For to år siden mødte jeg, der snart er 50 år og har boet alene i en del år, en dejlig mand, lidt yngre end mig, og nu overvejer vi at flytte sammen.
Mine to børn er flyttet hjemmefra, men jeg er i tvivl på grund af hans to drenge. Han har dem fem dage hver anden uge. De er 9 og 11 år og mildt sagt uopdragne. Det var ikke nogen nem skilsmisse, og han og hans ekskone er ikke gode til at tale sammen. Han havde en del penge og gik nærmest fra det hele og gav hende alt, hvad hun bad om, for at slippe ud.
Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Jeg føler mig som den sure dame i familien
Når drengene er sammen med os, er de enormt krævende. De er kræsne, de rydder aldrig op, og de retter sig ikke efter, hvad der bliver sagt til dem. De taler rigtig grimt til min ven og til mig.
De har et værelse hos min ven med hver deres computer, og i det hele taget mangler de ikke materielle ting, men de har manglet opdragelse.
Læs også: Puks brevkasse: Han er negativ, når jeg ser mine børn
Jeg ved godt, at de er små drenge, og der er ikke noget, der er nemt for dem. Det mærkelige er, at hvis jeg har været sammen med dem begge to eller en af dem alene, så kan jeg faktisk få dem til at rydde op og til at rette sig efter, hvad jeg siger. Jeg har også af og til foreslået, at vi skulle gøre noget sammen, i stedet for at de bare sidder og spiller på computeren, og det har de syntes, var en god idé. Det er, som om der aldrig er sat grænser for dem før, og de har det faktisk godt med, at det bliver gjort. Men når deres far er her, er det helt umuligt. Han er ikke i stand til at sætte grænser.
Både praktisk og økonomisk vil det være godt for os at flytte sammen, men jeg er i tvivl på grund af de to drenge. Hvad kan du råde mig til?
Stedmor
Læs også: Puks brevkasse: Flabet farmor - synes jeg
Kære Stedmor
I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg tidligere havde svaret på dit brev. Det lyder meget bekendt, men måske er det bare den samme problematik i ny forklædning. Det er i hvert fald et velkendt problem både her på siderne og blandt mennesker, jeg kender, at finde balancen, når delebørnene rykker ind. Jeg har jo selv tre delebørn, så jeg kender det også fra mit eget liv.
Læs også: Farmor til Puk: Mit barnebarn kan ikke lide sin papmor
Det lyder jo, som om du allerede har løsningen. Du er godt i gang. Du skal selvfølgelig give de drenge nogle trygge og gode rammer, så de trives. Du må sætte dig sammen med deres far, og så må I tale jer frem til, hvad der er rimeligt med hensyn til pligter i huset. I kan derefter inddrage børnene, og så kan I alle fire fordele opgaverne sammen. Gør det nemt at forstå. Brug eventuelt en magnettavle, hvor I kan skrive opgaverne, og drengene kan så med små magneter markere, at de har løst det, de skulle.
Du gør ikke noget galt ved at give dem nogle andre rammer end dem, de hidtil har haft, men hvis du vil være ekstra god ved dem, og det synes jeg jo, du skal være, så hjælper du dem godt i gang. I kan hjælpes ad med at tømme opvaskemaskinen, dække bord og så videre, indtil de føler sig rigtig hjemme og trygge ved at være i den nye konstellation og sammen med dig.
Læs også: Puks brevkasse: Min datter er fjendtlig over for min kæreste
Det er et stort arbejde at komme ind på livet af børn, der er fortumlede efter en svær skilsmisse. De er kede af det, og de er måske i gang med at straffe deres far, fordi han er uvenner med deres mor. Jeg tror, du sagtens kan få det til at fungere. Du er mor og har erfaring med børn, men du skal vide, at du kaster dig over en stor opgave, og den vil kræve en del af dig.
Hvis du har mod på det, så kan jeg ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne bo sammen med drengene. Det virker jo, som om de gerne vil dig.
Held og lykke.
Bedste hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Skal bonusbørnebørnene også have store gaver?
