Hun byder velkommen med et fast håndtryk og et hjerteligt smil. 22-årige Ida Siemens Lorenzen inviterer indenfor i sin hyggelige lejlighed i Aarhus, hvor hun bor med kæresten Anders. Hun sad netop og skrev på sin bacheloropgave i psykologi. Sygdom og sclerose er det sidste, man tænker på, når man sidder over for den unge, superskarpe kvinde. Men en dag for snart fem år siden tog Idas liv en brat drejning.
– Igennem nogle uger havde jeg mærket, at følelsen i mine ben og fingre forsvandt. Jeg fik problemer med at se, jeg kunne ikke holde balancen og besvimede flere gange. Til sidst kunne jeg slet ikke stå, tale eller se.
Den ene dag var Ida en glad gymnasieelev, som snart skulle i gang med sit drømmestudie. Den næste var hun blind og kunne hverken stå eller gå. Efter flere undersøgelser fik Ida diagnosen multipel sclerose.
– Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Jeg kunne ingenting og lå bare lamslået i sengen. Min hjerne var i total undtagelsestilstand. Det eneste, jeg tænkte, var, at mit liv gik i stå.
Læs også: Sangen gav sclerose-ramte Misen glæden tilbage
Sclerose stod i vejen for drømmen
På et splitsekund smuldrede Idas ambitioner i tusind stykker. Hun var en fremragende violinist og levede og åndede for at spille. Siden hun var 12 år, havde hun arbejdet målrettet på at blive optaget på Musikkonservatoriet. Og det var netop lykkedes.
– Det var hårdt at skulle acceptere, at jeg ikke ville komme til at leve af at spille, hvilket ellers var min største passion og drøm. Det var en stor del af min identitet.
For nogle sclerose-ramte skrider sygdommen frem i små ryk, som kaldes ”attacks”. Men Idas første attack var alvorligt, og derfor kom hun i en aggressiv behandling fra begyndelsen. Hun kom på Sclerosehospitalet i Haslev til genoptræning og fik senere samtaler med en psykolog.
– Alt var ramlet for mig. Men psykologen gav mig værktøjer til at tage det bid for bid, så jeg kunne kapere det. Det var en uvurderlig hjælp og inspirerede mig til at læse psykologi, og det er heldigvis den helt rette hylde for mig.
Se også: Kasper lavede kogebøger til patienter med sclerose
Det er så smukt
– I min familie er det at kæmpe ikke et valg, man har. Hvis jeg havde lagt mig ned i afmagt, havde de hevet mig op igen. Mine forældre var hele tiden positive og optimistiske og skubbede mig fremad, fortæller Ida bevæget.
I løbet af nogle måneder vendte kraften vendte tilbage i kroppen, og det samme gjorde synet. Ida genoptog gymnasiet, og her gik der ikke længe, før lynet slog ned. En bekendt havde hørt, hun havde fået sclerose, og han kom hen for at snakke med hende. Det var Anders, som hun har været kærester med siden.
– Anders ser mig ikke som hende med sclerosen, men som dén, jeg er. Det er bare så smukt, og det elsker jeg ham for. Selvfølgelig påvirker det ham da, at jeg er syg. Han frygter, at jeg får det værre med tiden, men det fylder faktisk ikke så meget i vores hverdag.
Ida og Anders flyttede sammen fra Sønderjylland til Aarhus, hvor hun nu er i gang med tredje år på psykologistudiet på Aarhus Universitet, mens han uddanner sig til brugsuddeler.
– Jeg har et dejligt liv og masser af drømme, som diagnosen ikke skal få lov til at styre. Selvfølgelig skal jeg spare på kræfterne, for jeg døjer en del med sclerose-træthed. Men med planlægning og pauser kan jeg klare studiet, tage i byen, ud at rejse og i det hele taget gøre det samme, som andre unge.
En del af forklaringen på, at Ida har det så godt, skyldes blandt andet en sundere livsstil og en skrap kostomlægning.
– Det er da rent ud sagt pissehårdt, for jeg kan da godt savne både kage og junkfood. Men jeg ved, at det hævner sig, når jeg synder. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan takke kombinationen af diæten og medicin for, at jeg har det så godt fysisk og mentalt.
Læs også: To kroniske sygdomme i familien: Vi står sammen
Giver andre håb
I dag er Ida særdeles aktiv i arbejdet for andre unge med sclerose. Hun vil gerne vise, at livet langtfra kun ser sort ud, selv om man får en kronisk sygdom.
– Jeg blev selv spurgt, om jeg ville søge førtidspension som 18-årig. Det inspirerede mig til at tage kampen op mod de fordomme og skrækscenarier, man som ung med sclerose kan møde. Det betyder utrolig meget for mig, hvis min historie og erfaringer kan give håb og inspiration til andre.
Ida er også med i det internationale arbejde i Scleroseforeningen, hvor hun har brugt mange kræfter på at lave en film, der viser unge i hele Europa, hvordan det er at leve med sygdommen.
– Det er en realistisk film, der viser både de negative og positive sider. Men det vigtigste budskab er, at vi gerne vil fortælle unge ny-diagnosticerede, at det ikke betyder en afslutning på livet. Drømmene skal leve videre, og de kan også opfyldes.
Drømmer om børn
Selv har Ida masser af drømme. Lige nu nyder hun at leve et ungdomsliv som alle andre, men hun ser frem til en karriere som neuropsykolog, hvor hun kan hjælpe andre, som bliver ramt af blandt andet sclerose. Men først og fremmest ser hun frem til – på et senere tidspunkt i livet – at blive mor. Også selv om hun ved, at der er risiko for endnu et attack efter graviditeten.
– Det skræmmer mig selvfølgelig, men slet ikke nok til at jeg vil opgive den drøm. Jeg vil bare så gerne have børn. Men nu skal jeg først gøre min uddannelse færdig, lyder det fra Ida, inden hun vender tilbage til psykologiopgaven, hun var i gang med.
