Kære venner af brevkassen
Af og til behandler vi sproget her på siderne, og jeg bringer nu et par reaktioner på emnet.
Sjusket sprogbrug kan være en kilde til stor irritation, hvis det menneske, man lytter til, har uvaner, der forplumrer sproget og budskabet, mens de taler.
Den irritation kan jeg godt følge et langt stykke af vejen, og jeg oplever ofte en form for dovenskab, hvor folk ikke gider gøre sig umage med at tale tydeligt eller forståeligt.
Jeg holder meget af sproget, men jeg lever jo også af at kommunikere.
Jeg vil til gengæld også lige gøre opmærksom på, at mange af de mennesker, vi ser i fjernsynet, som f.eks, siger ææææh og øøøøh, bruger pauserne til at tænke sig om.
Det kan være vanskeligt at få stukket et kamera og en mikrofon lige op i hovedet, så hvis man siger et langt øøøøøøøøøh, køber man sig lidt tid, inden man svarer.
Ikke elegant, men dog et redskab.
Læs også: De talte forarget om andre
Meget af det, der forfladiger vores sprog, er dårlige vaner.
Vi tænker ikke over det.
F.eks. som en af læserne skriver, når nogen starter en sætning med: ”Hvad er det nu, det hedder?” Så sker det bare pr. automatik.
Det er meget svært at rette på andre, når de fortæller noget, og man virker skolelæreragtig på den anstrengende måde, hvis man går og retter på hinandens sprog.
Men vi kan da bruge disse breve som en anledning til at kigge lidt indad og være mere opmærksomme på, hvordan vi selv taler.
Det kan jo sagtens være, at vi bærer rundt på nogle sproglige unoder, der nemt kan undværes.
Kærlig hilsen Puk
Kære Puk
Uha, hvor En, der elsker sproget i Familie Journal nr. 6 har ret.
Noget, der er lige så slemt − eller værre − end at starte en sætning med ”jamen”, er: ”Hvad er det, det hedder?” Eller: ”Hvad er det nu, det hedder?”
Og en til: ”Hvad er det nu, det hedder, æhmmm.”
Og så denne: ”For hvad hedder det?”
Eller den korte version ”hvad hedder det?” bruges også som start på en sætning.
Jeg kender selv nogle grelle eksemplarer, som bruger en af ovenstående ved hvert tredje eller femte ord i en sætning.
Jeg har så prøvet at være hurtig og sige: ”Jeg ved virkelig ikke, hvad det hedder.”
Ret sjovt, det skaber almindelig forvirring hos fortælleren.
Så er der æh og øh.
Jeg har været til foredrag af en halv times varighed og mistede fuldstændig koncentrationen på grund af alle de æh’er og øh’er.
Og så er der de personer, som synes, det lyder smart at gentage enstavelseord en eller to gange.
Milde moses, siger jeg bare. Det er jo til at blive skør af.
En, der også elsker sproget
Kære Puk
Nu har jeg lige læst din brevkasse i Familie Journal nr. 6 og kom i tanke om en sætning, der irriterede mig i meget lang tid.
Jeg mener, det især var politikerne, der brugte den vending: ”Når dét så er sagt...”
Det har nok været i forbindelse med et folketingsvalg, og det var ligegyldigt, om det var morgen, middag eller aften, jeg åbnede for tv eller radio − jeg hørte bare, at de sagde det hele tiden.
Jeg var ved at blive idiot af at høre på det.
Og nu kan jeg så grine ad mig selv, for siden jeg læste brevkassen, har jeg hørt det blive sagt mange gange i tv igen.
Så nu begynder jeg igen at høre det hele tiden.
Læs også: Andre menneskers lyde generer mig voldsomt
Noget, der også irriterer mig meget, er, at nogle studieværter mumler meget og endnu værre nogle af de gæster, de inviterer i studiet.
Når jeg nu er i gang, så irriterer det mig også, at der bliver bandet meget i tv.
Det er, som om det er blevet moderne at bande i tv.
Nå, det er vel også bare en overgang, jeg hører det.
”Når dét så er sagt,” så er det heldigvis, som om der ikke mere er så mange, der bruger ordet fuck. Det var da også forfærdeligt at høre på.
Men jeg må jo lige sige, at jeg heller ikke er perfekt.
Jeg er hverken god til at stave eller sætte punktummer og kommaer, så det håber jeg, du selv retter til.
Marie
