– Når fotografen beder mig om at kigge op i himlen, så tænker jeg på en stor chokoladefrø, siger Søren.
Lotte flækker af grin og slår til ham, mens fotografen forsøger at få et billede, hvor de ikke fjoller.
Søren får idéer hele tiden. Små og store idéer, sjove, skøre, anderledes, alvorlige.
– Han får idéer nærmest som en vulkan i udbrud, siger Lotte.
– Nogle idéer er ubrugelige, mærkelige og underlige, men nogle gange må jeg stole på idéerne, siger Søren.
De idéer ender som romaner eller en af de små scener i en bog og bliver udgivet i hele verden.
Lotte og Søren Hammer er nemlig nogle af Danmarks mest succesrige forfattere. De har solgt over en million bøger i 22 lande, og de bliver ved med at producere den ene spændende bog efter den anden.
Fra idé til bog
Det var Sørens idé at begynde at skrive en bog. I 2004 flyttede han ind på første sal hos Lotte og hendes familie i Frederiksværk. Han havde mistet sit job som programmør i Ericsson i København i en fyringsrunde, og for første gang i sit liv havde han lyst til at flytte uden for byen.
Allerede dagen efter han flyttede ind, luftede han idéen for Lotte.
– Skal vi ikke skrive en bog sammen? spurgte han.
De drømte ikke om at blive forfattere. Lotte er uddannet sygeplejerske, og da Søren flyttede ind, var hun leder af hjemmeplejen i Halsnæs Kommune, hvor hun senere blev valgt ind i byrådet. Søren er uddannet lærer og var i mange år lektor på Ingeniørhøjskolen, inden han blev programmør og til sidst begyndte at undervise i folkeskolen igen.
Læs også: Parterapeuten fandt kærligheden: På mange måder er vi modsætninger
Men de har fået litteraturen ind under huden hjemmefra, hvor deres far hver aften læste højt for dem i mindst en time.
Søren er tre år ældre end Lotte, og faren valgte bøger, som de begge fik noget ud af. Det fortsatte helt op i teenageårene, så Søren blev hjemme og hørte historien, inden han gik på værtshus med vennerne.
Nu ville de forsøge at skrive deres egen bog.
– Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve, sådan lidt hobbyagtigt, siger Søren.
Da de var færdige med bogen, fyldte den 1.000 sider, som Søren syede sammen med kinesertråd.
– Det var mest Sørens to døtre og mig, der syntes, det kunne være sjovt at prøve at få det udgivet. Og Gyldendal var på det tidspunkt det eneste forlag, jeg kendte, fortæller Lotte.
Afslag på afslag
De 1.000 sider med kinesertråd blev sendt af sted – og de fik et nej.
Lotte ringede derind og spurgte hvorfor. Redaktøren synes, den var for lang, men de fik lov til at sende den ind igen, når de havde skåret cirka halvdelen væk.
– Dengang troede vi naivt, at de læser det hele, men de læser jo kun de første 30-40 sider. Redaktøren synes, det var meget. Hun læste dem kun, fordi hun havde barn syg. Ellers havde jeg siddet her og været en sur skolelærer, fortæller Søren.
– Du elsker at være skolelærer, afbryder Lotte.
Søren elsker det så meget, at han stadig arbejder som vikar på den lokale skole, når han har tid og lyst.
Parret skar 500 sider fra bogen.
Læs også: 3 bløde strik til baby
– Vi har begået alle de fejl, man kan, siger Søren.
De havde en forestilling om, at man skal forklare alt i en roman.
– Krimier er ikke den samme verden, som rigtige kriminalbetjente bevæger sig i. Den er for langsommelig, og der er ingen flow i opklaringen. Og så skal man kun koncentrere sig om f.eks. fire personer, resten af betjentene er en grå masse, forklarer han.
At gennemskrive en hel bog er ikke så morsomt, når man hele tiden bobler af idéer.
– Det var første gang, vi oplevede, hvor kedeligt det er at skrive en bog igennem. Vi måtte skrive noget nyt, så vi skrev toeren. Det var sjovere, fortæller Lotte.
De sendte begge bøger til Gyldendal og fik begge retur med et nej tak.
Endelig et ja
– Da vi fik de to tilbage, skrev vi treeren og sendte tre næste gang. Min teori er, at hun opgav modstanden, siger Lotte og griner.
– Den dag, hvor redaktøren møder en rent fysisk, så ved man, at man har fat i noget. De får jo så mange manuskrifter, siger Søren.
Mødet med redaktøren var lidt uldent, synes Lotte, så lige inden de gik, spurgte hun direkte:
– Vil I udgive den eller ej?
Gyldendal sagde ja til at udgive deres krimi. Søren og Lotte jublede hele vejen ned ad trappen.
Læs også: Puks brevkasse: Magter ikke at være farmor på den måde
– Det var et af de rigtig store højdepunkter. Det, og da vi stod med bogen fysisk i hånden. Men vi havde ikke forestillet os, at vi skulle leve af det, fortæller Lotte.
Deres første bog, ”Svinehunde”, udkom i 2010, seks år efter de begyndte at skrive den. Og allerede inden den udkom, var den solgt til 16 lande, hvilket aldrig før er sket i Gyldendals historie. Nu var de pludselig rigtige forfattere.
– Jeg sagde mit job op, fordi enderne ikke kunne mødes mere, fortæller Søren.
– Du kan godt være væk i en uge én gang, men hvis du er væk igen og igen, så har du valgt eleverne fra. Det lurer børn med det samme, forklarer han.
– Vi rejste meget. Det er meget at bruge alt sin fritid på det, pointerer Lotte.
Arbejdsheste
For hende kom succesen meget bekvemt.
– Jeg var træt af budgetter og af at fyre gode folk. Jeg var begyndt at tælle årene til pension. Det er lidt tidligt, når man er 54 år, siger hun.
Hun sagde jobbet op, to måneder efter bogen udkom.
– Jeg tænkte, at jeg altid kunne få et job igen.
Det er 10 år siden nu, og deres 12. og 13. bog udkom i marts. Bøgerne er bind et og to i en helt ny historisk spændingsroman i otte bind: ”Venner og fjender”. Tre bøger mere i serien er skrevet færdig, og resten er på tegnebrættet sammen med endnu en krimi, der måske også ender som en lille serie.
– Hvis du spørger, hvorfor vi er så produktive, så er det, fordi jeg ikke har noget liv. Det er meget synd for mig, siger Søren og griner.
Fordeler opgaverne
Både Lotte og Søren researcher og skriver. Lotte er mere udadvendt, så det er tit hende, der ringer til folk eller tager ud.
I forbindelse med ”Venner og fjender” var hun på research-tur til Kiev, og de har begge været i Warszawa, hvor to af bøgerne foregår.
Langsomt er Søren blevet den, der skriver mest, og han er ualmindeligt flittig.
– Jeg går til spansk, laver smykker og har min mand, fortæller Lotte.
– Men Søren sidder på den samme måde i den samme stol dag efter dag. Se dog fodbold, gør noget andet, siger Lotte og puffer kærligt til ham.
Læs også: Bittes søn var en hemmelighed i 70 år
Men Søren elsker sin hverdag. Og han ser faktisk fodbold, når Liverpool spiller.
– Jeg ser også ting, jeg ikke burde – ”Top Model”, siger han med et lille smil.
I hverdagen er det skriveriet, der fylder. Søren står op klokken 3.30 hver dag, og klokken 4 går han i gang med at skrive.
– Der er ikke en sjæl oppe på det tidspunkt. At sidde der med en god, stærk kop kaffe, ryge nogle smøger og skrive, det er det gode liv, siger Søren.
– Vi mødes som regel om morgenen mellem klokken 5 og 6. Jeg er altid oppe klokken 6, fortæller Lotte.
I løbet af dagen tager Søren en lur eller to, og hen på aftenen ser han lidt fjernsyn, og så skriver han til klokken 22. Han har været oppe på at skrive 12 sider på en dag, men det er som regel noget mindre, især hvis siderne kræver en masse research, som specielt historiske romaner gør. Forinden har de selvfølgelig talt bogen godt igennem.
– Vi er blevet bedre til at skrive. Der er ikke så meget, der skal kasseres eller skrives om mere. Man kommer i et flow, hvor det bare kører, fortæller Søren.
Prædiket i kirken
I dag er en af de dage, hvor det skal gå lidt stærkt, så Søren låner en Maggi-terning af Lotte.
– Jeg kommer bare kødboller i, måske flotter jeg mig med et flute. Jeg skal nå at skrive noget, siger han tydeligt opsat på at få noget fra hånden.
Men Søren kan også skrive andet end spændingsromaner og krimier. Da vi går forbi Frederiksværk Kirke, fortæller han pludselig:
Læs også: Verdens mindste baby med sukkersyge: Nu er jeg rask
– Jeg har prædiket i den kirke engang. Jeg tilbød at skrive en prædiken til præsten, men nej, så skulle jeg selv prædike. Jeg gjorde mig virkelig umage, og jeg var selvfølgelig loyal mod budskabet. Jeg er ellers ikke religiøs. Jeg tror ikke på Gud, Lotte er mere til den slags, men jeg er lidt misundelig på dem, der tror. De har på en måde en anden dimension.
Lige i den situation havde han modtagerne i tankerne. Det afholder han sig ellers fra.
– Jeg har ikke læserne i tankerne, når jeg skriver, for så er man på et skråplan. Der findes ikke ganske almindelige læsere. Jeg vil heller ikke lave mit sprog om. Jeg skriver, som jeg skriver, slår han fast.
Stolt og taknemmelig
Og det, der gør ham allermest stolt, er, når han er ude og møde læserne, og han mærker, at han har ramt plet.
– Jeg bliver stolt, hvis jeg er ude i provinsen, og jeg læser noget op, som jeg selv synes, er morsomt, og folk griner, siger han.
Når Lotte skal fortælle, hvad hun er mest stolt af, er hun mere forudsigelig.
– Den dag den første bog blev udgivet. Vi var på Louisiana, hvor vi blev interviewet, og der var middag bagefter, husker hun.
– Det er for vammelt, kritiserer Søren, og Lotte forsøger at komme i tanke om noget andet.
Hun husker forestillingen ”9x9x9” på Statens Museum for Kunst i 2017, som blandede litteratur, billedkunst og scenekunst. Ni forfattere blev udvalgt til at skrive en fortælling til et bestemt kunstværk, og Lotte og Søren blev valgt. Hver fortælling blev opført af ni skuespillere fra Det Kongelige Teater foran de ni kunstværker.
– Jeg er meget finkulturel, siger Lotte og griner, mens Søren ruller med øjnene.
Forskelligheder
Det er forskellen på Søren og Lotte. Søren elsker hverdagen, mens Lotte godt kan lide, at dagene er forskellige. Fælles for dem er, at de er stolte og taknemmelige over det, de som forfattere har opnået, selv om pengene ikke rigtig siger dem noget.
I dag, hvor de er 67 og 64 år, er det gode liv også noget så enkelt som, at det går børnene godt, og at alle er raske. De ønsker dukker naturligt op, når nogen tæt på får kræft.
– Jeg har haft prostatakræft, så jeg får indsprøjtninger med kvindeligt kønshormon. Det er forbundet med en vis form for spænding, når vi kører til Herlev Hospital hvert halve år, fortæller Søren.
– Du er blevet så god og mild, klukker Lotte drillende.
Læs også: Kærlighed kender ingen grænser
Glæd dig til nye bøger
Lotte og Søren Hammer har kæmpe succes. De har solgt mere end en million bøger i 22 lande, over en halv million alene i Danmark. Og det er bare af deres første serie i 10 bind om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, der udkom på forlaget Gyldendal.
Sideløbende har de skrevet noveller og romanen ”Rosa”.
I marts udkom de første to bind af deres historiske spændingsserie, ”Venner og fjender”: ”Vejen til Warszawa” og ”Kobber slottet”. Den foregår under 2. verdenskrig i Danmark, Polen og Sovjet og er også en kærlighedshistorie.
Serien ender med otte bind, og de første fem er allerede skrevet. De næste to, ”Gaden uden navn” og ”Byen ved Volga”, udkommer henholdsvis 3. juni i år og 11. januar 2021 på forlaget HarperCollins Danmark.
Lige nu skriver de også på endnu en krimi med arbejdstitlen ”Snesmil”, som måske ender som en ny serie på to-tre bøger, og samtidig arbejder de på en krimipodcast: ”Breve til Julie”. Måske kommer der en krimipodcast mere. Alt sammen bliver udgivet på Gyldendal.
Om Lotte og Søren Hammer
Lotte er uddannet sygeplejerske og har boet i både Grækenland, Tyskland, Grønland og på boreplatforme i Nordsøen. Hun har været leder af hjemmeplejen og siddet i byrådet i Halsnæs Kommune.
Søren er uddannet lærer og har arbejdet som programmør og lektor på DTU. Han elsker at undervise børn og gør det stadig sporadisk.
Parret har levet af deres forfatterskab siden 2010, hvor deres første bog, ”Svinehunde”, udkom.
