Hun kommer slentrende langsomt ned ad gangen mellem stolerækkerne på øverste dæk af Molslinjens færge. Hendes lange, glatte hår svinger blødt for hvert skridt, og de veldrejede hofter vugger lidt fra side til side, mens hun smilende sætter det ene lange ben foran det andet. Tøjet sidder, som det skal, og nederdelen har en længde, der afslører, at hun er stolt af at vise sine flotte ben frem.
Det er der en god grund til, for især hendes ene ben er af en kaliber, man ikke lige får fornøjelsen af at beundre hver dag – for det er kunstigt og prydet med et guldcover med smukke, udskårne ornamenter.
Maria Julie Lassen, 25 år, tager da også venligt imod Familie Journals henvendelse på færgesædet, og mens færgen fortsætter sin vej mod den jyske hovedstad, aftaler vi at mødes hos Marias mor i Holbæk nogle dage senere, hvor hun glad og gerne vil fortælle om, hvordan det er at vokse op og leve med kun ét ben, og hvordan hun har fået så meget selvtillid, at hun i stedet for at skjule tilstanden har valgt stolt at vise den frem for omverdenen.
Læs også: Signe er 17 år og ejer en balletskole
Ville alt selv
– Jeg fik min første protese som 1-årig, og det var min mor, som kunne se på mig, at jeg bare ville op at gå, fortæller Maria, som er fitnesstræner og tidligere elitesvømmer og nærmest fra fødslen har sat en ære i at klare sig selv.
– Min mor og jeg måtte til Aarhus for at finde en bandagist, der kunne lave så lille en protese, tilføjer hun.
Hendes mor, Hanne, husker tydeligt, hvor ivrig hendes lille datter var, og hvordan hun selv måtte overbevise omverdenen om, at Maria var lige så rustet til livet som alle andre børn
– Da Maria skulle starte i vuggestue, spurgte personalet mig, om jeg ikke mente, hun hellere skulle på en institution.
Det gjorde mig temmelig gal, og de måtte da også sande, at Maria klarede sig lige så godt som sine jævnaldrende. Hun var meget hurtig til at lære at gå, og løbehjulet kom også hurtigt på banen, fortæller Hanne. Hun er tidligere frisør og har altid været alene med Maria og hendes to større søskende.
Får rørt sig
Da Maria startede i skole, blev hun trods sit manglende ben aldrig mobbet.
– Der var lige en enkelt lidt større fyr i 1. klasse, som drillede mig, og så kom jeg til at sparke ham lige mellem benene med mit metalben, og siden var der ingen, der drillede mig.
I løbet af skoletiden kom Maria flere gange på handicaplejr.
– Der fik jeg mange venner og min første kæreste. Jeg har også altid sørget for at holde mig i god form. Blandt andet gik jeg til svømning, fra jeg var 10 år, til jeg blev 16 år, og blev elitesvømmer, og jeg opnåede at vinde DM, slå seks Danmarksrekorder og én Europa-rekord. Men jeg mistede motivationen, for dengang var der slet ingen opmærksomhed omkring handicapsvømning, så ingen opdagede i virkeligheden mine fine resultater.
Efter studentereksamen og HGS' kontorgrundforløb fik Maria arbejde i et fitnesscenter.
– Dér arbejder jeg stadig, og jeg træner også selv dagligt.
Læs også: Mor og datter tabte sig over 100 kilo tilsammen
Rørende oplevelser
At vise sit kunstige ben frem som den største selvfølge giver Maria mange sjove og rørende oplevelser.
– En mor kom for eksempel hen til mig en dag og spurgte, om hun lige måtte hente sin søn ude i bilen. Hun kom ind med ham, og han havde fået fjernet det ene ben, så hans mor ville gerne vise ham, hvordan jeg rendte rundt og klarede mig fuldstændig som alle andre. Han og jeg fik en snak, og han fortalte, at nu glædede han sig meget, til han blev gammel nok til at få en robotfod magen til den, som jeg har.
I det hele taget er det ofte børnene, der taler lige ud af posen til og om Maria.
– En dag, hvor jeg havde lange bukser på, hvilket sker sjældent, hørte jeg en pige sige til sin mor: "Øv, mor, man kan ikke se hendes ben i dag."
Læs også: Heidi er målmandstræner på et professionelt herrehold: Målet er ingen mål i vores mål
Humor hjælper
Det var på jobbet, Maria mødte sin nuværende kæreste, Steffen.
– Han trænede temmelig seriøst, og en dag faldt vi i snak. Vi begyndte at træne sammen og var supergodt på bølgelængde. Vi havde en date i svømmehallen, hvor jeg morede mig med at give ham baghjul, og han havde et fuldstændig afslappet forhold til at skulle hjælpe mig op af vandet bagefter.
Kort tid efter romancens start kom Steffen til skade.
– Pudsigt nok blev hans ene ben virkelig skadet, og han endte med at ligge på sygehuset et halvt år, så det var ligesom vores lakmusprøve. På et tidspunkt talte lægerne om amputation, og vi morede os en del over, at vi så kunne komme arm i arm på tilsammen to ben.
Humor er i det hele taget en stor del af parrets karakteregenskaber.
– Man kan altid grine ad tingene, og det hjælper som regel. Vi er ret grove i vores retorik, og jeg tror faktisk ikke, du kan sige noget, der vil kunne såre mig.
Brev til Puk Elgård: Hun griner, hver gang hun har sagt noget
Vil være forbillede
En enkelt gang, hvor Maria og Steffen besøgte Hansapark i Tyskland, følte hun sig dog ubehageligt til mode.
– Folk stillede sig simpelthen bare op og gloede på mig, og de blev ved, så jeg til sidst måtte gemme mig bag Steffen. Det var meget mærkeligt!
Men bortset fra den ene begivenhed viser Maria med stolthed sit kunstige ben frem.
– Jeg vil så gerne være et godt forbillede og være med til at skabe færre fordomme og vise, at man både er normal og kan se godt ud, selv om man mangler et ben!
