Jeg følte, at det var mit ansvar

Agnes skulle blive næsten 20 år, før hun rakte ud efter hjælp. Og så alligevel ikke. For hun har aldrig lagt skjul på, at det i perioder var svært at være barn hjemme hos hende. Hun har sagt det højt i skolen og konkluderet som alle dem, der lyttede, at det var bare sådan, det var. Ingen reagerede. Ingen handlede. Og det kan godt undre Agnes i dag.

– Set med mine voksne øjne i dag skulle det ikke have været sådan. Jeg kan godt ønske, at nogen havde hjulpet os, for det bør aldrig være børnene, der står med ansvaret for deres forældre, siger Agnes.

I sine første leveår voksede hun op i Haderslev hos sin mor og tre år yngre lillesøster. I weekender og ferier var hun på Sjælland hos sin far, og hun husker, hvordan hun græd om søndagen, når hun skulle hjem derfra, og længtes efter ham i hverdagene. Det samme gjorde faderen, og da Agnes var omkring 10 år, valgte han at flytte til Haderslev for at være tættere på sine børn. Hendes højeste ønske var gået i opfyldelse, og korte ophold blev til 7-7-ordning.

– Jeg var mest knyttet til min far, så det betød alt, at vi nu fik en hverdag sammen, hvor der blev smurt madpakker, spist aftensmad sammen, hjulpet med lektierne, eller hvis jeg havde nogle problemer i skolen, fortæller Agnes.

En stabilitet, hun havde manglet på grund af sygdom, men som begyndte at vakle et par år senere. Hun husker, at hun fornemmede, at faderen blev mere fraværende. Han blev træt, kunne ikke sove, og overskuddet var derefter.

Som den ældste begyndte Agnes at tage mere ansvar for at gøre det lettere for sin far. Hun sørgede for mange af de praktiske ting, som ingen af hendes klassekammerater behøvede at spekulere over, og hun var indigneret på sin fars vegne over den manglende hjælp fra systemet, der kun gjorde ham mere syg.

Bed det i sig

Faderen var diagnosticeret med en depression, og forløbet med udredning, ressourceforløb og samtaler fik det ikke til at lysne. Tværtimod.

– Jeg var enormt frustreret over den manglende hjælp til min far. Han fik det værre, syntes jeg, og der blev flere og flere hensyn, jeg skulle tage. Mine teenageproblemer var store for mig, men sammenlignet med hans sygdom var de små. Så jeg bar på en del af mine egne problemer selv, fordi jeg ikke ville belemre min far med det, siger Agnes, der på det tidspunkt åbent fortalte om det til både sin lærer og veninder.

– Det havde ikke rigtig nogen effekt. Der skete i hvert fald ikke noget. Min lærer spurgte på et tidspunkt, om hun skulle gøre noget, men det sagde jeg nej tak til. Der var ikke så meget, min lærer kunne gøre ved det. Det var jo systemet, følte jeg. Men jeg har nok heller ikke kunnet sætte de rigtige ord på, hvordan det var for mig derhjemme.

Og på et tidspunkt lod hun også være med at sige så meget om sin fars tilstand. Han fik det dårligere og fik konstateret PTSD. Det betød indlæggelser på psykiatrisk afdeling, nogle gange en enkelt dag, andre gange flere dage i træk, og mange gange var det hende, der ringede efter Flextrafik, så han kunne blive hentet.

– Jeg vidste, at det var et specielt hospital, og jeg vidste, at når han kom hjem, ville han have fået det bedre. Men jeg vidste aldrig, hvor længe han var væk, dog at det ikke var i lang tid, siger Agnes, der på det tidspunkt var 13-14 år.

Hun ved, at det har været med til at forme hende til den, hun er i dag. Hun er omsorgsfuld, selvstændig og god til at tage ansvar. Men hun er også bevidst om, at det hurtigt kan blive hendes svagheder.

– Det ER hårdt for et barn at have en syg forælder, og der følger mange bekymringer med, som man ikke bare kan slippe. Jeg ved godt, at jeg er den, jeg er, på grund af den barndom, jeg har haft. Jeg har fået masser af gode karaktertræk, men jeg øver mig også på at sætte grænser og ikke sige ja til alting. Jeg skal også huske at lytte til, hvad jeg har brug for og lyst til. Den kan være ret svær, indrømmer hun, der tog et stort skridt sidste år.

Svære valg

Her valgte hun at flytte ikke bare hjemmefra, men flytte til Aalborg med sin kæreste for at studere til lærer. Faderen flyttede ligeledes – til Hjørring – og selv om hun havde indstillet sig på at blive boende hos sin far mindst fire-fem år mere, er hun glad for beslutningen nu.

For det var ikke nogen nem beslutning. Faktisk oplevedehun for første gang i sit liv, at hun var nødt til at insistere på hjælp. Hendes far havde det dårligt og havde været indlagt i den længste periode nogensinde. Hun skulle flytte hjemmefra – til en ny by. Og hun følte sig alene og ked af det som aldrig før. Lægen kunne henvise til en psykolog, men ventetid fik hende til at tilbyde et samtaleforløb med andre unge af psykisk syge forældre imens. Agnes takkede skeptisk ja – og blev overrasket.

For selv om de alle havde forskellige ting med i bagagen, tumlede de med de samme følelser og tanker. Hvor svært det er at flytte hjemmefra, når ens forælder er psykisk syg, bekymringer om, hvordan forælderen skal klare sig alene, og frygten for at miste dem.

– Det hjalp helt utroligt at sætte ord på alle følelser og vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi forstår hinanden, vi ved, hvad vi hver især går igennem, og vi kan tale om vores forældre uden at føle, at vi udleverer dem.

Agnes er i gang med det andet samtaleforløb, og hun er nået dertil, hvor hun mærker et mindre pres på sine skuldre. For det går godt med hendes far, og hun kan mærke, at hun er blevet bedre til at slippe kontrollen og tænke mere på sig selv og sit liv.

– Jeg har lært at sætte ord på, hvordan det er at vokse op med en psykisk syg forælder. Det har hjulpet mig at tale om det, og jeg kan kun sige til andre børn med psykisk syge forældre, at de skal sige det til nogen og tage imod al den hjælp, de kan få. Jeg har grædt meget over det, men jeg er også nået dertil, hvor jeg ved, at det ikke er mit ansvar alene, at min far er syg. Jeg skal også leve mit eget liv, for min far vil være syg resten af sit liv.