Ny støttegruppe for børn af alkoholikere

Tirsdag, 28. juli 2015
Hanne Vinther Mikkelsen Foto: Helene Bagger
Rikke, Malene og Sarah voksede op med forældre, der drak. De turde ikke tale om det og vidste ikke, hvor de kunne få hjælp. Nu har de sammen startet projekt Spotlight

Rikke Juhler Johansen på 23 år, Sarah Storebjerg Hansen på 25 og Malene Schmidt på 26 år har ikke kendt hinanden i lang tid. Men de følte alligevel en særlig fortrolighed og stærkt fællesskab, allerede første gang de mødtes. For de har alle haft en barndom, hvor deres far eller mor drak.

– Som barn af en alkoholiker bliver du utrolig god til at skjule dine følelser og til at holde en distance. Jeg har altid haft det svært med at skulle møde nye mennesker, som ikke ved, hvad jeg har med i bagagen. Men jeg klikkede bare med det samme med Malene og Sarah, og dem skjuler jeg ikke noget for, fortæller Rikke.

En sindsstemning. En enkelt sætning. Et særligt blik. Mere skal der ikke til, før de ved, hvordan den anden har det.

Læs også om Hanne, der i dag er tørlagt alkoholiker

Det usynlige misbrug

De tre kvinder voksede op i skyggen af forældrenes alkoholmisbrug, men misbruget var ikke altid synligt. For hverken Rikkes mor eller Sarah og Malenes fædre dinglede fordrukne rundt i byen eller sad på bænken med bumserne. Det fik deres børn til at tvivle på, om det var dem, der overreagerede, når nu omgivelserne slet ikke reagerede. Som Rikke forklarer det:

– Jeg synes, min mor var vildt irriterende og barnlig, når hun drak. Men jeg opfattede hende ikke som alkoholiker, og tit tænkte jeg, at det bare var mig, der var dramatisk.

Malene mener, at mange børn af misbrugere også tier, fordi de ikke aner, at tilværelsen kan være anderledes.

– Jeg lærte at leve med rod, utilregnelighed og løgne. Som pige anede jeg ikke, at andre børn ikke skulle sørge for aftensmad, få søskende i skole og vække deres far for at få ham op på arbejde.

Læs også om Annika, som efter en svær barndom kom ud i misbrug og selvmordsforsøg

Talte aldrig om det

Hver især følte Sarah, Rikke og Malene sig helt alene i skoletiden med deres angst og skam. De snakkede aldrig højt om, hvordan det stod til hjemme.

Trods problemerne i opvæksten er de tre kommet godt i vej. Alle har kærester, de har været sammen med længe. Sarah er uddannet pædagog, og Rikke og Malene studerer også til pædagog. De mødte hinanden i grupper for pårørende hos Misbrugscentret i Kolding. De blev enige om, at de ville bruge deres egne erfaringer til at hjælpe andre børn af alkoholikere og narkomaner. Derfor har de startet Projekt Spotlight. Det er et anonymt mødested på nettet, hvor børn og unge kan chatte med hinanden og få råd og støtte fra Rikke, Malene og Sarah.

Projekt Spotlight er åben for alle børn og unge af misbrugere. Projektet består både af en Facebook-gruppe og en profil på Instagram, man kan følge helt anonymt. Se mere på facebook.dk/projektspotlight.