Som 10-årig blev Jørn Sigurdsson lagt til at sove på to stole i baglokalet til et skydetelt på Bakken. Det var en stor dag der i 1972, for hans far havde lige købt skydeteltet i stedet for at takke ja til et job ved Dansk Metal. Nu skulle familiens liv foregå på Dyrehavsbakken mellem karruseller, fadøl, stribede slikkepinde og hvin fra rutschebanen.
Jørn prøvede at holde sig vågen så længe som muligt for at få det hele med den aften. Men til sidst kunne han ikke holde øjnene åbne mere, og han faldt i tung søvn på de to stole. Da han vågnede, var den ene stol røget ned gennem gulvbrædderne, og han lå halvt nede i en gammel ølkælder. Tidligere havde stedet nemlig været sangerindepavillonen ”Sans Souci” helt tilbage fra 1866, og nu var den nye ejers søn altså landet halvt nede i fortiden.
Sådan er det på Bakken. Historien følger med. Og ingen dage er ens. Der er altid overraskelser. Og en gang imellem forsvinder den faste grund under en.
Næsten 50 år på Bakken
Det ved 57-årige Jørn alt om. Det er ham, der ejer Hurlumhejhuset med de slingrende gulve og svimlende spejle. Og ham, der har levet i næsten 50 år på Bakken. Som ung prøvede han ellers at trække sig lidt væk fra den berømte forlystelsespark og var både i forsvaret og havde job som værkstedschef. Men gyngerne og karrusellerne trak, og i 1990’erne overtog han sammen med sine to søstre sin fars skydetelte, Mariehønen, Hurlumhejhuset, håndskriftsanalysen og den kæmpe hestekarrusel. Siden er noget købt og andet solgt. Men Jørn elsker stadig at vågne i sin lejlighed på Bakken og starte sine 14 timers arbejdsdage. Og han længes aldrig efter en fridag eller en weekend. Heldigt nok, for den slags findes ikke, når man har valgt et liv på Bakken som Jørn og hans kone Anette Sigurdsson, som ejer Cafe Elverdybet.
Læs også: Lone får 36 børn på ferie
Elsker de stille formiddage og gæsternes smil
- Jeg elsker stemningen herude. Både om formiddagen lige inden det hele blusser op, hvor alt er stille, og vi går rundt og gør klar og fortæller vittigheder til hinanden. Og jeg elsker at tale med gæsterne. ”Tjuhej, du ramte plet”. Der er selvfølgelig penge i at gøre det hele lidt mere festligt. Men det er også en glæde i sig selv. Jeg nyder at få folk til at trække på smilebåndene. Og få dem til lige at lægge en tier på en plade,” smiler Jørn, da han og Anette møder Familie Journal på Elverdybet lige ved siden af Mariehønen. - Den eneste rutchebane i Verden, der holder vinkepause, som Jørn siger, når han præsenterer den.
Det her er deres hjemmebane. Det er her, de bor hele sæsonen fra april til oktober. Her de holdt bryllup. Og her de havde deres nyfødte søn Mark med på arbejde hver dag for 30 år siden.
Ham kan du ikke vinde
- Så fik han sig en lur i barnevognen ved siden af skydebanen. En gang imellem vågnede han og tittede op, og så var der altid en, der pegede og sagde: ”Jeg vil gerne vinde ham”, fortæller Jørn, som naturligvis måtte skuffe gæsten: - Ham kan du ikke vinde. Han er min.
Selv husker han tydeligt, hvordan det var at være barn på Bakken.
- Jeg syntes, det var så sjovt og spændende. Det ene øjeblik optrådte jeg med Pjerrot, og det næste stod jeg ved flippermaskinerne. Jeg blev også klappet meget på hovedet: ”Åh, hvor er han sød." Og så fik jeg en to-krone eller en tør småkage.
Far cyklede med geværer på ryggen
Stedet har faktisk altid været en del af familiens liv. Også inden hans far blev teltholder.
Forbindelsen startede allerede, da hans far som helt ung kom i lære i en våbenforretning i København, som reparerede luftgeværer fra Bakkens skydetelte.
- Når geværerne var klar, fik min far spændt en speciel pose på skuldrene, hvor der stak 8-10 geværer til hver sin side. Sådan cyklede han gennem hele byen ud til Bakken. Det var nok ikke gået i dag. Ikke uden der var kommet blå blink, og TV2 havde sendt deres News-helikopter i luften.
Meget har ændret sig siden dengang. Men meget andet er helt det samme.
- Rutschebanen har været her i 80 år, og den er stadig den mest populære. De fleste skal også lige have en tur i Mariehønen, selvom de måske er blevet lidt for gamle til det. Traditionerne vejer tungt herude, men der skal selvfølgelig nyheder til. Men nogle ting kan man bare ikke fjerne, siger Jørn, som dog har lagt mærke til en klar forandring hos bestemte gæster: Børn opfører sig ikke helt, som børn gjorde engang.
Flere sikkerhedsskilte og hegn i dag
- Tidligere behøvede Mariehøne-føreren ikke påpege, at børnene skulle sidde ordentligt. De satte sig bare og holdt fast i stangen. Det var det. I dag skal man sige det mange gange, og man skal sætte ekstra hegn op og skilte, der fortæller, at du ikke må dit og dat. Der er en større løssluppenhed i dag.
Ikke mange kender Bakkens kroge, hjørner og historie så godt som Jørn. Og han er god til at fortælle alle anekdoterne, så han har sine faste ture rundt på Bakken som foredragsholder. Et arrangement, som let kan tiltrække mere end 80 gæster. Når der altså ikke lige er Corona og forsamlingsbud.
Coronaen har naturligvis lagt en skygge over Bakkens åbning i år. Men sådan er det. Her ved man aldrig helt, hvilke udfordringer man støder på. Eller hvordan den danske sommer arter sig. Jørn og Anette ved bare, at der hver dag er timevis af arbejde. Og timevis af vedligehold, når træværket skal males, græstaget på Elverdybet slås og ikke mindst, når bladene begynder at falde om efteråret, og familien skal finde deres fire løvpustere frem.
Sønnen kommer tilbage med en hjælpende hånd
Familiens søn har valgt et liv uden for Bakken som tømrer.
- Men han er der altid, når jeg ringer og spørger, om han kan tage en vagt i Hurlumhejhuset, eller der skal skiftes et skilt. Han vil bare ikke være her fast, siger Jørn. Når man er født på Bakken, så slipper man det nemlig aldrig helt.
