Det var ikke, fordi Mike Tramp og hans lidt ældre medspillere i Mabel manglede succes i deres eksil i Spanien, hvor de slog sig ned i begyndelsen af 1980 for at genstarte en karriere, der i deres øjne var kørt lidt af sporet i Danmark. Men de følte sig mere som rock’n’rollere end som pæne popdrenge. Derfor skiftede de i første omgang navn til Studs og udgav en plade under det mere hårdtslående navn. Og i sommeren 1982 rykkede de videre til rockmusikkens fødeland, USA.
– I Spanien havde vi mødt en amerikansk fyr, der blev vores manager. Han sørgede for, at vi kom til New York, hvor vi boede i hans forældres hus. Da vi ankom til byen, havde vi skiftet navn igen. Nu hed vi Lion. Og i kraft af at ingen amerikanere anede, hvem vi var, oplevede vi for første gang i lang tid, at folk bare lyttede til vores musik uden at tænke på os som idolerne fra Melodi Grand Prix’et, siger han.
Hvis du endnu ikke har læst første del af Mike Tramps livshistorie, kan du læse den her.
Ikke desto mindre blev de fire enige om at tage hjem til Danmark at holde jul.
– Men jeg havde ikke tænkt mig at blive. For mig var alting begyndt at give mening. I et stykke tid havde rollefordelingen i bandet udviklet sig sådan, at jeg i vid udstrækning var blevet sangskriveren. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg var på min rette hylde. Efter jul ringede jeg til de andre. De følte sig alle trætte og var indstillede på at lukke butikken. Jeg havde derimod kun lige smagt blod. Og i marts 1983 tog jeg af sted igen på en enkeltbillet.
Han fik hurtigt et net af kontakter blandt millionbyens håbefulde rockmusikere.
– Det var folk, der havde det lige som mig. De havde valgt, at deres liv kun handlede om rock. De ville ikke tage fast arbejde, for det ville forhindre dem i at udleve drømmen. Hvis pludselig chancen dukkede op, nyttede det ikke, at man skulle tidligt op og på arbejde næste morgen.
Den ægte vare
I Mabel havde han lært disciplin. Han sammenligner sine år i gruppen med at have gået på officerskole. Og hverken dengang eller siden faldt han for de fristelser i form af alkohol og stoffer, som musikmiljøet flyder med.
– Fra begyndelsen kom musikken altid før alt andet for mig. Og det har ikke ændret sig. Jeg har ikke engang røget smøger, på trods af at jeg er opvokset i røg og damp på Vesterbro. Jeg har gennem årene set de vildeste ting i de mest skumle kældre, men er aldrig selv røget i fælden. Den dag i dag er jeg typen, der elsker to kolde øl. Og så smager den sidste ikke engang godt!
Læs historien om den kvinde i Danmark, der ved allermest om pop- og rockmusik.
Samme år dannede Mike sammen med guitaristen Vito Bratta bandet White Lion, der spillede melodiøs heavyrock, og som knoklede sig helt til tops på hitlisterne. Mike har dermed prøvet at nå så højt op, som det er muligt i musikkens verden.
– Når man arbejder for noget 365 dage om året, og det rent faktisk sker, føles det ikke som at sidde med en lottokupon i hånden og have vundet den store gevinst. Det føles naturligt og som en selvfølge. For mig og de andre i bandet drejede alt sig om musik. Succesen kom, mens vi turnerede som opvarmning til store, amerikanske bands. I 1987 var vi konstant på tur med navne som Kiss og Aerosmith. De talte til os, som de ville gøre til alle andre eller til endnu større musikere. I deres øjne var vi den ægte vare. Vi var kort og godt inde i varmen, siger han.
White Lion blev opløst i 1991, og året efter dannede Mike det noget mere hårdtslående orkester Freak of Nature. De eksisterede i fire år, og i 1998 udsendte sangeren sit første soloalbum.
Et særpræget tilbud
I mellemtiden var han blevet gift med designeren Fleur Thiemeyer og havde fået sønnen Dylan. Og i 2000 foretog parret lidt af en kovending i deres liv:
– Vi flyttede til Tasmanien i Australien, hvor Fleur kom fra. Vi boede på hendes søsters ranch. Hun fortsatte med at designe tøj for rockstjernerne, og jeg indspillede fortsat ny musik som solist. Vores søn var på det tidspunkt seks år, og springet til Australien var dybest set et forsøg på at redde vores ægteskab. Men som det skulle vise sig, var løbet kørt, fortæller Mike, som efter et par år i Tasmanien fik et meget særpræget tilbud:
Han blev kontaktet af en koncertarrangør fra Indonesien, hvor White Lion havde haft kolossal succes.
Anitta er både til dødsmetal og kirkesang. Læs om hende her.
– Han opfordrede mig til at samle en ny udgave af White Lion for at spille fem store stadionkoncerter i Indonesien med mellem 50.000 og 100.000 tilskuere per aften. Det hele var sponsoreret af tobaksproducenter. Ifølge indonesisk lov er det nemlig kun ved stadionkoncerter, de har tilladelse til at reklamere for deres cigaretter.
Indonesisk kærlighed
Den sidste aften, han var i landet, mødte han helt tilfældigt sin nuværende hustru, den indonesiske skuespiller Ayu Azhari – eller Khadijah Azhari, som hun hedder på sin dåbsattest. Og da han et stykke tid efter vendte tilbage for at undersøge, hvordan han kunne bygge videre på sin aktuelle succes på landets store tribuner, opsøgte han hende igen. Forholdet førte med tiden både ægteskab og børn med sig. Parret bor i Jakarta, Indonesien, og deres børn, Isabelle og Lennon, er i dag 15 og 12 år, mens Mikes søn fra første ægteskab nu er fyldt 26 og bor i Melbourne, Australien.
– Under et besøg i Danmark i 2009 opfordrede den desværre nu afdøde tv-mand Kent Nikolajsen mig til at lave noget dansk fjernsyn. Som altid var det vigtigt for mig, at jeg kunne være 100 procent mig selv. Og det kunne jeg i TV 2-showet ”AllStars”, hvor jeg blev en af de seks korledere, der dystede mod hinanden i spidsen for hver sit kor. Mens programmet stod på, fik jeg en hverdag i Danmark. Min storebror Kim, som desværre gik bort i 2018, var med i mit kor. Og han og jeg gik hjem gennem Christiania om aftenen efter optagelserne på Refshaleøen. Jeg følte mig stærk og fri, og jeg nød min barndomsby. Efterfølgende indspillede jeg et album på Vesterbro. Og siden har jeg optrådt rigtig meget i Danmark – blandt andet på festivaler.
Mød frontfiguren i Kejser Larsen Band - rockbandet, der også hitter på Dansktoppen.
For tiden forhindrer coronarestriktioner ham dog i at forlade Danmark og blive genforenet med sin familie.
– Når jeg taler med mine børn over nettet, kan jeg se, at de vokser og forandrer sig. Jeg går glip af ting lige nu, som jeg aldrig får igen! Min agent i USA tror stadig på, at min turné i staterne bliver til noget i år. Jeg tvivler. Og når det bliver muligt at rejse igen, ved jeg godt, hvor jeg helst vil være frem for at tilbringe tre måneder på amerikanske hoteller med skudhuller i væggene, siger Mike Tramp.
Musik og natur er Aviaja Lumholts terapi. Læs sangerindens historie her.
