Lærke Elsborg er 11 år, og hun har diabetes 1. Det er en diagnose, som betyder, at der er mange ting at tage hensyn til i en familie. Og en diagnose, som kan gøre både børn og forældre nervøse og bange.
Lærke ved, at der er risiko for, at hendes blodsukker kan falde drastisk i løbet af natten, og hun er bange for, at hun ikke slår øjnene op, når nat igen bliver til morgen.
– Jeg græd en del i starten, når jeg lå i sengen, for jeg var virkelig bange for at dø. Jeg vidste godt nok ikke særlig meget om sygdommen, men ud fra mine forældres reaktioner så virkede det ret alvorlig, fortæller 11-årige Lærke Elsborg.
Karina og Jørgen havde den familie, de drømte om. De havde tre sunde børn, og huset på landet dannede rammen om det hyggelige familieliv. Men da Lærke var omkring 7 fik hun konstateret og diabetes 1.
Læs også om, hvordan du som diabetiker får styr på din kost
Diabetes gav andre vaner
– Min første tanke var, at jeg havde gjort noget galt. Havde jeg måske spist for meget sukker under graviditeten eller bare for usund mad? Så jeg var meget selvbebrejdende i starten, for jeg anede ikke, at der var to slags diabetes, og at diabetes 1 ikke kan forklares, fortæller Lærkes mor, Karina Elsborg.
Med den nye diagnose begyndte familien at ændre vaner, og før de fandt ud af, hvad det rigtig gik ud på, lagde de deres livsstil om. Selv om familien altid havde spist sundt, så var det nu med færre kulhydrater såsom ris, pasta og kartofler, og Lærkes mad blev vejet og registreret.
– Vi var ret fanatiske i starten, men vi var meget usikre på, hvad der var rigtigt og forkert, så vi satte alle sejl til, så man ikke kunne sætte en finger på noget. Måske jeg stadig ikke havde lagt min dårlige samvittighed fra mig. Jeg troede jo, at grunden til, at Lærke havde fået diabetes, var på grund af noget, jeg havde gjort.
Men med hjælp fra diabetesforeningen og lægerne begyndte familien at få et mere nuanceret billede af, hvad type 1-diabetes betød.
Læs også om Lukas, som har en diabetes alarm-hund
Skulle stikke sig
Hver gang Lærke spiste noget, skulle det registreres, og hun skulle stikke sig selv med en sprøjte med insulin.
Til trods for, at det var en stor omvæltning for familien, så skulle Lærke stadig i skole og havde flere fritidsaktiviteter.
– Jeg havde jo ikke lyst til at være anderledes, fortæller Lærke, der med en diagnose, hvor folk fejlagtigt ofte tænker på diabetes 2, også kaldet gammelmandssukkersyge, ofte blev mødt med spørgsmålet ”må du godt få det her?” Men Lærke må få det meste, og samtidig med at hun skulle vænne sig til insulin og registrering af sin mad, så skulle hun også fortælle omverdenen om sin diagnose, og hvad den betød.
– Nogle gange havde jeg bare lyst til at råbe, at jeg måtte spise alt. Men jeg vidste jo godt, at de spurgte af god mening. Men når man havde fået spørgsmålet 100 gange, så blev man lidt irriteret.
Når Lærke går i seng om aftenen, slutter dagen ikke for hendes forældre. De skiftes til at stå op om natten og tjekke, om Lærkes blodsukker ligger på det rette niveau.
– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er udmattende. Det er det. I starten kunne vi bruge en masse energi på at tænke, hvorfor det havde ramt os, men vi ved også, at det kan vi ikke bruge til noget. Så med tiden er vi blevet bedre til at indstille os på, at det er vores liv, og så få det bedste ud af det.
