Når vinden tager til, og vandet presser sig fra Aarhus Bugt ind til lystbådehavnen ved Marselisborg, stiger vandstanden fra det ene minut til det andet. Hurtigt og voldsomt.
Det måtte 49-årige Linda Husted sande, da hun en mørk vinterdag pludselig ikke kunne komme fra borde på sin husbåd ”Baronessen” i Marselisborg Havn – havnebroen var dækket af vand. Men hårde situationer, hvor Linda er på usikker grund, er ikke ukendt for hende. Linda flyttede nemlig ind på husbåden, da hendes kæreste, Jesper, døde pludseligt en novemberdag for to år siden. En dag, der vendte op og ned på alting. Parret var ikke gift og havde ikke skrevet noget fælles testamente.
– Pludselig stod jeg uden noget. Det liv, vi havde bygget op sammen, smuldrede mellem fingrene på mig. Jeg kunne ikke blive i huset, og den butik, jeg havde i lokalerne ved siden af, skulle også sælges. Jeg skulle starte helt forfra – jeg var helt tom.
At ordne alting selv
Én af de ting, der tiltalte Linda midt i tabet, var vandet. Parret havde altid sejlet sammen. Så snart vejret tillod det, hentede de deres sejlbåd frem og brugte resten af sommeren på små og store sejlture rundtomkring i landet. Det var Jesper, der introducerede Linda for livet på vandet, og der gik ikke lang tid, før hun blev bidt af det. Derfor spøgte parret altid med at bytte rækkehuset og den lille sejlbåd ud med en permanent adresse på en husbåd.
– Det er én af de der ting, man altid taler om, men aldrig gør noget ved. Så da Jesper gik bort, var det den første mulighed, jeg tænkte på. Hvis jeg flyttede tilbage til en lejlighed i en boligforening, ville det have været ligesom at slette ham og alt det, vi havde sammen. Da jeg flyttede herned, var det også for at hylde ham og vores drøm, siger Linda.
Et nyt fællesskab
Da Linda skiftede rækkehus ud med husbåd, fik hun langt mere end en ny adresse. Hun har også fået et nyt, stærkt fællesskab med de andre fastliggere i havnen. I alt 25 husstande er der i Marselisborg Havn – og det er både enlige, ældre og børnefamilier, der bor på vandet året rundt. Og Linda er ikke i tvivl om, at de venskaber, hun har fået her, har gjort overgangen fra det stille liv i forstæderne med mand og fuldtidsjob til en tilværelse som enlig på en husbåd nemmere. For her er hun aldrig alene.
– Selv om det hele nogle gange er ved at falde fra hinanden, og havnebroen bliver oversvømmet, så skal det nok gå. Og hvis det ikke gør, ved jeg, at der står en hel flok klar til at hjælpe mig.
