom den dag, da en af parrets venner spurgte Anne Marie, om Kurt ikke havde et alkoholproblem. På det tidspunkt havde Anne Marie og Kurt kendt hinanden i fem år.
– Pludselig faldt femørerne ned over hovedet på mig, siger Anne Marie. – Alle brikker faldt på plads, det hele gav mening.
Hun konfronterede omgående Kurt med sin opdagelse og forlangte, at han ringede til bankens hr-afdeling.
Det gjorde han samme aften og mødte stor forståelse og accept af, at han gik i Minnesota-behandling på det, der dengang hed Majorgården.
– I den sidste tid var min adfærd derhjemme så meget ude i hegnet, at jeg ubevidst håbede at blive opdaget. Det kunne ikke fortsætte, for mit liv var blevet et helvede, siger Kurt.
Anne-Marie var naturligvis lettet over, at Kurt kom i behandling, for nu blev alt – knips, knips, knips – jo godt igen.
Læs også: Karin kom ud af sit alkoholmisbrug
Flere, der var syge i hovedet
– Det var først, da jeg selv kom i familiebehandling på Majorgården, at det gik op for mig, at Kurt ikke var den eneste syge i familien. For man kan ikke leve sammen med en alkoholiker som Kurt, uden selv at være syg i hovedet. Og det var jeg – jeg skulle jo for længst have sagt stop, når han var urimelig og opførte sig som et lille barn. Men mit selvværd var helt elendigt, og jeg indså, at jeg havde valgt en mand, om jeg kunne spejle mig i. Ubevidst bekræftede han mig i, at jeg ikke var noget værd, og sådan fik vi os gravet længere og længere ned, siger Anne Marie.
I dag ved hun med sikkerhed, at hun aldrig mere vil bo sammen med en aktiv alkoholiker.
– Så er det slut, siger hun nøgternt.
Hendes ord giver end ikke den mindste lille trækning hos Kurt. for han ved det, han forstår det, og han respekterer det.
Læs også: - Min barndom sluttede, da jeg var 12
