Den lille by, Thorøhuse på Fyn, ligger smukt placeret ved vandet. Her bor Lise Arnecke, 74 år, der er en af de flittige brugere af byens strand. Ofte tager hun en tur langs vandkanten eller langs stien lidt længere oppe. Hun kan også finde på at tage et hvil på bænken, som hun kalder Viggos bænk.
Populære artikler på familiejournal.dk
 |
Hørt fra børn |
 |
Opskrift på chokoladekage til fødselsdag |
 |
Sødt ophæng med ugler til barnevogn |
Viggo er Lises mand, der for 20 år siden fik konstateret Parkinsons sygdom og i dag bor på plejehjem fem kilometer fra parrets hjem. Sammen har de gået mange ture på stranden, siden de flyttede til byen for 10 år siden, og bænken blev lavet på initiativ af Thorøhuse Bylaug, da Viggo fik sværere ved at bevæge sig.
Bed om hjælp
- Vi har haft et godt liv sammen, og det har været både spændende og en opgave for mig at tage mig af Viggo. Men du skal ikke vente så længe med at bede om hjælp, som jeg har gjort. Du skal ikke slide dig selv ned. Når du først har fået stresssymptomer, skal du stoppe op, fortæller Lise.
LÆS OGSÅ: Ville redde sin alkoholiserede mand
På Viggos 60-års fødselsdag holdt de fest med børn og børnebørn, taler og sange. Men mens Viggo sad for bordenden i alles fokus, betragtede Lise ham og blev bekymret, da hun hverken kunne se tegn på begejstring eller glæde i hans ansigt.
Dagen efter var de hos lægen, og der fik de at vide, at Viggo formentlig led af hjernesygdommen Parkinsons syge, og de skulle køre direkte til neurologen. Neurologen bekræftede lægens mistanke, og Lise husker stadig, hvordan hendes verden gik i sort, da de fik nyheden.
"Viggo har kæmpet"
- Jeg blev så deprimeret, men Viggo forsikrede mig om, at jeg ikke skulle være bekymret, for det skulle han nok klare... Og det har han gjort. Han har kæmpet og kæmpet og stillet sin krop til rådighed for forsøg med nye midler, lyder det fra Lise, som fortæller, at diagnosen gjorde, at de tog deres liv op til revision. Skulle de sælge huset? Skulle de rejse jorden rundt, inden det var for sent?
Men de startede med at køre hjem, spise en flødekage og tage en snak om deres nye liv.
Lise vidste lige fra begyndelsen, at hun havde behov for at snakke med andre pårørende. Men i 1994 fandtes der ikke pårørendegrupper. Derfor kontaktede Lise Parkinsonforeningen for at få en liste over medlemmer med ægtefæller, som boede nær Snekkersten, hvor de boede dengang. Lise samlede i alt 16 andre pårørende, og de mødtes i parrets hjem.
Væk med skyldfølelsen
- I gruppen kunne vi dele alt - efter vi havde lært hinanden at kende. Hvis jeg var kommet til at snerre af min mand, hvis han havde været for langsom, eller jeg havde været oppe om natten for sjette gang for at hjælpe ham på toilettet, så kunne jeg godt komme til at vrisse. Og få den mest forfærdelige skyldfølelse bagefter. I gruppen kunne vi tale om de ting, vi gik og var kede af.
Selv om Lises mand var stærk og tog sygdommen med oprejst pande, blev hans Parkinson mere alvorlig, som årene gik. Og Lise ville klare alt selv.
LÆS OGSÅ: Reddet af sin kæreste, da hjertet stoppede.
- Vi fik derefter hjemmehjælp flere gange om dagen. De kom simpelthen svævende ind gennem døren som engle, forklarer hun.
Men sidste år kom dagen, hvor de tog beslutningen om plejehjemmet, for Lise var til sidst blevet fange i sit eget hjem. Hun turde ikke længere forlade Viggo.
Selv om drømmehuset, som de flyttede ind i for 10 år siden, nu føles tomt, og at det endnu ikke er blevet hverdag, minder Lise sig selv om, at der stadig er glæder og lyspunkter i livet, for eksempel hendes store familie med børn og børnebørn. De positive tanker giver hun plads, når hun tager en tur langs vandkanten på stranden. Hun er stadig ikke kommet helt af med sin stress, men hun er klar til at kaste sig ud i livet igen.
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.
