Kasper led af helbredsangst

14 dage før bogudgivelsen slog tanken ned i Kasper Birch. Havde han overhovedet lyst til at dele det? Det var personligt, måske endda en smule pinligt? Og nu stod det på skrift, så alle kunne læse hans tanker, da det stod allerværst til med ham.

Men løbet var sådan set kørt. Bogen var på vej, og han huskede sig selv på, hvorfor han i begyndelsen havde haft lyst til at skrive om det. Der var behov for at italesætte og belyse emnet. Det her var større end blot ”hans historie”.

– Responsen, der har været efter udgivelsen, har kun bekræftet mig i det. Fremmede har skrevet til mig, at bogen har gjort en forskel for dem, og at de er blevet berørt af den. De har opdaget, at de ikke er de eneste, der går rundt og bakser med en invaliderende angst for at være syg. Vel og mærke uden at fejle noget som helst, siger han.

For det er dét, 45-årige Kasper Birch fra Roskilde har følt. At han har været dødeligt syg, selv om talrige besøg hos læger, specialister, kirurger gang på gang har vist noget andet. Ærligt og åbent har han fortalt om det i sin nye bog, ”Jeg er syg, men fejler ikke noget”.

Det begyndte med en smerte i lysken i efteråret 2017. Kasper opsøgte lægen, der ikke fandt noget. Alligevel var Kasper ikke beroliget, og nye symptomer dukkede op. Hovedpine, en livlig refleks i det ene ben, synke- og synsbesvær fik ham til at insistere på henvisninger og flere undersøgelser af læger og kirurger, mens han inderst inde var overbevist om, at han allerede kendte diagnosen. Han havde ALS, og han var helt sikker, da han sank sammen i en stol foran sin kone en søndag formiddag og overbragte hende sin dødsdom.

– Jeg var ikke i tvivl. Jeg var dødeligt syg og ville ikke komme til at se mine to døtre vokse op. Jeg har aldrig været så bange, husker Kasper om den periode, der stadig står som et mareridt i erindringen.

Læs også: Ida hjælper andre med angst

Ustyrlige tanker

Hans kone, Charlotte, forsøgte at berolige ham og bad ham vente på resultaterne af den nerveledningsundersøgelse, der senere endegyldigt slog fast, at Kasper ikke havde ALS.

– Jeg troede virkelig, at jeg var ved at blive sindssyg. For hvordan kunne sådan en harmløs nervesitren på benet blive til en dødelig sygdom i mit hoved? Jeg havde slet ikke været i stand til at styre mine tanker. Jo mere jeg søgte efter symptomer på nettet, jo mere mærkede jeg i kroppen, og det hele blev forstærket, så det modbevis, jeg søgte efter, blev mere til en bekræftelse af, at jeg måtte være alvorligt syg, forklarer Kasper.

Charlotte opfordrede ham på et tidspunkt til at søge hjælp. Det blev til et enkelt besøg hos en psykolog, der betegnede ham som et klassisk tilfælde af helbredsangst.

– Jeg er aldrig blevet diagnosticeret, men det er blevet klart for mig, at jeg har en psykisk lidelse. Hypokondri vil nogle kalde det. Jeg foretrækker at kalde det helbredsangst, siger han og indrømmer, at han ikke selv kan sige sig fri for tidligere at have opfattet hypokondri som en latterlig og komisk tilstand, som kun meget nervøse og oversensitive kunstnertyper led af. I dag ved han, hvor umorsom og invaliderende helbredsangst kan være.

For de seneste år har han været igennem kikkertundersøgelser, MR-skanninger og fået taget et hav af blodprøver og biopsier, fordi han har troet, at han har haft kræft forskellige steder, sklerose eller ALS med få år tilbage at leve i. Han har udsat sig selv for utallige fysiske pinsler i form af et stort antal undersøgelser, der skulle give ham ro. Og som han tilføjer, er det ikke en fornøjelse at få halvanden meter kameraslange stoppet ned i halsen med gabet åbnet helt op af en bideskinne.

Læs også: Det giver mig ro i hovedet

Faderens død

Bagefter er skammen dukket op. Skam over at være optaget af indbildte symptomer, der har fået ham til at rende frem og tilbage på badeværelset og tjekke sig i spejlet eller spytte i vasken for at se, om der kom noget rødt med op. Skam over at være fraværende og i dystert humør derhjemme. Og skam over at have fået en masse undersøgelser af sundhedsvæsenet, som koster penge og tager tid fra de virkelig syge patienter.

Men han har også fundet ud af undervejs med bogskrivningen, at det måske er o.k., at han har den her angstlidelse, der dukker op en gang imellem. En angst, han ikke har haft hele livet, men som blev udløst efter hans fars død for syv år siden. Faderen fik konstateret uhelbredelig kræft og døde tre år efter diagnosen. Ud over at det var voldsomt og svært at se sin far blive dårligere og svagere, fik familien også at vide, at kræftsygdommen til dels var arvelig. Kasper og hans lillebror skulle jævnligt have taget blodprøver, og da Kasper et år senere fik taget den, viste den en forhøjet værdi, der kunne indikere, at han havde kræft.

Det chok, han fik, da lægen ringede og bad ham komme for at blive undersøgt nærmere, fik ham til at gennemleve alle de symptomer, hans far havde haft, og den opmærksom på symptomer fortsatte i årene efter, selv efter at kræft var blevet udelukket.

– Jeg mærkede efter og gik på nettet og søgte. Vi ved jo godt, at der er en udløbsdato på livet, men jeg forsøgte at foregribe en mulig besked fra lægen om, at jeg kun havde et-to år tilbage at leve i. For mig handler det om tabet af kontrol. At få beskeden om, at nu er der ikke noget at gøre. Den tanke kan gøre mig ekstremt bange, siger Kasper, der ikke har talt særlig højt om helbredsangst før nu.

Kun hans kone har været klar over det, selv om det langtfra er alle potentielle sygdomme, han har involveret hende i. Hun er helt modsat Kasper. Hun har aldrig haft snerten af angst eller særlige bekymringer, og det til trods for, at hun er født med en hjertefejl. Han har også været bevidst om ikke at overføre angsten til sine døtre på 10 og 14 år.

– Den yngste ligner Charlotte på det punkt, og den ældste ligner mig. Der er ikke noget latterligt over at være bekymret, og det prøver jeg at sige til min teenagedatter. Jeg fortæller hende, at vi åbenbart er lidt mere opmærksomme på omverdenen og grubler lidt mere over ting, der gør os bekymrede, end andre.

Læs også: Pia fik styr på angsten

Ikke helt helbredt

Det har været en god proces for Kasper at skrive bogen, og han har både fået en bedre forståelse og større bevidsthed om sin adfærd.

Han er ikke fuldstændig helbredt. Han kan stadig få et prik eller jag, der vækker angsten. Men i dag bliver han i tanken og træder et skridt tilbage. Han farer ikke hen og googler med det samme, men afventer og ser det an et par dage, og som regel er symptomerne forsvundet igen.

I bogen har Kasper talt med blandt andre psykolog med speciale i helbredsangst Ditte Hoffmann Frydendal fra Aarhus Universitet, og hun fortæller, at helbredsangsten ofte udvikles i perioder med stress og belastning. Hvis vi har for travlt i en periode, sover vi typisk dårligt, og måske får vi lidt ondt i maven eller hovedpine. Helt klassiske stresssymptomer, men har man helbredsangst og begynder at tænke hjernetumor eller sklerose, vedligeholder man typisk symptomerne, fordi man bliver bange og overopmærksom på kroppen. Det er samme mekanisme, der aktiveres for de fleste, når man hører om lus i børnehaven. Så begynder det straks at klø i hovedbunden.

Når Kasper ser tilbage, kan han genkende, at helbredsangsten ofte er blevet udløst i hans travleste perioder, hvor han ikke har følt, at han har kunnet styre og kontrollere både det, der foregik på jobbet og det derhjemme. Helbredsangsten fik ham til at miste følingen med sig selv, og han kom for langt væk fra den måde, han egentlig gerne vil leve sit liv og være til stede på.

– Jeg kom for langt væk fra dét, jeg gerne ville, og mistede evnen til at mærke, hvad der var godt for mig. Jeg øver mig i, at der er ting, jeg hverken kan eller skal kontrollere, og det gør mig mindre stresset, når jeg i dag vælger ting, jeg gerne selv vil. Jeg har uddannet mig til massør, er samarit og spiller og laver musik i fritiden, og så forsøger jeg i det omfang, det er muligt, kun at sige ja til de arbejdsopgaver, hvor jeg arbejder med folk, jeg kan lide. Det gør noget godt for helbredsangsten. Når det er sagt, er det også fint at være stresset og travl i kortere perioder, men der skal være plads til ro og at fordybe sig i nye, egne ting