Der er én lille sætning, som Jane hader mere end alle andre. Fem små ord, som hun har hørt alt for tit.
”Tag dig nu sammen, Jane,” lyder det fra sikkert velmenende venner og bekendte, når de ikke forstår, hvorfor Jane uden varsel melder sig ud af verden og isolerer sig.
– Der var intet, jeg hellere ville end ”tage mig sammen”, siger Jane Møller, 51 år og fra Havndal i Himmerland.
– Men det er mig bare ikke muligt.
Hun ved godt, at folk af og til mener, at hun er ”syg i låget”, og det har hun sådan set heller ikke noget problem med at indrømme. For ja, hun lider af den psykiske sygdom ”generaliseret angst”, og så er der lidt social fobi ind over. Lidelser, som mange ikke ved, hvordan de skal håndtere.
– Der er mange mennesker i min familie og omgangskreds, som uden videre accepterer mig, som jeg er, men jeg har også mistet en hel del venner, fordi de simpelthen ikke forstår, hvorfor jeg pludselig trækker mig tilbage og helst vil være alene i flere dage. Jeg vil gerne medvirke til at komme nogle af de fordomme, der er mod mennesker som mig, til livs, siger Jane.
Læs også: Værd at vide om angst
Angst som følgesvend i 40 år
I dag ved hun, at hun har haft angsten som følgesvend i næsten 40 år, men i rigtig mange år anede hun ikke, hvad der skete med hende, når det kriblede og krablede inde i hende som flaksende, ondskabsfulde sommerfugle rundt i hele mellemgulvet. Hjertet rykkede 25 centimeter opad, og benene blev som grød.
– Alle sagde, at det var normalt at være underlig, når man var teenager, så jeg troede, at alle havde det sådan, husker Jane, der havde en meget utryg barndom.
Først da hun var over 40 og havde været så langt nede at vende af hjertesorg, som et menneske kan komme, fik hun sat navn på uroen. Det var ikke bare Jane, der var underlig, det var en sygdom, der havde et navn, man kunne give medicin for den, og man kunne arbejde med lidelsen.
Læs også: Kræften fik ikke liv til at fylde i Bentes liv
Manden i mit liv
I ungdomsårene vidste Jane ikke bedre end selv at prøve at få uroen til at gå væk, og hun fandt da også en slags middel. Hun kastede sig med stor energi ud i et eller andet projekt, og for en tid kunne hun holde den værste uro væk: Først stiftede hun familie og blev mor til Jack, der skulle have en helt anderledes og tryg opvækst end hendes egen. Siden blev hun aktiv i fagforeningen og dernæst i en walkie-talkieforening. I årenes løb har hun også taget fire uddannelser som henholdsvis grovsmed, møbelsnedker, social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.
Problemet var bare, at den mærkelige uro hver gang kom igen.
De 10 år, hvor Jane var i 30’erne, var uroen der også, men på et helt andet og lavere niveau – det var i de 10 år, hvor Jane levede sammen med Peder.
– Han var en klippe og manden i mit liv, siger Jane.
Jane og Peder blev gift med hinanden og fik 10 lykkelige år sammen. I 2004 viste det sig, at den tyktarmskræft, som Peder troede, var helbredt, alligevel ikke var det – den havde bredt sig til lungerne, og efter otte måneder, hvor Jane sammen med Peders søskende passede ham, var det slut.
Peder døde i Janes arme, og da han trak vejret for sidste gang, var det, som om benene igen forsvandt under Jane.
Tre gange tog hun alt for meget medicin, og tre gange vågnede hun op igen.
– Jeg ville ikke begå selvmord. Jeg ville bare væk fra smerterne og min krop, siger Jane, der i dag har sort samvittighed over for sin søn.
Læs også: Min angst skal ikke knække mig
Fik hjælp mod angsten
I tiden efter Peders død kom Jane i kontakt med eksperter i psykisk sygdom og fik omsider den hjælp, hun skulle have haft for årtier siden. Først og fremmest en diagnose og dernæst medicin, der holder hendes symptomer nede.
– I dag ved jeg, at andre har det som jeg. Og jeg har erkendt, at jeg aldrig slipper helt af med angsten, men jeg tror og håber, at jeg er ved at komme så langt, at det er mig, der styrer den, og ikke angsten, der styrer mig, siger hun.
