Husker du 1975?

Onsdag, 11. maj 2011
af Redaktionen
Femø, Rabalderstræde og Saigon var nogle af de lokaliteter, der kom på danskernes lystavle i 1975, som det ses på den ”Husker du...”-dvd, du kan købe med næste uges Familie Journal. Hyg dig i mellemtiden med en stribe herligheder fra bladets arkiv

1975 er året, hvor en farverig forfatter ved navn Dan Turéll med mere end 30 oversete udgivelser og et broget arbejdsliv bag sig omsider får sit gennembrud med erindringsbogen "Vangedebilleder". Arbejdsliv har tusinder af andre ikke meget af. Arbejdsløsheden hærger. Men er man uden job, kan man til gengæld nyde sommervarmen, der sætter ny rekord og inspirerer TV-Avisen til den mindeværdige udsendelse, hvor studievært, Bent Jensen, og hans skrivebord er placeret i strandkanten omgivet af badende danskere.

Gasolin og kvinderne
Gyldne tv-øjeblikke er der i det hele taget mange af: Dave Allen tager gas på paven, Buster Larsen parodierer Glistrup, og landets populæreste band udfolder sig på slap line i "Gas med Gasolin'", hvor bl.a. "Kvinde min" og "Rabalderstræde" omsættes til levende billeder. Ellers er det i høj grad et kvindeår. Ikke kun i kraft af Femølejr og kvindefestival, men helt officielt i internationalt FN-regi. Herudover er det på verdensplan især Vietnam, opmærksomheden er rettet imod:

Problemer trylles væk
Kommunisternes indtagelse af Saigon forårsager en massiv strøm af flygtninge, og også danskerne får problematikken tæt ind på livet. Heldigvis har vi Gustav Winckler, der let kan trylle alskens bekymringer væk med sin opfordring, "Gem et lille smil, til det bliver gråvejr".

Start din dvd-samling nu
Gennem i alt 20 uger giver Familie Journal i samarbejde med DR læserne mulighed for at opleve eller genopleve vores nyere historie: "Husker du…" er 20 medrivende dvd'er, der med baggrund i DR's store arkiv viser en perlerække af dokumentariske, sjove og underfundige klip fra ind- og udland i 1960'erne og 1970'erne: Dvd'erne, som hver dækker et historisk år, koster 43 kroner stykket.

Af: Johan Isbrand