I mange år var Signe, 32, ikke bare alene. Hun var ensom. Venner var der ingen af, og hun var alt for genert til at ændre på sin situation. Siden de helt små klasser følte Signe sig reduceret til fluen på væggen.
– Det var svært for mig at spørge, om jeg måtte være med, når de andre børn legede sammen. Så jeg brugte mange af mine frikvarterer alene. Selv de dage, hvor jeg trodsede min generthed og spurgte, om jeg måtte være med, følte jeg mig altid malplaceret i gruppen. Jeg passede ikke ind, fortæller Signe.
Skoledagene var lange, men frikvartererne var længst. Følelsen af ensomhed var til at føle på, og det eneste, hun havde lyst til, var at ligge i sin seng.
Læs også om Brigitte, der trods angst vil være et forbillede for sine børn
Signes mor fik nok
Stå op, gå i skole og så gå hjem igen. Sådan var dagene for Signe, som boede med sin mor og to søskende. Lige indtil den dag, Signes mor fik nok og i samarbejde med kommunen sendte Signe afsted til en efterskole på Djursland. Langt væk fra familie og de vante rammer i Hillerød.
– Jeg ville slet ikke afsted. Jeg tænkte, at det var en fuldstændig vanvittig idé, min mor havde fået. Det blev et pænt nej tak fra min side, indskyder hun.
Læs også: Efter en barndom med OCD og mobning: Endelig føler jeg, at jeg er noget
Tvunget afsted
Men der var ikke meget at rafle om for Signe, som dengang var 16 år. Hun skulle afsted, havde hendes mor besluttet. Taskerne blev pakket, bilen fyldt, og de kørte afsted. Signe var nervøs. Hun frygtede, hendes forsagte personlighed ville få det rigtig svært på Djursland.
– Tænk, hvis jeg heller ikke fik nogen venner her. Det havde jeg jo haft svært ved hele livet. Hvorfor skulle det være anderledes nu?
Læs også: Mor og søn fik begge nyt hjerte
Blev mindre genert
Efter et tårevædet farvel og et stort kram stod Signe tilbage. På egne ben i Jylland omringet af folk, hun slet ikke kendte. Heldigvis var det ikke så slemt som frygtet. Der gik ikke længe, før Signe fandt sin første tætte veninde, Diana.
– Det var så fantastisk endelig at have fået en god veninde. Jeg kan huske, hvordan jeg for første gang følte mig som en del af et fællesskab. Jeg følte mig tryg, og derfor blev jeg også mindre genert. Det var godt, min mor smed mig afsted, siger Signe.
Læs også: Vi kender begge til ensomhed
Blev ensom igen
Efter de to planlagte år på efterskole måtte hun igen rejse hjem. Fra hele tiden at være omgivet af venner skulle hun tilbage til hjembyen, hvor hun ikke havde nogen vennekreds.
Signe skulle ud i arbejde. Hun fik nogle vikariater som medhjælper i byens vuggestuer, men intet var permanent, og Signe kom igen til at isolere sig og blev ensom.
Så endnu en gang fik Signes mor nok og tog affære. Hun havde læst i avisen om et mødested, Ventilen, i Hillerød for unge ensomme.
– Igen stod det ikke til diskussion. Min mor kom ind og fortalte mig om stedet og sagde, at jeg ikke måtte komme hjem igen, før jeg havde været der. Jeg er så glad for, at hun tvang mig, siger Signe.
Læs også: Helle mistede sin søster - "Søskendekram" reddede hendes liv
Forstod ikke tilliden
Da hun kom til Ventilen første gang, blev hun modtaget med åbne arme. Her var ingen fordomme. På mødestedet er man god nok, som man er.
– De skulle ud at spise. Det vidste jeg ikke, så jeg havde ingen penge med. Jeg var derfor på vej hjem igen, da en af de andre tilbød at låne mig penge. Jeg forstod slet ikke tilliden. Jeg var jo helt fremmed. Men jeg sagde ja tak og kom med. Igen følte jeg mig som en del af et fællesskab. Det var igen en dejlig følelse at være sammen med andre mennesker og føle sig velkommen.
Ny selvtillid
Herefter kom Signe i Ventilen en gang om ugen, indtil hun nåede aldersgrænsen for at komme der, 25 år. Da hun måtte forlade Ventilen, mærkede hun, at hun igen manglede et fællesskab. Det havde hun prøvet før, men denne gang var noget helt anderledes: Signe selv. Hun havde fået selvtillid, så hun turde handle.
Det startede lidt som en joke mellem Signe og hendes veninde fra Ventilen, Marie, da de talte om at starte deres eget mødested for unge over 25. Det ene ord tog dog det andet, og pludselig var de i fuld gang.
Læs også: Brev til Puk: Mit barnebarn er donorbarn, men ved det ikke
Vennepunktet
Tre år tog det at få det hele på plads med lokaler i Frivilligcenter Hillerød samt frivillige, og så var de klar med stedet. Vennepunktet skulle åbne. Signe var spændt og også meget nervøs for, hvordan det skulle gå.
– Første aften gik over al forventning. Jeg frygtede, at ingen ville dukke op, men det var slet ikke tilfældet. Vi var alle sammen så glade, da der kom nogen og ville være med.
Det er nu tre år siden, og i de år er der hver torsdag kommet mennesker til Vennepunktet. Mennesker, som føler sig ensomme og mangler et fællesskab. Præcis som Signe gjorde engang. Men nu er det hende, som står klar til at hjælpe og vise dem, at der er en vej ud af ensomheden.
– Det føles helt fantastisk at hjælpe andre, som har haft det ligesom mig. Det giver mig en stor glæde, at jeg kan få andre ud af den følelse, jeg selv gik og kæmpede med i så mange år, understreger hun.
Da vi forlader Signe, går der heller ikke lang tid, før hun selv skal ud ad døren. For det er torsdag, og hun skal mødes med vennerne.
