Gadekrydset Taco kan logre igen

Onsdag, 10. februar 2010
af Redaktion
Taco har været i den nu 11-årige Nanna Bertelsens liv, siden hun var lille. For fire år siden var han så dårlig af slidgigt, at aflivning syntes at være den eneste udvej. Et kosttilskud viste sig dog at have gavnlig effekt for gadekrydset, der i Nannas øjne klart fortjener titlen som landets sødeste
 Foto: Flemming Nielsen
Foto: Flemming Nielsen

Mød tiårige Taco, en charmerende krydsning mellem en golden retriever og en labrador. For fire år siden voldte slidgigt fra lænderyggen og ned mod halen ham så stor smerte, at hans tobenede familie var begyndt at indstille sig på aflivning.

- Det var så tæt på, fastslår 46-årige Helle Bertelsen fra Næsby ved Glumsø på Sydsjælland, idet hun med tommel- og pegefinger angiver, hvor millimetertynde hundens chancer var.

Kosttilskud virkede!
- Men min svigerinde havde læst, at kosttilskud somme tider kunne gøre gavn. Fra vores dyrlæge fik vi først et produkt, der ikke havde synlig virkning. Men så prøvede vi et mineraltilskud ved navn Vital Animin, som også bruges til hunde med hoftedysplasi. Han fik det gradvist bedre. Og nu har han foreløbig fået fire gode år ekstra at leve i, siger Helle.

Et uadskilleligt par
I det samme går døren op. Parrets datter Nanna, 11, kommer hjem fra skole og får en endog meget våd modtagelse af Taco, der hermed demonstrerer, hvad Helle og Nanna betegner som "hans eneste dårlige vane". Rent faktisk er Taco Nannas hund. Og i og med, at hun kun var toethalvt, da han gjorde sin logrende entré i huset, kan ingen af de to formentlig huske, hvordan det er at være uden den anden.

Fællesøvelser på en af Nannas hjemme-
gjorte agilitybaner - en aktivitet, der
bestemt ikke lod sig gøre, da Taco var
mest gigtplaget

Snakker Taco til ro
- I virkeligheden har Nanna også altid været den bedste af os til at styre Taco. Han har en fjollet og pjattet side, som var endnu mere udtalt, da han var yngre og mere energisk. Men lige fra Nanna var helt lille, har hun bare behøvet at sætte sig ned og snakke til ham. Så lagde han sig omgående ned ved siden af hende, fortæller Helle.

Har stadig lidt gigt
- Selvfølgelig har Taco stadig perioder, hvor gigten plager ham. Især, når det er koldt. Men hans sidste rigtige slemme periode ligger faktisk halvandet år tilbage. Når vi kan se, han har ondt, giver vi ham det smertestillende middel Rimadyl og går nogle korte genoptræningsture med ham.

Når halen er god …
- Generelt har han det dog langt bedre end for fire år siden, da han var hårdest ramt. Og i den henseende er hans hale en god "målepind" for hans sundhedstilstand. Han kan nemlig logre igen. Det kunne han ikke, inden vi begyndte at give ham kosttilskud, siger Helle Bertelsen.

Af Johan Isbrand

Læs også:
Faldt for gadehunden Rico