For snart to år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand, og i øjeblikket overvejer vi, om vi skal flytte sammen. Men jeg er blevet meget i tvivl, for forholdet er langtfra uden problemer.
Jeg har været skilt i snart fem år og boet alene med min datter, som nu er 12. Vi flyttede til byen, hvor vi bor nu, fordi jeg har noget familie og gamle venner her, og på min datters nye skole kom jeg i et fest-udvalg sammen med en mand, som jeg snart fik følelser for. Og omvendt.
Han har en søn på alder med min datter og en lidt yngre pige. For tre år siden mistede de deres mor, der pludselig blev syg og døde efter et forfærdeligt kræftforløb.
Det har selvfølgelig været en kæmpe sorg og en traumatisk periode for børnene, men også deres mormor og morfar, som bor i nærheden, og en søster og nogle niecer.
Ingen bebrejder mig eller min kæreste, at jeg er kommet ind i hans liv, men hans afdøde kone fylder rigtig meget. Jeg taler med børnene, når de har brug for at tale om deres mor, naturligvis. Jeg har også været i terapi og lært noget om, hvordan jeg skal forholde mig til børnene og deres sorg.
Men det er især børnenes mormor og morfar, som gentagne gange vender tilbage til episoder og emner, som har med deres datter at gøre. De lader tydeligt skinne igennem, at der helst ikke skal ændres noget i børnenes hjem, det skal være, som ”deres mor gjorde det”.
Jeg ved godt, at det ikke er for at genere mig, men mange gange siger mormor “den har X købt”, “X var så dygtig til dette eller hint”, “det der ville X aldrig have givet lov til”. Den samme type bemærkninger kommer fra den afdødes søster.
Af praktiske årsager er vi nødt til at flytte sammen i min kærestes hus, men jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke må ændre noget eller sætte mit eget præg på hjemmet. Jeg har jo også min datter at tage hensyn til.
Min kæreste mener ikke, at det bliver et problem, men jeg bliver mere og mere i tvivl.
Måske ville det være godt, om vi bliver ved med at bo hver for sig, men økonomisk har vi det lidt svært, så det ville være rigtig godt at flytte sammen. Vi vil jo også gerne være en rigtig familie. Og måske have et fælles barn.
Men jeg er begyndt at ligge søvnløs med spekulationer og har virkelig brug for et råd. Kan du give mig det?
D. H.
Kære D.H.
Du er ramlet ned i en familie med en meget stor sorg, og du bliver billedet på, at deres elskede mor, datter, hustru er væk. Det kommer til at tage tid.
Børnenes bedsteforældre skal vænne sig til, at du er der. Jeg tror faktisk, jeg vil foreslå dig at spørge ind til børnenes mor. Kan du finde plads til det i dit hjerte? De vil åbenlyst gerne fortælle om hende, og så kommer det ud mellem sidebenene.
Spørg, hvordan hun var. Spørg, hvordan det er at undvære hende. Jeg tror, du kan imødekomme dem, hvis du åbner samtalen og anerkender, at hun har været der.
Jeg ved, det er meget at bede dig om, men jeg tror, det er det, der vil åbne døren til deres hjerter.
Den sorg, de bærer på, er faktisk ubærlig. Anerkend den. Acceptér den, så bliver der mere og mere plads til dig.
Varme hilsner fra Puk.
