Puks brevkasse: Han er negativ, når jeg ser mine børn

I fem år har jeg boet sammen med en mand, som har to voksne børn i 20’erne, og selv har jeg tre børn i alderen 25-31 år samt to dejlige børnebørn. Mine børnebørn er født i udlandet, men kom hjem for to år siden sammen med min datter. Jeg er så glad for at have dem tæt på og vil selvfølgelig gerne være sammen med dem, når det kan lade sig gøre. Og det er problemet.

Min samlever mener, at jeg prioriterer mine børn og børnebørn højere end vores forhold. Når han opponerer mod mit samvær med børnene, efterlader han mig altid med en følelse af dårlig samvittighed over, at jeg nu igen skal være/har været sammen med dem. Det slider på mig, og for hver gang det sker, mister jeg følelser for ham.

Da min datter inviterede os til juleaften hos dem, blev jeg så glad, at jeg straks takkede ja. Det var første gang, jeg skulle hjem til et af mine børn juleaften, for de plejer jo at komme hjem til mig.

Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Jeg føler mig som den sure dame i familien

Min samlever blev fortørnet over, at jeg ikke talte med ham først, da han mente, at så kunne han jo ikke være sammen med sine børn juleaften. Jeg erkender, at jeg burde have talt med ham først, inden jeg takkede ja, men jeg forventede da ikke, at han ville blive – ja, nærmest sur.

Senere sagde han til mig, at han havde ringet til sin ekskone og sagt, at han hellere ville være sammen med hende og deres to børn fremfor at tage med mig til mine børn og børnebørn.

Det er langtfra første gang, at han irriteres over, at jeg er sammen med mine børn, og efterhånden ved jeg ikke, om jeg kan blive ved med at være sammen med ham. Han har ikke samme tætte forhold til sine børn, men mit gode forhold til mine børn skal han ikke ødelægge. Det kommer ikke til at ske.

Det er bare så hårdt at skulle være så forsigtig med at tale om mine børn, for han er så negativ, når jeg nævner dem, og ofte tænker jeg, at det vil være nemmest at bo for mig selv, for så kan jeg være sammen med mine børn og børnebørn uden at få dårlig samvittighed.

Mine børn kender ikke til denne problemstilling. Måske har du en mening om, hvordan jeg løser problemet, da det fylder meget?

B

Læs også: Nedslidt kvinde til Puk Elgård: Gift med en egoist

Kære B

Jeg tror, jeg er kommet i ”no bullshit"-alderen. Jeg ved ikke, om det er overgangsalderen, der har gjort mig mere kompromisløs, men når jeg læser dit brev, så er der ikke ret meget i mig, der har lyst til at opfordre til kompromis.

Måske er det på grund af den måde, din partner straffer dig på, når du gør noget, han ikke bryder sig om. Han ringer til ekskonen og tørrer dig om næsen med det. Det opfatter jeg, som om han vil såre dig.

Det må være en dynamik, I har i forvejen i jeres forhold. Kan du ikke give dig til at tænke over, om han styrer andet i jeres samliv, og om det er normalt, at du bare retter ind?

Selvfølgelig skulle du have talt med ham, før du besluttede dig om julen, og den indrømmelse skal du give ham. Men kan det være, at du sagde ja uden at spørge ham først, fordi du kendte svaret på forhånd?

Du er nødt til at tage dig sammen og meddele ham, at dine børn er en meget stor prioritet i dit liv.

Læs også: Puks brevkasse: Jeg kan ikke blive klog på min mand

Du er også nødt til at afkræve ham et svar i forhold til, om han har tænkt sig at gøre det til et problem, hver gang du vælger at se dem.

Du kan ikke leve på den måde, og det er du klar over. Det kan jeg læse ud af dit brev.

Måske skal du også gøre dig selv den indrømmelse, at du faktisk ikke har lyst til at vælge ham frem for dine børn. Det kan han selvfølgelig mærke, og det er måske derfor, han laver ballade.

Du må til at tænke over, om du elsker ham. Gør du? Elsker du ham? Vil du dele dit liv med ham? Vil du introducere ham til dine børn og børnebørn og sætte alle kræfter ind på, at I skal være familie sammen? Eller tåler du ham og holder ham ud, fordi det er svært at tage dig sammen til at forlade ham?

Det kan være, at noget af hans surhed bunder i, at han mærker din tvivl. Under alle omstændigheder må du tale frit fra leveren og fortælle ham, at du VIL have et liv, hvor dine børn og børnebørn fylder meget, og så må du høre hans svar på det.

Så for at opsummere:

1. Du får til opgave at være ærlig over for dig selv om din kærlighed til ham.

2. Du får til opgave at fortælle ham om din prioritet af familie og spørge ham, om han vil se det som en forhindring resten af jeres samliv.

Held og lykke. Det er ikke lette opgaver. Men du er nødt til det.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Trist, at børnebørnene ikke tænker på os ældre