Conni Bønløkke og Peter Pedersen havde set hinanden før – da han var politibetjent i Silkeborg, og hun arbejdede som lægesekretær på skadestuen i samme by. Men de kendte ikke hinanden nærmere.
En vinterdag i februar 2016 kørte Conni en tur til Silkeborg fra sit hjem på Mols for at gense byen. Hun var blevet skilt nogle år tidligere og ville mærke efter, om det var tid til at flytte tilbage. Hun sluttede dagen med et besøg på Asger Jorn-museet – og her mødte hun Peter. Han bød på en kop kaffe, og lynet slog ned i dem begge. Men før de kunne blive kærester, havde Conni ét krav:
– Jeg sagde til ham, at hvis vi skulle være et par, så var han nødt til at stoppe med al sit rejseri med arbejdet, for jeg ville ikke kunne leve med altid at være nervøs, forklarer hun.
Peter havde i flere omgange arbejdet for politi og FN i Kosovo og for politiet og EU i Helmandprovinsen i Afghanistan, og han havde i to omgange været vikar hos politiet i Grønland. Alligevel var det ikke svært for ham at gå ind på Connis betingelse.
– Jeg gjorde op med mig selv, at jeg nok havde haft de faglige rejseoplevelser, jeg havde brug for, og at jeg bestemt hellere ville være sammen med Conni. Jeg syntes dog stadig, vi skulle se verden, så jeg sagde også, at jeg drømte om at bortføre hende til en øde ø på et tidspunkt, fortæller Peter.
Et ypperligt sted
Det tidspunkt kom ret hurtigt, om end den valgte ø trods alt ikke er helt øde. Peter så et opslag om et etårigt vikariat som politibetjent i byen Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland – og Conni lod sig hurtigt overtale. I maj 2017 landede de to midtjyske eventyrere så i den lille by på kanten af verdens største nationalpark.
Her bor de i det grønne hus, der fungerer som både politistation og privat bolig i et samfund med kun cirka 400 indbyggere. Der er 850 km til nærmeste naboby, og der er ingen veje, der forbinder byen med omverdenen. Til gengæld er verdens længste fjordsystem, Scoresbysund Fjord, lige om hjørnet, og naturoplevelserne står i kø. Narhvaler, isbjørne, moskusokser, hvalrosser og masser af sæler er blot nogle af de dyr, der har tilpasset sig det barske og nærmest ørkenagtige miljø. Fjeldene omgiver byen, og lige ved siden af ligger Hvalrosbugten, hvor beboerne ynder at tage på udflugt med familien – altid med en riffel inden for rækkevidde, for de store hvide bamser er en konstant fare. De senere år er isbjørnene kommet tættere på byen i deres søgen efter mad, så nu er der med hjælp fra Verdensnaturfonden etableret en ”isbjørnepatrulje” med lokale ansatte, som holder øje med de arktiske kæmper.
– Da vi kom hertil med helikopteren op gennem bjergpasset, og jeg så byen ligge der foran mig med de farvestrålende huse under den blå himmel og med den hvide sne som en dyne overalt, tænkte jeg, at dette er det smukkeste sted, jeg nogensinde har set. Det er… ypperligt, siger Conni.
Læs også: Mit liv skal ikke gå i stå
Stilhed uden stress
Skønheden bliver understreget af roen og stilheden. Byens indbyggere synes at have al tid i verden, og stress er et fremmedord. Der er meget få biler i byen, hvor alle veje er af grus. Til gengæld er der mange ATV’er, og i de mange måneder om året, hvor sneen dækker alt, foregår kørslen både i byen og til de omkringliggende fangstområder på snescooter eller med hundeslæde.
– At sidde på en hundeslæde og suse ud over havisen i den frostklare luft med hundenes vejrtrækning, fangerens kommandoer og medernes knitren på isen er helt fantastisk, siger Conni henført.
Den imponerende natur har inspireret den midtjyske kunstner, som er uddannet fra Århus Kunstakademi, i overvældende grad. Hun har gennem de sidste mange år, hvor hun har været fast tilknyttet flere gallerier, blandt andet været kendt for at have birketræer som motiv. Nu har penslerne og spartlerne frembragt flere rå klipper, is, vand og en lang række smukke portrætter – og Conni kan slet ikke stoppe igen. Da parret rejste nordpå for tre måneder siden, havde hun medbragt lærreder til mindst et års forbrug – troede hun.
– Dem havde jeg brugt allerede efter et par måneder, så jeg måtte sende bud efter flere.
Hendes drøm er at udstille billederne både i Grønland og i Danmark, og derudover har hun allerede nu en aftale om at lave en soloudstilling i 2019 på Manhattan i New York.
Læs også: Jeg vil hjælpe dem, der ikke kan selv
Brug for alle
Også Peter trives i det arktiske paradis. Som eneste uddannede politibetjent har han aldrig fri, og selv om han har tre lokale hjælpebetjente til at hjælpe sig på skift, så er opgaverne mange og forskellige.
– Det er jo et lille samfund, hvor der er brug for alle. Her bærer man ikke nag, og jeg kan godt lade en borger sove en rus ud i detentionen og så drikke en kop kaffe med ham dagen efter, fortæller han.
I det hele taget føler både Conni og Peter sig velkomne i byen. Alle smiler, hilser og kommer gerne forbi til en snak eller inviterer på kaffe. Faktisk sætter parret så meget pris på den imødekommenhed, naboerne viser, at de overvejer at købe et hus i byen og enten blive mindst et år mere, end hvad der står i kontrakten, eller komme tilbage dertil på ferie en eller to gange om året for at lade stilheden trænge ind og energien vokse.
– Jeg er så taknemlig for at have fået mulighed for at opleve denne verden. Det er den største gave, Peter har givet mig, slutter Conni.
