Kræften fik ikke lov at fylde

Når Bente og Steen rejser langt væk uden deres søn, Sune, tager de altid hver sit fly til destinationen.

– Vi er sådan lidt kongelige i det, griner 66-årige Bente Holm fra Valby.

Men bag humoren gemmer sig den enkle forklaring, at Bente og Steen så nødigt vil lade deres 35-årige udviklingshæmmede søn alene tilbage i denne verden. Der er så meget, man ikke selv er herre over, men de to kan da i hvert fald sørge for, at de ikke falder ned med det samme fly.

I 35 år har Bente og Steens tilværelse været gennemfarvet af Sune, deres eneste og deres højtelskede barn – og sådan vil det altid være.

– Sune har ikke andre end os, siger Steen Stavngaard, 68, ligeud.

Potentielt livstruende sygdomme burde derfor holde sig på behørig afstand af den lille familie i Valby, men sådan har det ikke været de senere år.

For ni år siden fik Steen en blodprop i hjernen, og for fire år siden fik Bente brystkræft. Diagnoser, der vil komme ubelejligt i enhver familie, men som fik en ekstra dimension i netop Bente og Steens tilfælde.

Da Steen var syg, var det Bente, der roterede om sig selv af bekymring.

– Ja, en dag ringede jeg endda til politiet for at høre, om der var sket trafikulykker – af bar bekymring over, at Steen ikke var kommet hjem til det ventede tidspunkt, siger Bente, ryster på hovedet og tilføjer: ”Fjollede, gamle kone!”

Omvendt var det Steen, der tumlede med mørke tanker, da Bente fik brystkræft. Som matematik­lærer ved han alt om sandsynlighedsregning og statistikker, men selv om langt de fleste på Bentes alder og med Bentes kræfttype overlever, kunne han ikke lade være med at ruge over, at ”nogen” jo skal være de få, der ikke klarer den.

– Selv har jeg på intet tidspunkt set brystkræften som en dødsdom – jeg har også haft flere kollegaer, der er kommet sig fint oven på brystkræft, siger Bente.

Læs også: Jeg havde så meget kærlighed at give af

Kontroltab

Men her bagefter kan hun nu godt se, at en del af hendes handlinger den sommer, hvor knuden blev fjernet ved en ambulant operation, alligevel var præget af, at diagnosen trods alt gjorde et grundigt indtryk.

For eksempel googlede hun løs, både da hun fik at vide, at knuden var fundet, og igen da lægerne fortalte, at hun skulle have strålebehandlinger efter operationen.

– Jeg gik vildt op i, hvilken type stråler det var, og hvor stærke de var. I dag ved jeg jo godt, at jeg ikke havde det mindste forstand på det, men det var min måde at føle, at jeg var i kontrol, på, husker Bente, der er glad for, at lægerne på Rigshospitalet forstod at tackle bygerne af spørgsmål – og ikke mindst den usikkerhed og det kontroltab, der lå til grund for dem.

Læs også: Anna er ung enke og enlig mor

Ja tak til det hele

Som brystkræftpatient har Bente taget imod alle de tilbud, læger og sundhedspersonale har givet hende undervejs – alt fra strålebehandling til vejledning om kost og motion – og hun er meget taknemlig for den hjælp, hun har fået. Hun fik lidt hudproblemer efter strålerne, men ikke noget alvorligt eller varigt.

Få uger efter at knuden blev fjernet, opdagede lægerne, at ikke alt var kommet med, så hun måtte igennem en ny operation. Men også den gik godt, og i dag er der kun de halvårlige kontrolbesøg tilbage.

– Der er mennesker, der siger, at kræftdiagnosen har ændret deres liv til det bedre. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg ville hellere have været den foruden. Men når det nu skulle være, så har jeg haft det mildeste forløb, man kunne tænke sig, siger Bente.

Læs også: Jette fik kræft: - Jeg valgte livet