Man er selv ude om det, hvis man vil spille Ludo med Kristina, for hun vil vinde. Derfor spiller hendes to søstre aldrig med hende, men Kristina har faktisk heller ikke så meget tid til at spille hyggespil.
Hun har verdensrekorden i at løbe op til toppen af bjerget Kilimanjaro i Afrika. Hun var også den hurtigste nogensinde til at løbe World Marathon Challenge. Det er syv maratoner på syv dage på alle verdens syv kontinenter. Første gang, hun gjorde det, var i 2019, men dér blev hun ”kun” nr. 2. Året efter vandt hun løbet som den hurtigste af både mænd og kvinder og slog den kvindelige verdensrekord.
Hendes næste mål er at vinde både Desert Ultra og Ice Ultra, som er to af verdens varmeste og koldeste etapeløb på over 230 kilometer. Løbene er selvforsynende, hvilket betyder, at man selv skal bære det meste af sit udstyr.
Kristina har ved siden af sin sport firmaet, KriXrun, så hun har på sine 37 år nået en hel del, men det betyder ikke, at hun er tilfreds, for det bliver hun sikkert aldrig.
En vinder bliver født
Kristina har lært, at disciplin og hårdt arbejde betyder alt, eller næsten alt. Det var ikke hendes forældre, der lærte hende det, men de trænere, hun mødte i den sportsverden, hun flygtede ind i, når det var slemt derhjemme.
– Mine forældre var skilt, og min far blev dræbt i en bilulykke, da jeg var 11 år. Min mor havde en ny mand, min stedfar, som hun fik mine to yngste søstre med. Min stedfar var en psykisk og fysisk voldelig mand. Når han ikke slog med hænderne, slog han med ord. Det var svært at være hjemme. Som barn lærer du altid at være på vagt, at mærke hvornår det er farligt, så du kan komme væk, inden det går galt. Jeg fik en helt ny verden, da jeg begyndte at gå til fodbold. Jeg var otte år og elskede det, for her blev jeg hørt og set til træningen. Det var her, jeg fik ros, og det var i fodboldklubben, jeg forstod, at voksne også kunne være gode. Jeg voksede og blomstrede til fodboldtræningen, for samtidig med at det blev mit hjem, var det også her, jeg fandt min drøm: Jeg skulle være verdens bedste fodboldspiller, siger Kristina.
Da Kristina kom tilbage til skolen efter den sommerferie, hvor hendes far var blevet dræbt, kunne hun se det i øjnene på de andre børn: De havde fået at vide, at hendes far var død, og de havde ondt af hende. De syntes, det var synd for Kristina.
Kristina hadede det. Det var ikke synd for hende. Hun var ikke en taber, man skulle have ondt af, syntes hun. Derfor besluttede hun sig for, at fra nu af skulle ingen vide noget om hende og hendes liv, for hun skulle videre. Hun ville være en vinder, og vindere er det ikke synd for.
Man skal være stærk, hvis man skal være en rigtig god fodboldspiller, så Kristina begyndte til boksning i Kolding bokseklub. 1 meter og 60 cm høje Kristina trådte ind i bokseringen, da hun var 15 år. Hvis hendes modstandere troede, hun var en nem lille pige, tog de fejl. Kristina boksede for at vinde, og det med at give op fandtes ikke i hendes ordbog.
Foto: Mark Conlon
Ville prøve at løbe
– Når jeg boksede, kunne jeg ikke tænke på andet. Så var mit hoved tomt for tanker og følelser. Alt det derhjemme var væk. Jeg kæmpede, og jeg ville vinde, så enkelt var det, husker Kristina.
Hun flyttede hjemmefra som 16-årig. Der var så meget kaos i hjemmet, at hun ikke længere kunne være der. Hun fik et værelse, passede sin skole og sin træning og lærte at stå på egne ben på den hårde måde, for der var mange ting, hun ikke havde lært hjemmefra, men hun fulgte sin plan: Hun fortalte ingenting om sig selv og lagde samtidig mærke til alt, så hun kunne blive god og bedre og bedre, både til sin sport og til at leve et almindeligt liv.
Kristina tog studentereksamen, og efter et halvt år i Israel kom hun hjem og læste idræt og informationsvidenskab på universitetet. Hun fik et job som lærer på en idrætsefterskole og elskede det, og så kom hun til at melde sig til et Lillebælt Halvmaraton.
– Jeg ville prøve det, og så opdagede jeg, at jeg ikke kunne lide at løbe. Ikke første gang og heller ikke anden gang, men så ændrede det sig. Pludselig blev løb mit frirum, og jo hårdere det var, jo friere blev jeg i mit hoved til at planlægge, få nye idéer og til at være glad, bare glad, for løb giver mig ro, siger Kristina.
Siden har hun ikke set sig tilbage. Løbene bliver hårdere og hårdere, og Kristina presser sig selv til grænsen og også ud over den. For andre kan det se ud, som om hun ikke har en grænse, og hun har heller ikke selv fundet den endnu.
– Jeg vil være den bedste, og så må jeg presse mig selv. Man får ikke noget forærende. Det er ikke en mulighed at give op. Jeg giver aldrig op, siger hun.
Siden har Kristina løbet alt, hvad der stort set findes af løb. I 2016 løb hun 230 kilometer gennem Amazonas jungle. I 2018 slog hun verdensrekorden i at løbe til toppen af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro – en rask løbetur på 21,3 kilometer. Hun har deltaget i World Marathon Challenge, og i denne måned er hun med til Ice Ultra, der foregår i Nordsverige i is og stærk kulde. Hun har selvfølgelig også løbet Desert Ultra i Namibias ørken med op til 50 graders varme. Det er hårdt, og hun har været syg af udmattelse undervejs. Alligevel smiler hun det meste af tiden, når hun løber.
For mine søstres skyld
– Jeg elsker det. Jeg er rolig og fokuseret og får nye idéer. Når jeg bliver udmattet, og det bliver rigtig hårdt at fortsætte med at løbe, tænker jeg, at hvis jeg kan være i det her ét minut, kan jeg også være i det i to minutter, og sådan bliver jeg ved. Jeg tvinger mig selv til at være positiv. Jeg har været syg, jeg har været skadet, jeg har løbet, selv om min krop nægtede at flytte sig, men min vilje har gjort, at jeg er fortsat alligevel. Jeg fortæller mig selv, at jeg er heldig: ”Du er kun skadet, du er ikke død. Vær taknemmelig for, at du er med. Du kan, og du skal. Det er ikke en mulighed at give op”. Og så løber jeg videre, siger Kristina.
Der er altid læger og trænere med på de store løb, men ingen presser Kristina til at yde mere og mere. Det klarer hun selv. Hun vil mærke sin egen grænse, men indtil nu har hun ikke nået den. For udenforstående kan det måske være lidt skræmmende, men det er det ikke for Kristina.
Hun bliver ved med at løbe, så længe hun kan, men hun er 37 år, så kroppen holder ikke evigt. Derfor har hun også bygget sin forretning op ved siden af. Hun lever i dag af at arrangere løb for andre, samtidig med at hun holder foredrag, er coach og har egen forretning med ting og tøj til løbere.
Hendes to yngre søstre er flyttet ind hos hende, og hun løber også for deres skyld. Hun vil nemlig vise dem noget meget vigtigt:
– Jeg løber, fordi jeg kan, og for mine søstres skyld. De skal se, at det er lige meget, hvor man kommer fra, og hvad man kæmper med. Hvis man kæmper hårdt nok, er der altid en vej frem, siger Kristina.
Læs mere om Kristina på krixrun.dk.
