Det uforudsete er sjovt - når det er overstået!

Fredag, 4. juli 2014

af Johan Isbrand, foto: Niels S. Andersen

Dragsholmrevyens kapelmester Mads Strandgaard lukker op for posen med teaterminder af den slags, der er sjovere at se tilbage på, end de var at opleve

Mads Strandgaard er til daglig underviser og souschef på Hillerød Musikskole, hvor han også har arrangeret sommervarietéer

Kapelmesteren er en vital del af enhver revy. Men Mads Strandgaard, 41, som i år samler de musikalske tråde i Dragsholmrevyen, indrømmer gerne, at han tilhører et overset folkefærd, der som oftest står lidt i skyggen af skuespillerne:

- Som min kollega Lars Fjeldmose plejer at sige: Hvis vi ikke er nævnt i anmeldelserne, er det et fingerpeg om, at vi har gjort det godt, smiler Mads, der i en lang række forestillinger har været samme Fjeldmoses afløser og kort sagt lært sig den pågældende forestilling udenad med det formål at kunne træde til, hvis kapelmesteren af en eller anden grund måtte springe fra.

Læs vores festlige artikel om Lars Fjeldmose her

Afbrød lydanlægget

Og netop sådan gik det til, at Mads havnede i Bornholmerrevyen midt i sæson i 2000 og dermed fik sin revydåb. Overtagelsesforretningen var dog ikke uden problemer:

- Der var tradition for, at Lars ved forestillingens start skulle dukke op i orkestergraven via en lem i gulvet. Som en trold, der kommer op af en æske. Man havde dog ikke taget højde for, at jeg med mine 193 centimeter i højden er en hel del større end Lars. Jeg havde simpelthen for lidt plads at gøre med. Og den første aften, jeg skulle kopiere hans traditionsrige stunt, hang mit kostume fast i nogle af ledningerne til lydanlægget, som jeg i farten kom til at trække ud.

Haltende genkomst

Efter nogle års pause, hvor han lavede andre ting, vendte Mads i 2008 tilbage til klippeøen og var kapelmester der i fem år i træk. Det første år fik han imidlertid endnu en gang en lidt uheldsramt entré.

- Alt var ellers klappet og klart, men om eftermiddagen inden premieren spillede jeg fodbold med min søn - og forstuvede min fod. Det lykkedes at skjule forbindingen nogenlunde i mit pæne, sorte tøj, men det så ikke normalt ud, da jeg humpede hen over scenen foran en sal fuld af forventningsfulde tilskuere.

Få et godt, gammeldags husråd mod forstuvninger her

Hvem tager kaninen?

- De situationer, vi griner ad bagefter, er i det hele taget altid nogle, hvor der sker noget uforudset, og man er nødt til at reagere hurtigt. På et tidspunkt lavede jeg for eksempel nogle nytårskoncerter på Holbæk Teater sammen med blandt andre Susanne Breuning. I showet indgik der en sketch, hvor en tryllekunstner skulle trække en kanin op af sin hat. Under prøverne havde vi dog ikke dyret med. Når vi nåede til det sted i sketchen, var der derfor slet og ret underforstået, at "nu kom det der med kaninen og hatten."

- Da vi omsider sad foran et publikum, og den levende kanin dukkede frem af hatten, var der ingen, der havde tænkt på, hvor vi skulle gøre af den. Men pianisten kan man jo altid læsse ting af på, så pludselig sad jeg med en temmelig stor, hvid kanin i skødet. Jeg kunne ikke spille videre, så jeg måtte pænt bukke, løbe ud i kulissen og råbe på regissøren, så han kunne overtage rollen som dyrepasser, husker Mads.

Mød bjørnen og kaninen - et sødt, hæklet par - og få hækleopskriften her

Tarzan gjorde indtryk

- Noget af det herlige ved at spille sommerrevy er, at man kan tage familien med og kombinere arbejde og ferie. Så holder man sommerferie om dagen og spiller revy om aftenen. Og de sidste fem år på Bornholm har jo været en væsentlig del af familiens og ikke mindst børnenes liv, fortæller Mads, der har børnene Marta, Albert og Aksel på 13, 11 og 7 med sin hustru, operasangerinden Marie Bo.

- Børn er jo helt vilde med revy. Især de mere fysiske numre. I 2011 var skuespilleren Kristian Holm Joensen med på holdet i Rønne og optrådte blandt andet som Tarzan med en syv meter lang tissemand. Hvilket gav inspiration til en tegning, som Aksel efter sommerferien lavede i sin børnehave. Og som han forklarede pædagogerne, da de spurgte, hvad værket forestillede: "Det er en syv meter lang tissemand. Og min far spillede klaver til!"

- Se, det er jo den slags, der kan give enhver koldsved på panden i disse pædofilitider. Men personalet havde heldigvis forstået sagens sammenhæng helt, som den skulle forstås, og havde endda skrevet "Bornholmerrevyen" neden under tegningen. Jeg kunne dog ikke dy mig for at tage lidt gas på Kristian: Samme aften ringede jeg til ham med den besked, at jeg befandt mig på politistationen. Og at han hellere måtte komme forbi og bekræfte over for politiet, at den altså var god nok med det Tarzan-nummer, siger Mads Strandgaard med et grin.