Healing og kærlighed i Øster Hassing

Lørdag, 14. oktober 2017
af Johan Isbrand. Foto: Søren Lamberth
Ved siden af en mere jordnær profession som musiker tilbyder Per Mygind healing af blandt andet stress, ubalance og smerter via telefonen. Ikke mindst hans kone, Karen, er glad for hans evner, som han udviklede sideløbende med deres kærlighed.
Healing og kærlighed

Den Ny Tids Healing

Der er delte meninger om healing, som for en udenforstående muligvis er den mindst håndgribelige af de alternative behandlingsformer. Det var da heller ikke uden skepsis, at Naia Bang, 54, i februar tog imod et tilbud om at blive healet af Per Mygind. – Jeg vidste ikke lige, om det var noget, jeg troede på. Men nød lærer plaget kvinde at kaste sig ud i tingene. Og hvis det viste sig ikke at virke, var der jo ingen skade sket, siger journalisten Naia, der bor i Tranum ved Brovst, men som i dagens anledning er kørt til Øster Hassing ved Aalborg for at medvirke i denne artikel. Her bor 41-årige Per med sin hustru, Karen, 44. – Det begyndte med, at jeg beklagede mig på Facebook. Jeg skulle til Bali med en veninde, men jeg havde hyppige anfald af stærke smerter i venstre side af underlivet. Jeg gik nærmest med hånden på lænden hele tiden. Og jeg ville naturligvis være ked af at aflyse turen, fortæller Naia. – Mit lille skriveri førte til, at Per meldte sig på banen. Jeg kender ham via Karen. Hun og jeg har fælles bekendte. Da jeg talte med ham over Skype, lovede han at ”sende mig noget healing” den følgende nat. Jeg havde nok ikke de største forventninger. Men da jeg vågnede næste morgen, havde jeg ikke længere ondt, jeg mærkede kun en mild murren i siden. – Jeg var afsted i halvanden uge og mærkede slet ikke smerterne. Først to-tre uger efter hjemkomsten begyndte det at gøre ondt igen. Jeg gik til lægen, som slog fast, at det var to store nyresten, der var årsagen. Jeg blev opereret og glemte faktisk helt at takke Per. Men i maj henvendte han sig for at høre, hvordan det var gået, og nu som dengang kan jeg kun sige, at det har været en overraskende positiv oplevelse. Jeg havde mine forbehold, og så er det dejligt at mærke, at det rent faktisk virker, siger Naia. Når man besøger Pers hjemmeside, møder man allerede på forsiden ordet fjernhealing. Men som han selv påpeger, kunne man fint nøjes med slet og ret at bruge betegnelsen healing. – Min måde at heale på er nemlig som oftest uden fysisk berøring. Selv når jeg healer Karen, er det faktisk tilstrækkeligt, at vi sidder over for hinanden med lukkede øjne. Det lægger en dæmper på symptomerne på hendes depressioner at blive healet, så det er noget, jeg gør med jævne mellemrum, fortæller han. Karen lægger ikke skjul på, at hun lider af depressioner og af samme grund i dag er hjemmegående. Parret understreger dog, at de ikke ser healing som en erstatning for antidepressiv medicin – snarere et supplement. Karen er frivillig i Depressionsforeningen, og Per giver af og til også en hånd med.

Karen på frierfødder

– Jeg har accepteret, at det er noget, jeg skal leve med resten af mit liv. En depression kan vare i månedsvis, hvor jeg ikke kan så meget andet end at ligge i min seng. Til gengæld kan der gå et helt år imellem, at jeg får det sådan, fortæller Karen, der er uddannet psykolog. Parret mødte hinanden i august 2007 i Aalborgs pulserende musikliv, hvor Per en gang om ugen spillede til Blues Jam på Café Frederiksberg – en tradition, der fortsat eksisterer, og hvor han stadig lejlighedsvis udfolder sig. Karen var en hyppig gæst til arrangementerne, og der var mærkbar sympati mellem hende og Per. I begyndelsen dog kun af den venskabelige slags. – Desuden har vi begge altid været generte af natur. Men en fælles veninde satte sig for at overbevise os om, at vi var det perfekte kærestepar, så hun inviterede os med til diverse arrangementer. Hun havde det dog med selv at komme for sent. Så sad Karen og jeg der og måtte prøve at holde en samtale kørende uden hende. Men det gik faktisk så godt, at vi blev kærester i februar 2008, husker Per. – Jeg faldt for Pers ro og hans milde sind og væsen. Ja, faktisk alt ved ham. Efter bare et par uger var jeg helt sikker på, at jeg havde mødt den mand, jeg ville giftes med. Og så var det så heldigt, at den 24. februar det år var skuddag – dagen, hvor kvinder har lov til at fri til mændene. Per sagde ja. Og så stod han i øvrigt netop og skulle flytte. Jeg boede på det tidspunkt sammen med en veninde i Aalborg, og hun blev vist lidt chokeret, da Per pludselig flyttede ind, griner Karen. Per er vokset op med en mor, der gik op i astrologi og det spirituelle. Og ifølge sin hustru er han den flyvske af de to, og hun selv den mere jordbundne. Dog var det via Karen, at healingen kom ind i deres fælles tilværelse. Helt præcist via hendes bror: – Han har nemlig gået på kurser hos healeren og shamanen Marianne Lane. Og da han for to et halvt år siden prøvede at heale mig, så jeg glimt af billeder i hovedet og kunne i det hele taget tydeligt mærke, at der skete noget, fortæller Per. – Det gjorde mig nysgerrig på Marianne og hendes evner. Og da jeg ikke umiddelbart havde råd til at tage et af hendes kurser, startede jeg med at se de videoer, hun havde lagt på YouTube. Per har med sine egne ord aldrig haft et 8 til 16-job. Han er primært musiker, spiller nu om stunder trommer i dansktoporkestret Safari-Band og producerer desuden meditationsmusik. Som mange andre musikere må han stykke sin indtjening sammen af flere indtægtskilder, og her er healingen de sidste to år så småt kommet ind i billedet som noget, han kan tjene lidt på. Fik du også læst 'Katte nyder både healing og massage'?

Tidens energier

– Desuden har jeg lavet en aftale med Marianne, der går ud på, at jeg arbejder for hende i syv timer om ugen med for eksempel at redigere hendes videoer og stå for hendes hjemmeside, og at jeg til gengæld får lov til at deltage i hendes kurser og dygtiggøre mig inden for det åndelige. Marianne healer i øvrigt også Karen jævnligt. Hun skriver hende en sms, når hun føler, hun har brug for det. Der findes mange skoler inden for healing. Når Per hjælper sine klienter af med stress og psykisk ubalance, sker det med udgangspunkt i den retning, der kaldes Den Ny Tids Healing. – Den ny tid er den, vi lever i her og nu, og jeg vil beskrive den som en god tid for os mennesker. Den er nemlig kendetegnet ved usædvanlig mange og stærke energier. Helt enkelt fortalt er healing jo baseret på, at der er nogle energier til stede i universet. Som healer kalder jeg på energierne og kanaliserer dem videre til eksempelvis en person. Det gør jeg via min intention. Det vil sige, at det dybest set er et spørgsmål om at ville det nok. Men der er uden tvivl nogle, der har lettere ved det end andre. Vi kender alle til historier om mødre, der har en kontakt med deres børn selv over afstande og kan mærke, hvis de er kede af det. Der er helt klart et element af vilje på spil i den slags tilfælde. Og hvis man synes, det er sært med hele snakken om energier, kan man jo bare læse lidt kvantefysik. Her er grundtanken netop, at alting består af energier, siger Per. – Jeg har officielt kaldt mig healer i et år. For bare tre år siden ville jeg aldrig have forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med healing. Men som Marianne påpeger, er det sjældent, at folk har en helt lige livsvej fra ét punkt til et andet. Som oftest snor de sig og drejer i alle retninger. Jeg husker, at det faktisk var lidt grænseoverskridende for mig, da Karen en dag skrev på Facebook: ”Per er på vej til klarsynskursus.” Så fangede bordet jo pludselig! – Jeg er bestemt ikke typen, der går og missionerer. Men hvis folk vil vide noget eller har lyst til at prøve en healing, er jeg klar. I virkeligheden er det forbavsende få, der overhovedet kommenterer min lidt usædvanlige beskæftigelse. Og så er der selvfølgelig altid de forbeholdne, som Naia var en af. Der var en, der skrev til mig på Facebook, at hvis jeg virkelig kunne heale, ville jeg næppe tage penge for det. Den form for skepsis er forståelig, for der er svindlere i branchen. Men hvis folk har betalt mig for en healing, og de ikke kan mærke nogen effekt, giver jeg dem hjertens gerne pengene tilbage. I øvrigt kører jeg et tilbud på min hjemmeside, der går ud på, at man får en healing og selv bestemmer prisen. Det er da fair. – I nærmeste fremtid vil jeg prøve at lave gruppehealing på Facebook – for eksempel hver 14. dag. Så kan interesserede melde sig til og få healing over nettet. Man skal forny sig indimellem, smiler Per Mygind. Lisbet Dahl: En tur i hængekøjen er ren healing