Nattens mørke er langsomt ved at lette denne tidlige vintermorgen i 2010, hvor Aysel er på vej i sin bil til uddannelsen på Aalborg Universitet. I bilradioen taler de om, at krisen kradser, og at Danmark får flere og flere fattige mennesker, og pludselig rammer nyheden Aysel hårdt.
- De fortalte, at der i alle kommuner var mange mennesker på venteliste til julehjælp, og at det ikke var en selvfølge, at man fik noget, fortæller 34-årige Aysel Jørgensen, der på det tidspunkt ud over at læse til familiekonsulent også arbejdede med udsatte børn og unge i Jammerbugt Kommune.
- Jeg spekulerede på, hvordan man bare kan oplyse om det her, uden at der også er nogen, der handler på det. Jeg gik og tyggede på sagen hele dagen og blev lidt sentimental over den retning, Danmark udvikler sig i.
Spurgte familien
Samme aften skulle Aysel sammen med sin familie fejre mortensaften i hjemmet i Saltum, og under middagen kastede hun sine tanker ud til familien.
- Hvad tænker I, hvis vi gør et eller andet for at afhjælpe situationen? spurgte jeg. Min mor mente, det var for sent det år, og min svigermor var enig.
Men er der en ting, man ikke skal sige til Aysel, så er det, at noget ikke kan lade sig gøre.
- Så bliver jeg endnu mere opsat på at lukke ørerne for protester og så bare gå i gang. Selvfølgelig kan vi gøre noget!
Aysel fik idéen at indsamle og uddele legetøj til folk, der ikke selv har råd til dyre gaver til børnene.
- Jeg gik straks i gang med at undersøge, hvor vi kunne være, hvordan vi kunne få en annonce i avisen og så videre. Vi har et frivillig-hus her i Pandrup, som gerne ville lægge lokaler til, og de hjalp mig også med at få starthjælp til annonceringen. Så vi satte en annonce i avisen, hvor vi efterlyste brugbart legetøj, og ugen efter satte vi en anden annonce i, hvor vi fortalte, at vi en bestemt dag inden jul uddelte legetøj til dem, der havde brug for det. Så måtte vi jo se, om det kunne bære eller briste.
Overvældende
Og det gik rigtig godt.
- Jamen folk kom omgående med ting, de ringede og kom til frivillig-huset med store kasser, og vi endte på nogle hundrede gaver det første år. Selvfølgelig skulle vi sortere lidt i legetøjet, men der var masser af brugbart, for eksempel Barbiedukker, My Little Pony, X-box, Lego-klodser, Jack Sparrow og meget, meget mere.
Aysel var overvældet og dybt rørt over situationen.
- Tænk, at der virkelig var nogen, der troede på idéen, og tænk, at vi virkelig i Danmark kan samles, når det gælder de værdier, der er i at hjælpe andre mennesker! Til daglig suser vi bare forbi det og er meget fordømmende over for folk, der ikke har så meget eller lever anderledes end os andre.
Jeg var rørt over, at folk havde tillid til at aflevere deres ting til mig, og der kom både velhavende og folk, der ikke havde så meget, med legetøj. Det var helt overvældende!
Alle vil hjælpe
Aysel fortæller, at det er alle mulige slags mennesker, der gerne vil modtage gratis legetøjsgaver.
- I dag er så mange mennesker ramt på økonomien, så det kan være virkelig svært at få arrangeret en festlig jul med gaver til børnene, selv om du ikke har været vant til at høre til de mindre bemidlede i Danmark. Man kan være blevet fyret, skilt eller ramt af sygdom, og så er det, at det kniber med overskuddet. Også mange flygtninge er glade for at kunne hente gratis gaver. Vi stiller overhovedet ingen krav til modtagerne, man bliver ikke noteret nogen steder. Det er et individuelt oplevet behov, om man har brug for hjælp. Det er ikke os, der skal bedømme det, og det er rart. Man skal bare møde op og komme med info om aldersgruppe, køn, og hvor mange gaver man har brug for for at få en god juleaften med børnene.
