Thea og Margrethe Puggaard Strand kaldte deres datter for Gro – for selv om hun var næsten fuldbåren, var hun til den lille side.
– Bagefter tænkte vi, at vi skulle have kaldt hende Liv i stedet, siger Margrethe med et skævt, lille smil om deres lille datter, der blev født med en hjertefejl.
Læs også: Jonathan blev født med en hjertefejl
Hjertefejl kostede hende livet
Vi sidder på slagbænken i Thea og Margrethes hus i Ry, og foran os ligger en smuk mindebog med billeder fra det korte liv, der blev Gros. Ovre i det lyse hjørne af stuen står hun – i en enkel, hvid urne.
– Marius ved godt, at han ikke skal spille bold derovre, siger Margrethe om sin 9-årige søn, der skulle have været storebror til en sprællevende baby i maj i fjor. I stedet skete det, der ikke burde ske – Gro blev født med et alt for stort hjerte med alt for lidt pumpekraft.
Kun 27 timer efter at hun blev hentet ud af Theas mave, døde hun uden nogensinde at have åbnet øjnene. Og da var det oven i købet blevet Marius’ fødselsdag.
Noget af en mavepuster for en dreng, der havde glædet sig længe – både til lillesøster, gaver og gæster. Da dagen var omme, havde han fået den telefon, han havde ønsket sig længe. Men Gro kom han aldrig til at holde.
– Midt i alt det her var det meget vigtigt for os, hvordan vi fik Marius igennem det på den bedste måde, siger Margrethe, 30.
Læs også: Enya er vores lille mirakel
Kun få chancer
Hun og Thea mødte hinanden på dating-appen Tinder for tre år siden, og fra den dag, hvor de mødtes ude i virkelighedens verden, har de været ”ret meget par”, som de siger.
– Inden der var gået fem måneder, var vi flyttet sammen og havde fået hund. Og efter et år var vi klar til at få et barn sammen, siger Thea, 33. Hun blev gravid i femte forsøg – og i tillæg også morgenkvalm og heldagstræt.
– Men det gik jo over, og vi var mega glade og forventningsfulde, siger hun.
Glæden splintredes, da en jordemor under en scanning fire uger før termin pludselig sagde ”hov” og sammen med lægerne sendte dem videre til Skejby. For deres lille pige havde en hjertefejl, der ikke ville give hende mange chancer for overlevelse.
– De sagde, at der var 33 procents risiko for, at hun ville dø under fødslen, 33 procents risiko for, at hun ville dø meget hurtigt efter fødslen, og 33 procents chance for, at de ville kunne fikse hende med en transplantation senere.
– Vi fik at vide, at vi ikke skulle miste modet, men heller ikke have for store forhåbninger, siger Thea om den helt ubærlige situation, de pludselig stod i.
Goddag og farvel
På en majdag uden solskin stod et helt batteri af hjerte- og børnelæger klar til at tage imod Gro og prøve at give hende den bedst mulige start på livet. For ikke at belaste hendes krop unødigt blev hun forløst ved kejsersnit, men hun fik hjertestop og blev løbet ud i akutrummet.
– Så snart hun var stabil, fik jeg lov at have en hånd på hende hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan personalet gjorde det, men det lykkedes dem at arbejde uden om mig, siger Margrethe.
Ae, skifte ble, synge godnatsang
Men ret hurtigt stod det klart, at det var en afsked, der ventede lige om hjørnet.
– Skulle det absolut være, skulle det helst ikke være dagen efter, hvor det var Marius’ fødselsdag. Men sådan blev det så alligevel, siger Margrethe.
27 timer fik de. 27 timer til at lære deres baby at kende og gøre alt det, som andre forældre har en hel barndom til. Ae, nusse, kysse, knuge, skifte ble, synge godnatsange, vugge hende i armene. Nyde, sanse og huske. Midt imellem slanger og maskiner.
Meget åbne
Hun og Margrethe sad skiftevis med Gro i de sidste minutter – og var glade for, at de fik den stund. Var hjertefejlen ikke blevet opdaget ved scanningen, var Gro formentlig død under fødslen, og de ville aldrig have nået at møde deres datter levende.
– Man kan godt spørge, hvorfor man skal knytte sig så meget til et barn, som man alligevel skal miste, men det er for at gøre det nemmere for både os selv, familien og vennerne bagefter at forstå, hvad det er, vi har mistet, siger Margrethe.
Familien nåede at møde Gro
Deres familier stod på spring, og flere nåede at møde Gro, mens hun levede. Og rigtig mange så hende i de fem dage mellem dødsfaldet og obduktionen. I mindebogen er der blandt andet et gribende billede af Gro i skødet på en af sine oldemødre.
– Vi boede hjemme i de fem dage, men havde stadig en stue på hospitalet, og vi tog hver dag ud til Gro. Hun blev taget fra fryseskabet og over i en vugge, hvor der var is i bunden, og vi kunne tage hende op og sidde med hende. Alle syntes, at det var vildt underligt, og det var det også. Men vi gjorde det alligevel, og det var godt.
– Vi kunne også have valgt at tage hende med hjem, men det syntes vi alligevel, var for mærkeligt. Skulle man så lægge hende i en kravlegård derhjemme? Og skulle hun sidde i autostol på vej hjem? Andre vil måske kunne finde trøst i at tage barnet med hjem, men det var for syret for os, siger Margrethe.
Hun er psykologstuderende, Thea er lærer på Silkeborg Højskole, og de vidste begge to, at sorgprocessen er vigtig, men de er alligevel personalet på Skejby dybt taknemlige for at vejlede dem så godt i en livssituation, som de heldigvis aldrig har været i før og aldrig håber at komme igen.
Læs også: June er født med en hjertefejl
Bliver storebror til juli
Til juli håber de at kunne gøre Marius til storebror. For Margrethes mave buler ud, og de skal have fundet et drengenavn, der passer godt sammen med Marius.
– Margrethe blev gravid i første forsøg, men vi synes nu også, at universet skylder os. Når man mister et barn, går det op for en, at ting virkelig kan gå galt. Det er lidt nemmere at tro på, at tilværelsen også vil os det godt nu, siger Margrethe.
