Kære Puk
Jeg er bange for at miste min datter
Kim Hammelsvang: I Kerteminde går vi bevidst et skridt for langt
Tirsdag, 6. juli 2021
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Kerteminderevyen har slået sit navn fast som den politisk ukorrekte revy, der bevidst går lidt over stregen. Det handler vores snak med den fynske tornado Kim Hammelsvang en del om. Men vi får også et par beretninger om kiks og koks i kulissen samt et fint lille minde om to af revyscenens afdøde ikoner.
I revyverdenen er ”i stil med Kerteminderevyen” simpelthen blevet et begreb, der er synonymt med en ekstra fræk og frygtløs satire. Og Kim Hammelsvang er om nogen manden, der tegner profilen. Han står i år for 10. gang i spidsen for holdet.
– Vi er den frække dreng i klassen, og vi går helt bevidst ét skridt for langt. I takt med, at den politiske korrekthed har vundet frem, er det blevet et mål for os. Og jo mere man officielt ikke kan tillade sig at tage gas på, jo mere relevant bliver det faktisk at gøre det. Bare på de to år, der er gået, siden der sidst er blevet spillet revy i Danmark, er der sket en masse i forhold til, hvad man må og ikke må. Så vi har været meget spændt på at se, om vi stadig var på bølgelængde med publikum, siger 44-årige Kim.
Som eksempel fra årets forestilling nævner skuespilleren et nummer, der handler om satiretegninger med Kim i rollen som billedkunstlærer. Her konstaterer han, at man stort set har lov til at tegne hvad som helst. Og den kendsgerning bliver illustreret med tegninger, der indimellem er ganske grænseoverskridende og nok vil kunne sprede små gys i salen.
– Men så kommer den egentlige pointe. For som alle danskere ved, er der jo ting, man bestemt ikke kan tegne uden voldsomme konsekvenser. Det nummer er en typisk Kerteminde-ting, som ikke ville kunne gå i enhver revy. Men her er vores indstilling, at nogen jo skal sætte tingene på spidsen, fordi det er vigtigt. Og vores publikum er med på legen, siger Kim, der sammen med en anden erfaren spiller på Kerteminde-holdet, Farshad Kholghi, har et helt specielt samspil kørende.
– Der går ikke én aften, uden at vi kommer ud i at improvisere. Vi ved aldrig helt, hvilken vej det går. Men i kraft af samspillet når vi altid sikkert hjem igen.
Når publikum står af
Kim og Farshad stod blandt andet i 2016 bag et nummer, der i al sin politiske ukorrekthed lagde sig smukt ind i rækken af Kerteminde-klassikere. Rammen var den populære tv-quiz ”Hvem vil være millionær?” Men de to medvirkende var imamer fra Grimhøjmoskeen i Aarhus, der hyppigt sættes i forbindelse med ekstremistiske holdninger.
– Vi havde ikke lavet nummeret i ret lang tid, før vores kropssprog blev det samme. Vi kravlede tættere og tættere sammen, gled ind i hinandens rytme og blev nærmest et tohovedet dyr. Om det var den ene eller den anden, der sagde den sjove replik, betød ingenting, for det var en fælles præstation. Samtidig var sketchen et skoleeksempel på den gyldne regel om, at man som skuespiller altid er nødt til at forsvare den karakter, man spiller, uanset hvor dumt et svin vedkommende er. Der blev sagt mange uhyrlige ting fra scenen i det nummer. Men så meget vigtigere var det, at vi ikke var rendyrket onde i vores roller som imamer. At vi også var søde og fjantede og udstrålede en vis varme. Ellers ville publikum være stået af og hele joken være faldet til jorden.
Netop den situation har Kim faktisk prøvet at stå i. Et år havde han således et revynummer om lægen Søren Ventegodt, der havnede i retten på grund af nogle meget utraditionelle behandlingsmetoder, der var centreret om hans kvindelige patienters mest intime steder.
– Jeg havde faktisk en god tekst at arbejde med: På bedste eller værste lægevis jonglerede jeg rundt med latinske ord og begreber. Men det fungerede ikke, for publikum kunne ikke lide mig. Af samme grund syntes de heller ikke, nummeret var sjovt. Og når man så at sige bliver uvenner med publikum, hjælper det ikke at rette til hist og pist og pudse sin stil af i kanterne. Efter to uger valgte vi at droppe nummeret. Havde det været i dag, ville jeg ikke have tøvet med at skrotte det med det samme.
Politik med fransk accent
Det er langt lettere at redde situationen, når skuespillerne kommer til at lave fejl og bommerter på scenen. Ofte vil de kunne improvisere sig ud af det. Og selv, hvis bommerten er åbenlys for enhver i salen, vil publikum som regel omfavne situationen med et grin. Vi er jo alle kun mennesker. Og vi er i byen for at have det sjovt!
– Et år havde jeg ekstra mange tekster at holde styr på, og revyen havde haft en hektisk fødsel. Vi var endda ude i at putte helt nyt og aktuelt materiale ind i showet om eftermiddagen og servere det for publikum samme aften. Det hele resulterede i, at jeg en aften kom ind på scenen klædt ud som politikeren Bjarne Corydon, men talte som prins Henrik. Og ikke nok med det: Da jeg kiggede ned ad mig selv, gik det op for mig, at jeg ingen sko havde på fødderne. Det manglende fodtøj blev dog min redning og min vej ud af et kortsluttet nummer. For jeg meddelte simpelthen med min prins Henrik-accent, at jeg nu ville gå ud og tage sko på. Og så smuttede jeg ud i kulissen og kunne starte på en frisk.
Alle skuespillere har oplevet, at trangen til at grine er kommet over dem på scenen i en sammenhæng, hvor det på ingen måde hørte hjemme. Og Kim er ingen undtagelse fra reglen:
– Jeg er en frygtelig grinebider. Og på magisk vis bliver situationen altid sjovere, når man for enhver pris skal undgå at grine, fortæller han.
Fynsk er altid fint
Og faren lurede konstant, da han i sensommeren 2020 lavede en kabaret med titlen ”I den nordiske sommernat” sammen med Betty Glosted.
– Vi grinede dagligt. Men en aften var vi knap kommet ind på scenen, før vi kiggede på hinanden, og så kunne ingen af hos holde latteren tilbage. Det kunne på ingen måde skjules og gik ingens opmærksomhed forbi. Og publikum grinede da også kort og godt bare med. Nogle forestillinger kan bære, at man kører ud ad sådan en tangent, og det her var én af dem.
– Betty og jeg har spillet sammen mange gange og kender også hinanden privat. Og så er vi begge fra Fyn og har det med at slå over i fynsk i tide og utide. Den fynske dialekt har en særlig glæde og naivitet over sig og kan bruges til mange ting. Også på scenen, hvis rammen tillader, at man improviserer lidt. Når man bevæger sig i den komiske genre, er det i øvrigt et stensikkert hit at skrue en fynsk dialekt på. Det kan sammenlignes med at iføre sig et par briller eller en paryk.
Læs her om den slagfærdige revystjerne Hanne Hedelund.
Vi slutter vores snak på en lidt vemodig tone. Kollegaen Steen Springborgs død for nylig har nemlig fået glemte minder til at dukke frem i Kims bevidsthed:
– Steen og jeg delte garderobe på Det Ny Teater i fire år, så vi lærte hinanden godt at kende. Han havde stor erfaring med blandt andet revy og har gennem tiden lært mig meget om revy og komisk timing. Via ham lærte jeg også Jesper Klein at kende, og de syntes begge, at jeg lignede Agatha Christie-helten Hercule Poirot. På den baggrund begyndte Jesper at skrive en revytekst specielt til mig, og da Jesper gik bort, skrev Steen videre på den. Nummeret skulle have været med i revyen i 2013, men udgik aftenen før premieren på grund af pladsmangel. Det er mit mål at skrive nummeret om, så det kan bruges nu. Det ville være en smuk hilsen til dem begge, siger Kim Hammelsvang.
