Jeg troede det var min egen skyld

23-årige Mathilde var ikke engang selv klar over, at hun var ensom. Alligevel kan hun uden besvær sætte ord på, hvordan ensomhed føles. For den fulgte hende i alle årene i folkeskolen. Hver dag. En konstant knude i maven og en trykken for brystet, beskriver hun.

Hun blev ikke mobbet i den klassiske forstand med sårende øgenavne eller grove kommentarer. Det var mere usynligt, at hun ikke var en del af fællesskabet, og det bebrejdede hun sig selv for. Det måtte være hende, der var noget galt med, når de andre piger ikke spurgte, om hun ville sidde sammen med dem, eller når klassekammeraterne gik ud i frikvarteret og spillede bold og efterlod hende i klasseværelset.

– Jeg har altid troet, at det var min egen skyld, at jeg hver dag gik hjem fra skole uden nogen veninder at være sammen med. Men jeg har nok heller ikke vist min ensomhed. Jeg beklagede mig aldrig – hverken i skolen eller derhjemme. Jeg gik afsted hver morgen, var dygtig i timerne og forsøgte at have facade på, så ingen opdagede, hvordan jeg rent faktisk havde det. Jeg troede nok selv på, at det var helt almindeligt, fortæller Mathilde Illum og tilføjer, at hun bestemt ikke bebrejder hverken skolen på Vestfyn eller lærerne.

– Det var en god klasse og en god skole, men jeg tror bare, at mange først griber ind, når der er tale om direkte mobning. Men ensomhed er mindst lige så forfærdelig, siger hun.

Derfor vil Mathilde gerne fortælle om sin ensomhed i folkeskolen for at bryde tabuet omkring det. Det gør hun blandt andet som foredragsholder i den frivillige organisation, Ventilen, der arbejder på at forebygge og hjælpe unge, der føler sig ensomme. Også selv om Mathilde ikke lægger skjul på, at det er grænseoverskridende at være ærlig omkring, når hun er ude på skoler og fortælle om det.

– Det er sårbart og personligt, men jeg synes samtidig, at det er vigtigt, at det bliver noget, vi kan tale åbent om. For jeg tror desværre, at mange unge kender følelsen. Måske kan jeg også inspirere andre ved at vise, at man godt kan komme ud af sin ensomhed, siger hun og tøver ikke med at give sit bud på, hvorfor mange unge i dag ifølge undersøgelser mistrives i stor stil.

– Der er simpelthen så mange krav til de unge i dag. Allerede i 7. klasse skal de jo nærmest vide, hvad de vil være, så de kan vælge den rigtige studieretning senere. Og så er der glansbillederne på de sociale medier, hvor man kan se, at alle andre har det fedt, og det har man ikke selv. Ubevidst bliver man altså påvirket af det, siger Mathilde.

For hende blev de venindeløse eftermiddage tilbragt foran tv’et med serier eller fordybet i fantasy-bøger, indtil resten af familien kom hjem sidst på dagen, og på den måde var det ikke så synligt, at Mathilde rent faktisk tilbragte mange timer i sit eget selskab, og når familien var samlet, behøvede Mathilde ikke så meget andet.

– Jeg har en rigtig god familie, der altid har støttet mig og som har givet mig et godt selvværd. Vi har det godt sammen. Det er mere min selvtillid, der har haltet, siger hun med et smil.

Plus, minus og nul

For det er hun umiddelbart kommet efter siden. Hun er glad, åben og snakkesalig, og hun er klar over, at der er sket en stor udvikling med hende. En udvikling, der tog fart, da hun indvilgede i at komme på efterskole og dermed fik en ny chance for at vise, hvem Mathilde også er.

En dag i 8. klasse gik det nemlig op for både Mathilde selv og hendes mor, at hun var ensom, og at det på ingen måde var sådan, en ung pige skal have det.

Hendes mor havde bedt sin datter om at beskrive, hvordan en plusdag, en nuldag og en minusdag så ud for hende, og da Mathilde forklarede, at en plusdag var, når bare én i skolen havde sagt hej til hende, en nuldag var, hvis ingen havde sagt noget til hende, og en minusdag var, hvis nogen havde sagt noget sårende til hende, blev hendes mor temmelig chokeret over definitionen.

En plusdag måtte indeholde mere end bare et hej, og hendes mor foreslog, at Mathilde skiftede skole. Det ønskede Mathilde til gengæld ikke, for som hun argumenterede, vidste hun, hvad hun kom fra, men ikke hvad hun ville blive en del af.

Hendes mor gav dog ikke så let op og fik arrangeret et besøg på en efterskole i Skals ved Viborg, som til gengæld ikke efterlod nogen tvivl i Mathildes sind, da de tog hjem. Hun kunne mærke, at det skulle hun.

Et vendepunkt

Og det var den rigtige beslutning, for her fik Mathilde en chance for at begynde forfra, uden at nogen kendte hendes forhistorie, og hun oplevede for første gang at blive inkluderet og få venskaber.

– Jamen, her blev jeg spurgt, om jeg ville med eller havde lyst til lave det og det, og jeg kunne godt tillade mig at sige nej nogle gange uden at frygte, at jeg så aldrig ville blive spurgt igen. Der var bare en anden måde at være på over for hinanden, og det havde jeg virkelig godt af at opleve. Jeg udviklede mig rigtig meget i løbet af det år, og det blev et vendepunkt for mig, siger Mathilde.

Efter efterskolen tog hun på gymnasiet, derefter på udveksling i USA og videre til Aarhus Universitet, hvor hun i sommer afsluttede sin bachelor i antropologi. Lige nu er hun i gang med kandidatoverbygningen og bor sammen med en anden studerende i en hyggelig delelejlighed.

Følelsen af ensomhed kan stadig godt dukke op nogle gange, men hun har lært at genkende den tidligt og række ud for at komme af med den igen. Hun tænker, at det er, fordi hun fik modet til endelig at vise, hvem hun er og også har fået troen på, at hun er noget værd for andre. Der er nogen, der vil hende.

– Det kan gøre mig så glad indeni, når jeg kan mærke, at en veninde har tænkt på lige netop mig, når hun for eksempel sender en særlig sms til mig. Det er simpelt hen så rart. Jeg har nogle gode venskaber i dag, og jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, hvordan det også kan føles.