Janni Pedersen: Det bliver sjovt at prøve noget nyt

Lørdag, 14. marts 2020
af Johan Isbrand, Foto: Kaspar Wenstrup
Når coronakrisen får en ende, og TV 2's Go' Morgen Danmark vender tilbage, får Mikkel Kryger og Steen Langeberg en ny makker i skikkelse af den populære nyhedsvært fra TV 2 News, Janni Pedersen, der skal afløse Louise Wolff under hendes barselsorlov.
Janni Pedersen fra TV 2 News glæder sig til at prøve noget nyt som barselsvikar i "Go' Morgen Danmark"

Hvilke tanker gør du dig om dit kommende værtsjob?

– Efter 19 år på TV 2 News bliver det sjovt at prøve noget nyt. Jeg har jo også rundet de 50 år, er blevet rundere fysisk og psykisk og er endda i kraft af min mands søn blevet bedstemor, så det er det rigtige tidspunkt at finde mine bløde sider frem. På Go' morgen Danmark regner jeg med igen at kunne finde den balance mellem information og godt selskab, som jeg havde med min gamle makker fra morgennyhederne, Lasse Sjørslev. Og at kombinere det med mode og boeuf bourguignon passer mig fint. Jeg er et madøre af rang.

Og så er der endnu en roman på vej fra dig og din mand, Kim Faber?

– Ja, vi lægger lige nu en sidste hånd på kapitlerne. Det er en ny verden,der har åbnet sig. Vi ser jo seniortilværelsen forude. Men når man kan skrive bestsellere sammen, tegner der sig et liv med mange nye kvaliteter og oplevelser. Den første bog er foreløbig solgt til 10 lande, som vi med tiden skal besøge og møde læsere fra og signere bøger. Filmrettighederne er også solgt. Og vi mangler aldrig samtaleemner. Vi diskuterer uafbrudt, om vi kan tageden og den oplevelse med i vores næste bog.

Hvad er det bedste ved at være journalist?

– Jeg får brugt det meste af mig selv, i og med at jeg veksler mellem menneske-kontakt, hurtige nyheder, det nære, det hårde og det bløde. Og skulle folk en dag blive trætte af at se mig på skærmen, kan jeg stadig gøre brug af min massive erfaring fra de danske retssale. Ovenikøbet har jeg nu fået en ekstra dimension ind i mit arbejdsliv i form af krimiromanerne.

Mød studieværten Maria Månson fra DR i vores interview her.

Og det værste?

– At skulle arbejde søndag aften, hvor man hellere vil hygge sig hjemme og lave mad. Men når jeg først er på job, er det fedt.

Har du kæledyr?

– Vi har hunden Bella, som er en beagle og efterhånden er 14 år. Hun døjer med gigt og får en masse piller mod det. Og jeg belaster min i forvejen ustabile ryg ved at slæbe hende op til 4. sal og ned igen. Hun må dog hjertens gerne holde sig i live lidt endnu. Jeg ved, at den dag, hun ikke længere kan være her, er der for mig kun én måde at overleve sorgen på: Jeg må anskaffe en ny hvalp og starte forfra.

Seje Sofie Linde lader sig ikke sådan påvirke. Læs historien her.

Dyrker du sport og motion?

– Ikke meget. Jeg træner hos en fysioterapeut. I kraft af at jeg sidder meget ned i mit job, døjer jeg med hekseskud og dårlig ryg. Faktisk er jeg den sporty type, der har kunnet alt med en bold og dyrket både håndbold, fodbold og badminton. Og i nærmeste fremtid har jeg planer om atmødes med en masse damer og genoptage fodbolden.

Dit bedste barndomsminde?

– Somrene hos min mormor og morfar i Røsnæs ved Kalundborg Fjord. De havde et husmandssted med en sti ned til en eng, hvor min morfars køer gik. Og engen lå lige i forlængelse af stranden, hvor min morfar rev muslinger væk fra en stor sten, så vi kunne bruge den som siddeplads og hoppe i vandet fra den. Solen skinnede altid på det sted. I hvert fald i mine minder.

Ikke to arbejdsdage er ens for nyhedsvært Kåre Quist. Læs med.