Forklædt som julemand: Det er fedt at kunne hjælpe andre

Fredag, 6. december 2019
Journalist: Signe Fage, foto: Birger Storm
Man siger, at julen er hjerternes fest, men ikke alle har råd til den helt store fest. Heldigvis er der mange organisationer, der arrangerer julehjælp – i Næstved arrangerer foreningen Svovlstikkerne et julemandløb, hvor pengene går til familier, der ikke har råd til julen. Familie Journal mødtes med Erika Kristensen og Karsten Andersen, der trak i julemandstøjet og løb i den gode sags tjeneste.

Den store plads i Næstved midtby er ikke specielt julet, da Familie Journals udsendte ankommer. Vejret er lidt gråt. Det har lige regnet, og pladsen er tom. Det kan være svært at forestille sig, at her om en time vil stå 170 julemænd, der er klar til en løbetur.

Lige så stille kommer julestemningen da også snigende. Ud ad højttalerne lyder klassikeren ”Last Christmas”, duften af gløgg og risengrød breder sig, og de første julemænd kommer frem fra deres skjul.

Vi skal mødes med Erika og Karsten, som er gode venner fra Klub Næstved, en forening for udviklingshæmmede.

Da vi møder dem, står de begge med store smil, hilser med kram og ”hej, min gode ven,” inden de skifter til juletøj og skæg.

– Jeg glæder mig til at komme af sted. Det er dejligt at kunne hjælpe, så alle kan få en god jul, siger Erika.

Klubbens plan er dog ikke at løbe stærkt, for der er ingen grund til at skynde sig. Til hverdag er både Erika og Karsten med i den gåklub, klubben tilbyder. Deres plan er derfor også at gå i rask trav gennem byen.

– Når jeg går i seng i aften, skal det føles, som om jeg har gået 1.000 kilometer, udbryder Karsten og smiler så meget, at det falske julemandsskæg ryger op over brillerne.

Klar, parat, start

De 18 julemænd fra klubben samles. De sidste skal lige have skægget på, der bliver lagt en slagplan for, hvordan ruten på 1,3 kilometer skal nedlægges, og der skal tages et fællesbillede. Det hele oser af jul og godt humør. Det eneste, der mangler, er lidt sne, men temperaturen er lige præcis én grad, så sne får vi ikke noget af denne dag.

– Vi skal nok få os gået varme, siger Karsten og tager Erika i hånden. Sammen går de hen mod startlinjen, for nu skal det store julemandsløb til at begynde.

De 170 julemænd er klar. Før løbet skal begynde, offentliggøres en donation på 50.000 kroner til de svært stillede familier. Alle klapper, og musikken bliver skruet op. Det er MC Einars ”Jul det’ cool”, der buldrer ud af højttalerne.

– Er I klar? råber arrangøren, og julemændende stemmer i et med kæmpe ”JAAAAAA”.

– Tre, to, en – løb! bliver der råbt, og det hele er i gang.

Nogle af julemændene spurter af sted, så skægget flagrer faretruende vildt, mens andre tager det mere stille og roligt på ruten, der tager dem rundt i midtbyen og igennem den lokale Kvickly.

Men alle kommer af sted, og på ingen tid er pladsen igen helt tom.

Læs også: Julemanden bor på Als: Børnenes glæde holder ham i live

Julesang og hygge

Hele holdet fra klubben er med, og de holder en god fart. Stemningen er helt i top, og alle hygger sig. Der bliver endda sunget en lille julesang undervejs.

Efter seks minutter kommer de første julemænd i mål. Tilskuerne klapper, men det ænser de hurtige julemænd slet ikke, for de er straks videre ud på endnu en runde. Med den hastighed de lægger for dagen, kan den gruppe af julemænd snildt nå jorden rundt på et døgn ...

Da der er gået lidt over ti minutter, kommer Erika, Karsten og resten af deres hold over målstregen for første gang. De fryser ikke længere, som de gjorde, da de begyndte. Turen har givet dem sved på overlæben, så meget, at Karsten har været nødt til at tage sit falske julemandsskæg af for ikke at få det for varmt.

– Så gør vi klar til næste runde, siger May-Britt, der er en af de frivillige på stedet.

Samaritterne står og uddeler små poser med brunkager og vaniljekranse ved målstregen, og Karsten får lige hapset en pose småkager med i farten, inden han og de andre går videre på runde nummer to.

– Jeg skal jo have noget energi til benene, siger han med et grin.

Dejligt at give

Anden runde tager lidt længere tid for gruppen. Der skal jo være tid til at synge, hygge og ikke mindste spise lidt småkager. Men i mål kommer de.

– Hvor har det bare været en god tur, udbryder Karsten, mens han giver Erika et kæmpe bamsekram.

De slutter turen af med et stop ved risengrødsboden, hvor der bliver hældt gavmilde portioner op.

Mens de spiser deres grød med stor fornøjelse, og flere julemænd dukker op ved boden for at få lidt forkælese efter løbet, står Erika og Karsten og smiler selvtilfredse.

– Jeg er 100 procent klar til næste år også. Det var skideskægt, og det er også dejligt, at man kan give noget til nogen, der ikke har så meget. Alle fortjener en god jul med familie, gaver og mad, siger Karsten til Erika og lægger en arm omkring hende.

– Ja, jeg bliver i hvert fald glad, hvis jeg kan gøre andre glade, siger Erika og retter lidt på sin nissehue.

Læs også: Kim Harring nyder at have mindre travlt til jul

Julemandsløb i Næstved

I 2018 blev der samlet 72.000 kroner ind. 150 voksne og 55 børn deltog i løbet. Igen i år vil der være julemandsløb i byen. Det finder sted lørdag den 8. december.