Med kajakklubben på juletur

Mandag, 14. december 2009
af Redaktion
For 11. gang tropper en stor flok nisser op med kajakker på slæb for at sprede lidt juleglæde langs Køge Å. Køge Kajakklub ror en fælles juletur fuld af hygge og med glade tilskuere. Familie Journal var med
Foto: Flemming Nielsen
Foto: Flemming Nielsen

En kold, strid blæst pisker det fire grader kolde vand op til temmelig uregerlige bølger. De store, hvide skumtoppe rundt om pynten ved havnen ser ikke specielt indbydende ud for en totalt uerfaren kajakroer, der denne decemberdag er blevet inviteret med på Køge Kajakklubs årlige juletur op ad åen.


Jul er herligt på vandet

Bølger og karameller
Det første, lange stykke langs bornholmerbåden i det brede havneindløb foregår op og ned, fordi bølgerne hér er lidt lang tid om at lægge sig, men enhver bekymring bliver blæst væk af både storm og flyvende karameller, som selveste julemanden villigt kaster ud til højre og venstre fra sin kajak.
Forståeligt nok samles en stor flok tilskuere på broen for at studere det usædvanlige syn af sejlende nisser i alle størrelser. Publikum får som ekstra gevinst en håndfuld karameller smidt i hovedet af den gavmilde, sejlende julemand.

På roligt vand
Endelig ved å-indløbet: Et par lystfiskere på bredden rynker irriteret brynene, da de bliver tvunget til at hive snørene ind, så vi kan padle forbi uden at komme i karambolage med deres fiskestænger. Kajaknissernes glade hilsen tøer dem dog op, og vi får et smil og et "glædelig jul" med i farten.
I ro og mag er det nu muligt at nyde naturen og Køge by fra å-siden, mens pagajerne skubber os fremad i et adstadigt tempo. Flere broer med tilskuere forsvinder over hovederne på os, og endnu flere glade hilsner flyver gennem luften.

Små skarpe og glögg
Jubel føler vi, da vi når frem til turens pitstop hos nissemor Birte og nissefar Skjold, som står klar på deres lille terrasse ved åen med små, skarpe, der luner helt ned i tæerne. Således opmuntret - og opvarmet - glider vi videre de sidste par hundrede meter til vores bestemmelsessted: Dennis og Åse Dalsgaards hus ved bredden. Åse har allerede dækket op til alle med glögg, æbleskiver og varm kakao. Da vi atter er på vej - nu tilbage ad åen mod det åbne hav - foregår det i strid modvind. Så det er en flok glade, men trætte nisser, der stiger i land efter årets begivenhedsrige juletur!

Af Mary Steengaard

Læs også:

Vi har havvand i blodet