Ønskefonden blev deres livsværk: Må flere ønsker bliver opfyldt!

Onsdag, 28. april 2021
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
En gribende tv-film inspirerede Erik Buus til at stifte Ønskefonden, som nu hedder Make-A-Wish Danmark. Han og hustruen Birgitte knoklede og satte selv penge til, for at alvorligt syge børn kunne få deres største ønsker opfyldt. Og deres fornemste mål er fortsat at udbrede kendskabet til fonden og dens arbejde.
Erik og Birgitte Buus ser tilbage på deres livsværk.

Det var et rent tilfælde, at Erik Buus i sit daværende hjem i Vrensted, Vendsyssel, i januar 1999 satte sig til at se en dramadokumentarisk amerikansk film, som ikke blot skulle vende op og ned på hans eget og hans kone, Birgittes, liv, men tillige indirekte kom til at påvirke tusindvis af danske familiers tilværelse.

– Hovedpersonen var en ung amerikansk pige, der led af en aggressiv form for knoglekræft. En dag havde hendes far en gæst med hjem: En yngre kvinde, der kom fra en organisation, som opfyldte ønsker for dødeligt syge børn og unge, husker Erik, som nu er 76 år.

Pigens største ønske var at se Det Hvide Hus og om muligt møde USA’s præsident. Og tv-filmen mundede ud i en rørende finale, hvor den døende teenagepige sad i Det Ovale Værelse og dermed havde fået sit ønske delvist opfyldt. Pludselig gik døren op, og ind trådte selveste Bill Clinton, som i de år bestred landets øverste post.

– Jeg var helt paf. Og jeg gik straks på nettet for at undersøge, om der virkelig fandtes en velgørende organisation af den art. Det gjorde der tilsyneladende under navnet Make-A-Wish Foundation, og jeg fik dem til at sende mig noget materiale, siger Erik.

Læs her om Sanne, der har en sjælden sygdom, men også en fantastisk mor og mormor.

Snart dumpede en pakke med en betragtelig bunke dokumenter ned i ægteparret Buus’ postkasse.

– Da jeg havde tygget mig gennem en del af stakken, var jeg ikke i tvivl om, at det var alle tiders idé at starte noget tilsvarende for alvorligt syge danske børn. Og heldigt nok havde Birgitte og jeg på det tidspunkt al tid i verden til det frivillige arbejde, som opgaven krævede, idet vi for nylig var gået på efterløn, fortæller Erik.

Økonomisk nedtur

Om baggrunden for deres daværende situation fortæller kvinden i hans liv:

– Jeg havde min egen Matas-butik i Hjørring i en årrække. På et tidspunkt tog jeg Erik, som oprindelig var uddannet elektriker, i lære, og i flere år stod vi i butikken sammen. Vores økonomi kunne dog ikke hænge sammen, så Erik måtte tage andre jobs. Hans arbejde var af den omfarende slags, og til sidst boede han mere på hotel end hjemme. Det hele kunne dog ikke forhindre, at vi måtte lukke butikken, erklære os konkurs og gennemleve en gældssanering.

Da parret på det tidspunkt havde lagt deres pureste ungdom bag sig, var det ikke nemt at finde nyt arbejde, og efterlønnen endte med at blive løsningen.

– Og så gik jeg i gang med at søge efter andre, der var interesserede i min idé. Vi fandt en revisor og en advokat, og vi fik udarbejdet nogle vedtægter. Derudover havde vi kontakt til et reklamebureau, der rådede os til at finde på et dansk navn. Navnet blev Ønskefonden, og det var helt o.k. med den amerikanske fond, som i det hele taget gav os fuldstændig frie hænder. Vi kunne endda i stort omfang trække på deres erfaring og ekspertise, fortæller Erik.

Brian er manden i Lenes liv, men hans eget kan ende brat. Læs historien her.

Og ikke nok med det: Allerede i den helt tidlige fase inviterede amerikanerne Erik til at besøge deres hovedsæde i Phoenix, Arizona, så han kunne se, hvordan de arbejdede.

– Her mødte jeg en fantastisk hjælpsomhed. Blandt andet havde jeg møde med direktøren for Make-A-Wish Foundation America, og ved den lejlighed var det mig, der fik et ønske opfyldt: Jeg havde bestemt, at Ønskefonden skulle have en garantikapital på 250.000 kroner. Da jeg gik derfra, havde direktøren lovet mig, at når vi selv havde samlet de første 125.000 kroner ind, ville hun forære os resten. To år senere havde vi nået målet. Og så kunne vi ellers påbegynde arbejdet med at opfylde ønsker.

Barske historier

Erik og Birgitte har to børn, Helge og Susanne, der nu er 50 og 47 år, og som har beriget dem med i alt seks børnebørn. Men i årene med Ønskefonden var det i høj grad de syge børn og deres familier, der lagde beslag på parrets tid. Birgitte fortæller:

– Det har givet os fantastiske oplevelser, men mange af dem har i sagens natur været hårde. Jeg husker mødet med en 17-årig dreng, der havde kræft. Han ønskede sig en knallert, fordi den gav ham mulighed for at komme lidt ud uden andres hjælp. Knallerten fik han, men desværre havde han ikke fornøjelse af den længe. Hans familie sad hårdt i det økonomisk, og på et tidspunkt kontaktede de os og spurgte, om de skulle aflevere knallerten nu, hvor sønnen ikke længere var i live, eller om hans lillebror kunne få den. Vi svarede dem naturligvis, at køretøjet var deres.

– I øvrigt rådede vi altid vores mange frivillige til at afslutte deres kontakt med familierne, når det enkelte barns ønske var opfyldt. Huskereglen havde til formål at forhindre, at de engagerede mennesker blev helt vanvittige af at følge de barske skæbner på tæt hold. Der var stor og tiltrængt glæde i luften, når vi opfyldte børnenes ønsker, men lykkelige udgange var der ikke mange af.

Læs her om Ketty på 86, der fandt sin mand via netdating.

Enkelte glade undtagelser var der dog:

– En pige fra Hirtshals med leukæmi ønskede sig en hest. Vi skaffede hende en hest fra Norge, da det er vigtigt, at dyrets højde og temperament passer til rytteren, som på det tidspunkt var syv år. Pigen lever endnu, har det godt og er i gang med at læse til dyrlæge, fortæller Birgitte.

Indledningsvis havde man altid en tilbundsgående snak med barnets familie.

– Det var vigtigt for os, at det var barnets ønske og ikke forældrenes, vi opfyldte. Og vi har rent faktisk oplevet enkelte forældre, der ikke var specielt lydhøre over for deres børn og i stedet kørte på med deres egen dagsorden, fortæller Erik.

Den nærmeste familie blev i øvrigt altid så vidt muligt tilgodeset, når det for eksempel gjaldt en rejse til Hawaii eller andre drømmesteder, hvor det syge barns oplevelser sammen med sin familie i virkeligheden var det allervigtigste.

Gavmilde sponsorer

– De første to år, hvor jeg kørte land og rige rundt og præsenterede min idé for Gud og hvermand, betalte Birgitte og jeg alle udgifter ud af egen lomme. Men da først fonden kom i sving med sine aktiviteter, meldte sponsorer og donatorer sig på banen i stor stil. Og mange var interesseret i at hjælpe, fortæller Erik.

Kom med en tur i børnehaven for meget syge børn.

Og eksemplerne er talrige:

– En overgang sejlede vi gratis med Molslinjen. At vi flyttede til Ebeltoft, hvor vi bor nu, var selvfølgelig også på grund af byens placering midt i Danmark. Landets daværende forsvarschef gav os i øvrigt lov til at overnatte gratis på samtlige kaserner inklusive de nedlagte. Danske Bank gav os kontorlokaler på særdeles fordelagtige, næsten omkostningsfri betingelser. Og i en periode på fem år nåede jeg at køre i 10 forskellige, spritnye sponsorbiler fra Skoda, siger Erik.

Fonden hedder nu Make-A-Wish Danmark og er en dansk filial af den amerikanske organisation. Erik er blevet folkepensionist og blev for 10 år siden udnævnt til æresmedlem af organisationen samt kontingentfri på livstid.

– Og så er jeg selvsagt fortsat frivillig og kan blive bedt om at hjælpe med at opfylde et ønske her i området, hvis det bliver aktuelt. Fonden har rundet de 2.000 opfyldte ønsker, og jeg håber, det bliver til mange, mange flere. Jeg brænder jo stadig for mit hjertebarn, siger Erik Buus.

Else og Ejler er vidt forskellige, men de har nået at fejre guldbryllup. Læs om dem her.