Lone elsker Grønland: Hun blev lærer ved verdens ende

Torsdag, 31. august 2017
af Helle Lyngbo. Foto: Søren Lamberth
Fra Gedser til Grønland: Lone har boet mange år i Gedser, 
som mange kalder Udkantsdanmark. Men det er slet ingenting mod hendes adresse de seneste fem år.
Lone Rita Abildgaard er lærer på Grønland

I alle Lones år som folkeskolelærer har hun elsket at trække verdenskortet ned og sætte pegepinden på fjerne destinationer. Hun fortalte hellere end gerne eleverne om isbjerge og palmelunde, men sandheden var, at hun aldrig selv havde sat sin fod uden for det europæiske kontinent.
Så da hendes 60-års fødselsdag var i sigte, indså Lone, at hun hellere måtte pakke pegepind og penalhus sammen, hvis hun skulle gøre alvor af sin drøm om at blive lærer et sted, hvor duften af leverpostej ikke hang tykt i luften.

Se galleriet: Derfor elsker vi Grønland

Grønlands yderpunkter

Og det lykkedes. I de klasselokaler, hvor Lone nu huserer, foretrækkes hvalspæk og tørret fisk frem for slatne rugbrødsmadder.
For fem år siden blev Lone lærer i Ittoqqortoormiit, og tre år efter rykkede hun yderligere 1.600 kilometer mod nord til Grønlands nordligste bygd, Siorapaluk. Siden august i år har hun haft hjemme i Sermiligaaq.
For dem, der ikke har haft Lone som geografilærer, kan vi fortælle, at Ittoqqortoormiit er en af verdens mest isolerede byer med rundt regnet 850 kilometer sydpå til nærmeste by, Tasilaq.
– I realiteten er Ittoqqortoormiit mere isoleret end Siorapaluk. Her havde vi trods alt kun en kort helikoptertur til Qaanaaq, som er den by, Thuleboerne blev flyttet til, siger Lone.
Hendes tredje og nye grønlandske skole ligger i Sermiligaaq, der er den nordligste af Tasiilaqs bygder.

Grønlandske Belinda har kræft: - Jeg elsker at leve

Fem børn

Men hvordan i alverden får man den skøre idé at rykke sin tilværelse op med rode – i en alder af 59 år, med fem børn, tre børnebørn og et fjerde på vej? Hvordan forestiller man sig at skulle finde sig til rette i bygder, hvor isbjørne er de eneste regelmæssige gæster, hvor løg er den grøntsag, man kan få, og hvor internettet er lige så stabilt som det danske sommervejr?
– Jeg ville bare ikke være arbejdsløs, siger Lone ærligt. Året før hun rejste til Grønland, underviste hun danske børn i Malmø og boede i en etværelses.
– Jeg fik løn som en flaskedreng i Netto, og jeg kunne ikke besøge min yngste datter, der gik i 3. g i Danmark, ret tit.
– Jeg var næsten grædende over min egen beslutning, men jeg stod ved den. Min søn sagde trøstende, at jeg jo heller ikke kunne vide, om han eller nogen af hans søskende slog sig ned i Singapore.
”Og vi har jo hinanden alligevel,” lød det fra ham, og det har vi. Vi er meget tæt forbundne i familien, siger Lone, der siden da har været hjemme to gange om året – til sommer og til jul.
– Her prioriterer alle, at vi kan være sammen, siger Lone, der er født og opvokset i København, men har boet en stor del af sit voksenliv i Gedser.

Læs også: - I Grønland er jeg lille på den gode måde

Vi venter på skib

Ittoqqortoormiit tog godt imod Lone. Men fra første færd lærte hun, at tålmodighed er en nødvendighed i en by, hvor alt kan gå i stå, fordi ”vi venter på skib”.
– Da jeg kom, var der kun danskvand på butikshylden. Men når så forsyningsskibet endelig kommer, er der fest. Jeg så en bedstefar komme gående med barnebarnet i strutskørt – for nu var der endelig sodavand og chips i butikken, griner Lone.
Skolen i Ittoqqortoormiit havde dengang 90 elever, og Lone fik en 4. klasse med syv elever. Den var der ingen af de andre lærere, der stod i kø for at tage, men Lone kom til at holde meget af klassen.
– Mange af eleverne har udfordringer, og i starten var det svært bare at få dem til at komme, når klokken ringede. Mit mål var at give dem lyst til at lære mere, siger Lone.
For to somre siden rykkede Lone så til Siorapaluk, hvor hun blev skoleleder for en hel skole – med ni elever! Her var hun en del af et lillebitte samfund med kun 50 indbyggere, og fra august i år har hun været leder af skolen i Sermiligaaq med 45 elever og seks ansatte.
Kulden, isolationen og nøjsomheden er et vilkår, og den slags kan ikke slå hende ud.
– Men jeg kan blive helt sprød i det, hvis der sker noget med mine børn.

Læs også: Vi føler os velkomne i Nuuk

Lone er lige blevet 64 år og har ingen planer om at gå på pension. Men når det engang sker, skal hun tilbage til Danmark – og så skal landet med de lyse bøgeskove bruges som trinbræt for at udforske resten af verdenskortet.
– Heldigvis vil mine børn og mine venner gerne rejse med mig, siger Lone forventningsfuldt.