Nu er mit liv fuldt af farver

Mandag, 10. november 2008
af Claus Gjedsig, Foto: Gregers Kirdorf
En frygtelig ulykke var ved at tage livet af Rasmus som lille. I dag bliver han opereret under fuld narkose hver tredje uge. Alligevel sprudler den 13-årige dreng af livsglæde. En livsglæde, der bliver afspejlet i hans Cobra-malerier, der sælger hurtigere, end han kan male dem.
Rasmus trækker vejret ind gennem en ventil i halsen og ånder ud gennem munden. Han har lært at tale igen og jubler over, at alle hans malerier, som i øjeblikket er udstillet i Galleri Kvist i Horsens, er solgt!
Rasmus trækker vejret ind gennem en ventil i halsen og ånder ud gennem munden. Han har lært at tale igen og jubler over, at alle hans malerier, som i øjeblikket er udstillet i Galleri Kvist i Horsens, er solgt!

Musikken fra cd-afspilleren er så høj, at tidens mest hotte hits inden for heavy rock forplanter sig i kraftige lydbølger i den gamle stald og kan høres vidt omkring.
Men sådan skal det være, når 13-årige Rasmus Rokkedal Nielsen bevæger sig ind i sin helt egen verden. Med alle regnbuens farver forvandler han de hvide lærreder til kunstværker i Cobrastil, der er så populære, at Rasmus kan sælge alt det, han laver.


Rasmus har atelier i den gamle stald og maler bedst, når han hører høj musik.

Kan ikke bruge det negative til noget
Men livet har været hårdt ved Rasmus, og han har i den grad måttet kæmpe for at overleve, ja, han har faktisk været ganske tæt på at dø. - Men i dag ser jeg kun fremad. Jeg kan ikke bruge alt det negative fra min fortid til noget. Jeg vil have et liv fyldt med farver. Og det er jeg godt i gang med at realisere, siger Rasmus.

Ætsende kautisk soda
Historien om Rasmus begynder en dejlig sommerdag i 1999. Han var på ferie hos bedsteforældrene, Elise og Evan Nielsen, som havde mejeriet i Glud. I et hjørne af mejeriet finder han en industrispand med små, hvide kugler: det stærkt ætsende kaustisk soda. Kort efter sluger han nogle af de fristende små, hvide kugler.

Må lægges i koma
Rasmus skal først en tur omkring sygehuset i Vejle og videre til Universitetssygehuset i Odense, inden han kommer i professionelle hænder. Men da har den kaustiske soda allerede forvoldt meget stor skade: Rasmus' strubehoved er ætset væk, og spise- og luftrøret er voldsomt beskadiget. Rasmus må derfor lægges i koma.

Det var Hanne Mikkelsen, som er Rasmus personlige hjælper, og hendes mand Kjeld Appel, der fik Rasmus i gang med at male for alvor.

Fuld narkose hver tredje uge
I dag trækker Rasmus vejret gennem en ventil i halsen, og hver tredje uge er han på sygehuset i Odense for at få åbnet den rest af spiserøret, som sidder tilbage, en operation, der sker under fuld narkose. Så kan Rasmus spise tre uger igen. Først når han bliver voksen, mener lægerne, det er forsvarligt at forsøge med en blivende operation.

Sælger alt, han laver
Jeg var og er tit hjemme hos Hanne og hendes mand Kjeld Appel, der også er kunstner, og det er Kjeld, som er min læremester. Han lærer mig teknikkerne inden for Cobrakunsten, men mine malerier skabes efter egne ideer, fortæller Rasmus, der foruden at bruge pensel også kaster maling på sine lærreder og bruger de remedier, der nu er ved hånden. Og i dag kan Rasmus sælge alle de billeder, han kan lave.

Et nyt kunstværk har taget sin begyndelse
- Det her er jo bare fantastisk, siger Rasmus med sit drengede smil, skruer op for fuld styrke for musikken, går nogle skridt tilbage, tager farver i hænderne og angriber så det store lærred.
Et nyt kunstværk har taget sin begyndelse.

Læs mere på Kunstmuseet AROS' HJEMMESIDE og hos GALLERI KVIST

Se også:

Cobra - fra hoved til hale hos Antik og Auktion


COBRA-MALERNE

Det var Asger Jorn, der var drivkraften bag den internationale kunstbevægelse Cobra, som i årene 1948 til 1951 markerede sig på diverse udstillinger. De grundlæggende tanker bag Cobra var ideerne om, at det kunstneriske indhold og udtryk skulle springe ud af fantasien og følelserne. I den forbindelse lod Cobra-malerne sig inspirere af børnetegninger, og det man kunne kalde primitiv kunst. Rasmus' malerier koster i øjeblikket op til i underkanten af 6.000 kroner, men med den efterspørgsel, der er, mener galleriejer Jonna Kvist, at prisen meget hurtigt vil stige.