I din brevkasse er der af og til et emne, som jeg bare ikke kan sætte mig ind i: Dynamikken, når en svigermor bliver til farmor! Måske du kan sætte nogle ord på det?
Oftest i brevene har svigermødrene/farmødrene ondt af sig selv, og jeg synes, man kan læse mellem linjerne, at de putter skylden på deres svigerdøtre for mangel på kommunikation og information under graviditet samt mangel på legeaftaler og nærvær med børnebørn. Og så putter de skylden på deres svigerdøtre for at give deres egne mødre al informationen.
Desuden står der i mange dilemmaer, at forholdet mellem svigerdøtrene og deres mødre er ligesom veninder, og mellem linjerne ses der ned på det.
Men det er der vel intet galt i? Jeg er selv meget tæt med min mor og deler meget med hende, og det bånd kan jeg ikke se noget negativt i.
Hvad jeg synes er en stor problematik er, at nogle farmødre/svigermødre er bitre over det faktum, at svigerdøtrene vælger deres egne mødre under graviditeten og til pasning. Selvfølgelig deler de mest med deres egne mødre, da de har “ansvaret” for at dele med deres familie, hvorimod sønnerne har “ansvaret” for at informere deres mødre.
Jeg forstår ikke, at svigermødre kan se sig sure på ikke at være valgt som nummer ét i deres svigerdøtres liv. Jeg er ikke selv tæt med min svigermor, og det er min kæreste heller ikke, men hun skriver udelukkende til mig for informationer i graviditeten og klager over, at jeg ikke informerer og ser hende så meget som min egen mor. Hvor jeg så tænker, at det da absolut ikke er mit ansvar, men hendes søns! Kan de virkelig ikke selv se, at det ikke er svigerdatteren, men sønnen, de er relateret til!
Kan du monstro belyse problemet og give dine gode erfaringer?
Den undrende
Kære Den undrende
Jeg tror, jeg vil begynde der, hvor jeg selv var nybagt mor. Dengang jeg på gode dage lige nåede at børste tænder og få strømper på begge fødder.
Jeg var træt. Jeg var forvirret. Jeg var lykkelig.
Min verden drejede sig kun om det lille, nye vidunder, der var landet i mine arme. Det sidste, jeg havde overskud til, var at navigere i negativ energi.
Jeg havde ikke styr på nogen form for millimeterdemokrati blandt familiemedlemmer. Jeg holdt ikke øje med, hvem der vidste hvad om den nyfødte, eller hvem der ud over mit barn fik mest opmærksomhed.
Derimod tog jeg med kyshånd imod den kærlighed og interesse, der blev vist vores lille familie. Jeg var glad for besøg, og jeg var glad for dem, der gad at komme forbi og lige rydde køkkenet eller holde mit barn, mens jeg fik et bad.
Det er ikke en konkurrence, når der kommer babyer i familien. Man kan ikke vinde noget. Det skulle da lige være den nybagte mors tillid og glæden ved at kunne hjælpe uden at holde regnskab.
Jeg har egentlig bare en opfordring som svar på dit brev:
Kommer der spædbørn i familien, så mød de nybagte forældre med kærlighed, og tilbyd din hjælp, og ellers giv tid og plads. Det er ikke en tid, hvor man som pårørende sætter sig selv i centrum, men en tid, hvor man træder til, hvor man kan, og byder sig til, også selv om man af og til bliver afvist.
Mange varme hilsner fra Puk (der selv lige har fået to nye babyeri familien og sagtens kan genkendeproblematikken, men nægter at ladeden fylde mere end glæden vedto små nye, vidunderlige liv)
