Med sin 17.000 indbyggere er Nuuk for stor til, at alle kender alle, men der er én, som alle kender. Eller ved, hvem er.
De ser ham mange gange om ugen, hilser måske på ham i forbifarten.
Pling-Pling kalder nogen ham. For andre er han Radio-Ole. På postkassen står der Ole Normand Petersen.
I mange år var han hjemløs. – Men det er koldt, som Ole siger.
De sidste 12 år har han boet i en lille, men varm lejlighed tæt på 400-talik, den lange landevej, som Ole vandrer frem og tilbage på hver dag. På vej ind til Nuuk eller til Frelsens Hæri – eller på vej hjem igen.
Han fylder ikke meget og er alligevel ikke til at overse – med sine mange farverige badges og reflekser. Engang blev han kørt ned, men det var nu, fordi det var glat.
- Pling-Pling, jo, ham kender jeg godt, siger folk, når man spørger. Men det er alligevel de færreste, der ved ret meget om Ole eller har besøgt ham i den gule træ-bebyggelse tæt på landevejen.
Læs også: Grønlandske Belinda har hjernekræft: - Jeg elsker at leve
Tag kaffen med
- Jo, det må I da gerne, hvis I selv tager kaffe med, lød svaret fra Ole, da vi en dag stoppede ham inde i Nuuk og inviterede os selv på besøg.
Bevæbnet med termokaffe og to slags småkager bankede vi næste dag på døren hos Ole – og vi skulle nok også have haft en klapstol eller to med, for Ole har ikke levnet mange frie pladser i den lille lejlighed.
Som mand, så lejlighed. Ole har det med at falde for emblemer og emballage, som vi andre ikke ser den store værdi i. Han ser guldet, samler op og bærer hjem. Finder en fin plads, så han kan nyde synet fra sofaen, der også er seng.
- Ja, jeg har ikke noget strøm, derfor skulle I selv tage kaffe med, siger Ole og rører sukkeret grundigt rundt i kaffekoppen. På armen hviler to kæmpestore ure, men det er nu ikke fordi tidsmålere spiller den store rolle for Ole. De er bare flotte at se på, ligesom de store hørebøffer med antenner, som har givet ham tilnavnet Radio-Ole.
- Nej, nej, de virker ikke, griner Ole – men de hjælper med at holde varmen.
- Jeg blev uddannet som kok i Nuuk og i Aalborg, og bagefter var jeg ude at sejle, fortæller Ole, men ellers har han ikke meget at sige om sine mange år i Nuuk.
Hans Jacobsen, der har kendt Ole, lige siden Ole boede på børnehjem i Nuuk, husker, at Ole drog til søs som kok, og som han siger ”kom hjem som Pling-Pling”.
I maj blev Ole 61 år. - Jeg har fødselsdag tre dage før kronprinsen, siger Ole, der meget gerne taler om de kongeliges besøg i Nuuk.
Middagsmaden kommer hver dag udefra. – Stil den bare på bordet, der er alligevel ikke noget strøm på køleskabet, råber han, da buddet kommer med den færdiglavede mad. Ole taler dansk og kalder Nuuk for Godthåb, som byen hed i gamle dage. Han kan godt tale grønlandsk, men gør det ikke meget i hverdagen. Han er fra dengang, der blev talt dansk på børnehjemmene.
- Jeg ved ikke, hvem der var min far, men min stedfar var Karl Nordmand fra Stavanger. Min mor døde, mens jeg var i kokkelære i Aalborg, så jeg kunne ikke komme hjem til hendes begravelse. Og efter hendes død rejste min stedfar hjem til Norge. Jeg så ham aldrig mere, siger Ole og fortæller om andre familiemedlemmer, der også er ”gået”.
Ole har fået fortalt, at han har to børn, en datter og en søn, men han har aldrig mødt nogen af dem, og der er ikke noget familie tilbage i Nuuk.
På reoler og hylder står vhs-bånd, dvd’er og kassettebånd pænt ordnet, men fjernsynet står med ryggen til og er i stedet i brugt som udstillingssted.
- Jeg trænger til et nyt, siger Ole – og glemmer et øjeblik, at der skal strøm til. Heldigvis er der varme i radiatoren og mere kaffe på kanden.
- Bare en kop mere, og så Ole er klar til at gå på landevejen igen i dag.
Læs også: Vestjysk/østgrønlandsk kærlighed - på Fyn
Vi elsker Grønland


Velkommen til Grønland
Et af de første glimt af Grønland fra flyet.
Foto: Søren Lamberth


Hvem mangler en cykel?
Vinteren 2016/2017 var den mest snefyldt i både mands og kvindes minde. I Nuuk lå der masser af sne i maj - selv cyklerne var svære at finde.
Foto: Søren Lamberth


Til lykke til Eli-Salik
Solen skinnede over Eli-Salik Andersen, da han først i maj blev konfirmeret i Hans Egede Kirken i Nuuk. Efter højtidligheden ventede gaver og kaffemik - og hans fem kusiner kiggede endda beundrende på ham. Fra venstre er det Rita, Erika, Malou, Ayla og Bibi.
Foto: Søren Lamberth


Godt med farver
Den grønlandske natur er ret så "naturfarvet", så mange huse har festlige farver. I gamle dage kunne man se på husene, hvilken funktion de havde. Hospitaler var for eksempel altid gule.
Foto: Søren Lamberth


Koldt for de små pusselanker
Selv om solen skinner, er isen hård at gå på. Men det er der råd for...
Foto: Søren Lamberth


Smukke Nuuk
Grønlands største by set fra Godthåbsfjorden.
Foto: Søren Lamberth


Malerier på gavlene
Mange af de store blokke i Nuuk er smykket med flotte gavlmalerier af grønlændere.
Foto: Søren Lamberth


Ikke så ringe endda
Tørfisk er en af grønlændernes yndlingsspiser - og det er faktisk meget mere lækkert end syddanske maver er tilbøjelig til at tro.
Foto: Søren Lamberth


Kultur fra barnsben
Et glimt fra Nuuks dejlige kulturhus - med små børn, der omtrent får kulturen ind med modermælken.
Foto: Søren Lamberth


Myggedalen og Sermitsiaq
Et af de mest anvendte motiver i Nuuk - og det er der ikke noget at sige til. Boligkvarteret Myggedalen i forgrunden og byens vartegn, Sermitsiaq, i baggrunden.
Foto: Søren Lamberth


Evig is
Sermitsiaq, der betyder "evig is", set fra en lidt anden vinkel. Fjeldet ligger på en ø 14 km nordøst for Nuuk, men på grund af det klare sigte ser det altid ud, som om man lige kan række ud efter bjergsiden. Fjeldets danske navn er "Sadlen".
Foto: Søren Lamberth


Is på vandet
Iskosser glider langsomt ud mod det store hav.
Foto: Søren Lamberth


Uhm, det er godt
Skindet fra en havkat smager omtrent som flæskesvær!
Foto: Søren Lamberth


En sidste hilsen
I udkanten af Nuuk ligger den store kirkegård.
Foto: Søren Lamberth


Som et maleri
Fantastiske farver på himlen.
Foto: Søren Lamberth


Rødt og hvidt
Grønland og Danmark er bundet sammen af lang tids historie.
Foto: Søren Lamberth


Her starter indlandsisen
Fra Kangerlussuaq (tidligere Søndre Strømfjord) er der ikke ret langt ind til indlandsisen.
Foto: Søren Lamberth


Tak for denne gang
Ventesalen i lufthavnen i Kangerlussuaq ligger - også - udenfor, så i ventetiden mellem flyene kan man slikke sol. Her er det Familie Journals øh så hårdt arbejdende reportagehold...
Relaterede artikler
-