Liv og lykke i Lenes paradis

Da Lene Andersen som 28-årig var færdiguddannet pædagog, troede hun aldrig, at hun skulle arbejde med handicappede. - Jeg skulle tværtimod løbe og spille fodbold med en masse unger, fortæller Lene. Men som tiden gik, fik hun set alt for mange triste skæbner, hvor børn bliver fjernet fra forældrene. For udfordringens skyld søgte Lene en stilling på et opholdssted med multihandicappede.
- Det var virkelig et kulturskift, og jeg var fuldstændig målløs over den glæde, disse mennesker formåede at vise.

Vi har alle evner
De gode oplevelser i handicapmiljøet gav Lene inspiration til et projekt under et efteruddannelsesforløb. Hun ville simpelt hen skabe et sted på sin hjemegn på Nordfyn, hvor der var plads og rum til at være, som man nu engang er, når man er handicappet.
- Jeg udarbejdede en projektbeskrivelse, som jeg efter en del benarbejde fik godkendt hos flere kommuner. Og så købte jeg stedet her i år 2000: en firlænget gård med hul i taget og 36 tønder land. Lenes ide gik ud på at ansætte handicappede mennesker i stedet for at "placere" dem i et beskyttet værksted.
- Min erfaring har lært mig, at vi alle har evner i en eller anden retning. Og jeg ved i hjertet, hvor vigtigt det er, at der er brug for en, siger Lene.

Følger sit hjerte
- Ret hurtigt kom jeg op på ti ansatte, og inden vi så os om, var vi i gang med at dyrke alskens grøntsager. Mange af de ansatte drømte om at arbejde med dyr, hvorfor Lene anskaffede gæs, geder, høns og ænder af forskellig slags. Man behøver ikke have nogen specielle færdigheder, og hver eneste dag kører Rosengårdens lille bus til Odense Banegårdscenter og henter medarbejdere. Lene selv synes ikke, hun gør nogen god gerning.

- Jeg gør bare det, mit hjerte byder mig. Og så kan jeg ikke lade være med at få ideer. Bare jeg kan stå op hver morgen med en god mavefornemmelse og så blive mødt af en masse glade, søde mennesker. Hvad kan jeg så forlange mere?

Af Mary Steengaard