Jesper Vigant har stort set ligget vandret, siden han den 1. marts tiltrådte sin nye stilling som sognepræst i Sankt Nikolai Kirke i Nakskov, hvor han er født og opvokset, samt landkirkerne i Sandby og Branderslev.
– Særligt her i Nakskov er der mange, som beder mig forestå deres vielser, begravelser og konfirmationer. Men det er nok i kraft af, at jeg er bysbarn, siger 55-årige Jesper, der af mange nok bedst huskes som skuespiller, og som i 1999 havde en af hovedrollerne i Zentropas og TV 2’s tv-serie baseret på fem af Morten Korchs romaner.
– Jeg plejer at sige, at jeg har min barnetro i behold. Den har selv ikke et langt teologistudium formået at tage fra mig! Det er også barnetroen, jeg taler til, når jeg som præst har mine samtaler med folk, forklarer Jesper.
– Min egen barnetro har jeg været bevidst om, siden jeg som lille oplevede min gudmor give sig selv nadveren i form af portvin og kransekage, mens hun hørte gudstjeneste i radioen. Da jeg spurgte til ritualet, svarede hun mig, at det vigtigste var, at man huskede at have barnetroen med sig. Jeg kan bedst beskrive den som et par briller, jeg har på, når jeg anskuer verden. En følelse af, at der er en mening med det hele. At der er lys for enden af tunnellen og ikke bare tomhed og mørke.
Kender til sorg og tab
Jesper fik ellers allerede i en ung alder tilværelsens mørke sider inde på livet i form af sorg og tab. Oplevelserne blev afgørende for, at han tog den første af sit livs store beslutninger:
Anja har faret verden rundt som præst. Læs om hende her.
– I 1982 mistede jeg med bare to måneders mellemrum først min far, som blev 56 år, og så min bror, der døde som kun 29-årig af en nyresygdom. Jeg husker, at jeg sad på Gentofte Hospital, hvor min bror lå, og betragtede skyerne, der for hen over himlen udenfor. I det øjeblik havde jeg en samtale med Vorherre, og med tanke på min fars død kort tid forinden sagde jeg til ham: ”Det byder du mig ikke én gang til. For så svarer jeg ikke for konsekvenserne!”
– Da sygeplejersken lidt efter kom ind og fortalte, at min bror var død, gik det op for mig, at selv ikke en så voldsom oplevelse og et så stort tab kunne rokke ved min tro, husker han.
Jesper blev kendis
– På det tidspunkt var jeg begyndt at læse til tandlæge og dermed gå i mine forældres fodspor. Men min brors tidlige død fik mig til at reflektere over mit liv. Jeg var på det tidspunkt 19 år og så i øjnene, at jeg i værste fald selv kun havde 10 år tilbage at leve i. Spørgsmålet var så, hvad jeg skulle bruge årene på, og én ting stod i hvert fald helt klart for mig: Jeg skulle ikke være tandlæge. Jeg havde altid elsket at spille teater, og det var i virkeligheden det, jeg helst ville. Jeg lovede mig selv at kaste mig ud i skuespilleriet med liv og sjæl, men også at turde vende rundt igen, hvis det alligevel viste sig ikke at være det rigtige valg for mig.
Læs også: Esther går til babysalmesang.
– Jeg har aldrig opsøgt berømmelsen eller haft den som mål. Da jeg alligevel pludselig blev et kendt ansigt i kraft af Morten Korch-serien, gjorde det mig usikker. Jeg husker første gang, nogen udpegede mig og råbte: ”Han går derovre!” Det var i Netto i Marielyst, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde mest lyst til at stå og glo ned i kummefryseren. Og faktisk var det min kloge mor, der hjalp mig med at håndtere det. Hun sagde: ”Pjat med dig! Du stikker dem bare et smil og siger goddag!” Og sværere var det ikke at gøre folk glade, viste det sig.
Kulminationen på teaterkarrieren blev for Jesper, da han i 2005 satte sin egen musikalske forestilling om den franske superstjerne Yves Montand op på Rialto Teatret. Og på premiereaftenen stod det klart for ham, at herefter skulle der igen ske noget nyt.
Bor hos mor
– At det nye blev et teologistudie, skyldtes, at jeg slet og ret savnede det boglige. Når jeg så tilbage på min barndom og ungdom, havde jeg været glad for at gå i skole, men havde aldrig nået at bruge min studentereksamen til noget, forklarer Jesper.
Sune fra Nakskov er Lollands svar på Kim Larsen. Læs om ham her.
– At jeg endte i min barndomsby, skyldtes helt enkelt, at jeg blev spurgt af den daværende menighedsrådsformand. Og jeg indså med det samme, at det var det, jeg skulle. At det var nu, jeg skulle være nærværende over for min mor, mens hun stadig er i live. Hun er 90 år og har været aktiv tandlæge, til hun var 81, fortæller Jesper, der i øvrigt indtil videre bor hos sin mor i den villa, der engang var hans barndomshjem.
– Siden min tidligste ungdom har jeg været stålsat på, at jeg skulle giftes og have børn. Sådan er tingene ikke faldet ud. Jeg er ikke god til at være i et parforhold, hvis jeg ikke trives 100 procent i det, og tanken om skilsmisse og skilsmissebørn har altid skræmt mig. Jeg havde ikke haft et forhold i lang tid, da jeg kom til Nakskov. Men nu har jeg mødt en sød kvinde her fra byen. Det er dog så nyt med os, at vi ikke har gjort det officielt endnu, siger Jesper Vigant.
Kirkebryllup eller ej? Læs brevet til Puk og hendes svar her.
